« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Navneskik
Af A. Stampe Feddersen.
(Fortsat.)
Så hævdes det, at det er nødvendigt at kalde hustruen ved mandes titel; „fordi så mange mennesker hedder Hansen, Jensen, Nielsen, Petersen o. s. v., og så kan man ikke kende forskel på dem, når mandens titel ikke kommer med.” Et underlig bagvendt forsvar! Var det så ikke naturligere, at man fik nogle ordentlige slægtnavne og ikke lod tusinder og atter tusinder af mennesker gå omkring og hedde Hansen, Nielsen, Jensen, Petersen o. s. v. Kan man kalde det et egennavn? Mig forekommer det, at det er et fællesnavn.
Hvorledes er da denne skrækkelige uheldige navneskik kommen ind?
I forrige hundredår hed Jens Pedersens søn Peder Jensen og hans datter Ane Jensdatter. Det var i og for sig en køn skik, udsprungen som den var af folkets sunde sans: hvert menneske skulde have sit navn, og navnet skulde vise, hvem man var søn eller datter af. Ætten nævntes så ofte mand og mand imellem ved et tilnavn - og disse tilnavne var tit meget kønne og velklingende, eller efter den gård de ejede eller lignende. Ingen faldt på at kalde en datter søn. Endnu er sporene af den gode, gamle skik, at hustruen bar sit eget navn og kaldte sig sin fars datter, ikke uddød. Ældre folks død kundgøres ikke sjælden i aviserne som følgende, der for nylig fandtes i en avis!: „Igår døde min kære hustru, Kirstine Larsdatter, i en alder af 75 år. På mine børns og egne vegne Hans Petersen.” Så man ser, de sidste spor er ikke udslettede.
Den gamle navneskik passede godt nok i begyndelsen af det nysledne hundredår, men da samfærdselsmidlerne blev mere udviklede, da folk fra landet tog til at flytte til byerne o. s. v., kendtes denne navneskik som højst uheldig for embedsmændene, der skulde holde rede på folk. Der udgik derfor 1828 inde fra København en „forordning om dåben af 30te maj 1828”, hvis par. 18 lød således:*)
*) Se Dansk Navneskik, Betænkning udgivet af den af Justitsministeriet d. 4. Maj 1898 nedsatte Commission.
„Iøvrig bør hvert barn ved dåben benævnes ej alene med fornavn men med det familje- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære. Dette var i og for sig en meget fornuftig forordning, men den nærmere forklaring på par. 18, som ministeriet senere udsendte, lagde grunden til den uheldige navneskik, vi nu lider under. Det var jo præsterne, der skulde udføre rundskrivelsens ordre, og at der var forstandige folk iblandt dem ses af, at stiftsprovst Palludan Müller i Odense og sognepræst Sørensen i Guldager skrev ind til ministeriet og spurgte, hvad der skulde forstås ved familje- eller stamnavn, og pastor Sørensen udtalte, at han „personlig ikke kunde bifalde den blandt egnens præster gængse fortolkning af ordet familjenavn, som slog sig til ro med et stamnavn dannet af faderens fornavn med endelsen sen.” Så gjorde kancelliet den store fejl at svare: „at det i de familjer, som intet fast familjenavn endnu har antaget, må bero på faderen, om han vil lade sit barn kalde med det samme tilnavn, han selv har båret eller lade dette tilnavn danne af sit fornavn på den hidtil brugelige måde.”
Hvor man føler, at der kun sad mænd i kancelliet, og at kvinderne endnu hørte til de stummes lejr! Det var ikke „forældrene”, der skulde afgøre, hvad børnene skulde hedde, nej, det var faderen, og folkets sunde sans blev der gjort vold på, datteren måtte ikke længer hedde datter, hun skulde hedde søn. Senere i en kancelliskrivelse af 20. Oktober 1829, som svarer på en lignende forespørgsel, hedder det endogså: „at et pigebarns tilnavn ikke herefter kan gives ved datter, men bør være det samme, som er blevet givet eller vil blive givet hendes brødre” og kvinderne bøjede sig og tav, men mangen en følte dybt uretten og det unaturlige i at kalde en datter for søn. Jeg mindes f. eks. fra min ungdom en husmandskone, som havde flere sønner, men ingen datter og i høj grad ønskede at få en datter. Lad os sige, at hendes mand hed Niels Pedersen. Endelig kom der en datter, og hun var umådelig lykkelig derover. Forældrene enedes om, at den lille pige skulde døbes Karen Nielsdatter, og manden gik ind til præsten for at få den lille indskreven. Men præsten erklærede kort og godt, at der var kommet et påbud om, at alle børn skulde døbes med sin fars efternavn, og da barnets far hed Niels Pedersen, skulde den lille døbes Karen Pedersen. Da manden kom hjem og fortalte sin hustru det, blev hun meget bedrøvet og svarede: „nu har jeg så længe ønsket at få en datter, endelig får jeg en, så skal jeg kalde hende søn.”
Man forsvarer stundom sennavnene med, at de er danske familienavne. Dette er en meget stor misforståelse! Som slægtsnavne er de ikke udsprungne af den danske folkeånd, men af mandlige kancelliembedsmænds hjærner, der savnede al forståelse for og forbindelse med den danske folkeånd.
Og hvor langt er det ikke fra, at det opnåedes, som ifølge en senere kancelliskrivelse nævnes som målet: „at skaffe ethvert individ et fast og såvidt mulig på hans slægt henvisende navn.” Ingen vil dog kalde fællesnavnene Jensen, Petersen, Hansen, Nielsen o. s. v. for et „fast og såvidt mulig på hans slægt henvisende navn”! Cancelliet har en stor brøde mod det danske folk paa sin samvittighed, men præsterne en endnu større. De skulde udføre cancelliskrivelsens ordre, og de kunde have reddet os fra at oversvømmes af disse enslydende navne, hvis de havde rådet folk til at gøre tilnavnene til stamnavne istedenfor sennavnene.
I 1904 følte lovgiverne, at der måtte gøres noget for at ændre denne grulige navneskik, som var
indført fra oven af aldeles i strid med den danske folkeånd, og de gav da en lov om navneforandring, hvorefter alle, der vilde det, på ustemplet papir kan få navneforandring for 4 kr. Loven gælder til 1914, så de, der vil have et virkeligt navn for den billige betaling, må skynde sig. Regeringen lod tillige samle en hel del navne i en „navnebog”, som kan fås hos enhver boghandler,*) og der kan enhver finde et navn, som lyder jævnt og kønt som det danske mål, hvoraf det er en del.
*) Man siger mig, at Bogen nu er udsolgt.
Har man allerede et tilnavn i slægten eller en gård eller mark, kan man jo tage det navn. Lovgiverne følte, at der var sket en uret mod det danske folk ved cancelliskrivelserne og præsternes udførelse af disse, og de gav derfor en lov, som lagde sagen i folkets egen hånd. Loven havde kun den ene fejl, at man skulde give 4 kr. for at få et nyt navn, men man skulde have haft 4 kr. for at tage et, så at det danske mål var blevet frit for disse klangløse navne, som Høgsbro ved første behandling af „Lov om navneforandring af 1904” omtalte som „de usalige sennavne, der i virkeligheden ikke er navne, fordi de ikke bidrager til, at den ene kan kendes fra den anden,” ligesom han også ifølge rigsdagstidende udtaler:
„Hvis det nu kun var en Indrømmelse, som vi gav Befolkningen for de enkelte Personers Skyld, som havde Lyst til at faa et nyt Navn, saa kunde man sige: Ja, det er virkelig ikke for meget, at de skulle give 4 Kr. derfor. Men naar man, som jeg, gaar ud fra, at det her drejer sig om en Landsinteresse, at det er i Samfundets, Folkets Interesse at komme af med disse Navne og faa bedre Kendenavne, kunde man ønske, at hellere end at Folk skulde betale for at faa ny Navne, skulde man, havde jeg nær sagt, betale dem for at tage dem.”
I 9 år har enhver dansk med største lethed kunnet få et ordentligt navn, men hvor forholdsvis få har ikke nyttet lejligheden! Endnu findes der f. eks. alene i København ifølge vejviseren af 1913: 3193 af navnet Jensen, 2800 Nielsen, 2571 Petersen, 3042 Hansen foruden 1064 Rasmussen, 1400 Christensen, 1457 Larsen, 1700 Andersen, 1228 Olsen og 873 Sørensen. Og da den væsentligste del af disse er familiefædre med kone og børn, og uendelig mange arbejdere, håndværkere o. s. v. ikke kommer i vejviseren, er det virkelige tal jo mange gange større.
Det er min tro, at det danske folk ikke rigtig har forstået, at det er en fædrelandskærlig handling at få indført en god sund navneskik i folket. Er de danske navne ikke en del af det danske mål? Hvor er vore danske stednavne, som er opstået ganske naturlig uden uforstående indgriben ovenfra, ikke vakre! De er så ægte danske: klangfulde og dog jævne, som alt ægte dansk må være! Men slægtnavnene de er bleven så sørgelig forkludrede. Kan man tænke sig noget mere klangløst og ensformigt end alle disse sen navne. Hvad er meningen med, at man har et navn. Vel den, at den ene slægt skal kunne skilles fra den anden. Men kan de 3191 Jensen’er skilles fra hinanden? aldrig kan man sige om nogen: „han har de Petersenske eller Jensenske åsynsdrag,” ti ingen kan vide, hvem af de 3191 Jensener eller Petersener, han mener.
„Ja, men manden bliver dog den samme, hvad han så hedder,” siger man. Ja, det er sandt, men vort modersmål bliver ikke det samme. Det er af fædrelandskærlighed, for modersmålets skyld, at folket skal drage nytte af den gode lov af 1904 og indføre kønne, klangfulde, virkelig danske navne istedenfor sen-betegnelserne.
(Sluttes).
