« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne og Hedesagen
I »Kvinden og Samfundet« for 15. Nov. findes en Opfordring til at melde sig ind i Hedeselskabet, og i dette Nr. findes en Indmeldelseskupon.
En og anden, kunde jo mene, at Hedeopdyrkning, Mosekultur og Plantning er noget, der ligger Kvinder fjernt. - Dette har Hedeselskabet aabenbart ikke ment, da det skrev sine Love. - I disse er der overalt regnet med Kvinder saavel som Mænd. Ikke blot optages Kvinder som almindelige Medlemmer, men man har - ved udtrykkelig at nævne dem som mulige Medlemmer af Repræsentantskabet - vist, at Vejen til effektiv Indflydelse paa denne vigtige Landssag var dem aaben. Det vilde vist i mere end en Retning være klogt, om Kvinderne sluttede sig mere til Hedesagen, dels ved at indmelde sig i Hedeselskabet, dels ved ikke at holde sig tilbage, naar Talen er om at søge dette Selskabs Støtte til Opdyrkning af Hedejord. Der har en Gang i dette Blad staaet en Artikel om en Hedekvinde, der drev sin egen Lod. - Dem er der flere af, - der kan blive mange. Hedeselskabet nægter ingen sin Støtte, naar Betingelserne og Midlerne er til Stede.- Det er disse sidste, som jeg synes, at Kvinderne ved at indmelde sig i Hedeselskabet burde være noget mere med til at skaffe til Veje. »Lad mig faa Lov at fortælle om en uforglemmelig Hede-Tur arrangeret af Hedeselskabet, og hvori Kvinder kunde deltage.
- Det var en lidt regntung Morgen. Vi kørte i Flok og Følge fra Torvet i Herning ud i Hedeegnene. Luften var skyfuld og urolig, men Solen brød igennem, og det blev det dejligste Vejr. - Paa en Højderyg, »Hjortballehøje«, hvor der er Udsigt over ca. 50 Kvadratmil af den tidligere Hedeegn, der nu viser sig som væsentlig opdyrket og beplantet, gjorde vi Holdt og hørte et Foredrag om Plantagernes Alder og Vækst og, om de Vanskeligheder, der var, før man var naaet saa vidt som her, hvor Træerne havde flere Gange Mandshøjde. - Videre kørte vi ud i Heden gennem Milelange Plantager med den dejligste blaagrønne Granvækst. Meget interessant var det at høre, at de smaa Planter har en »Barnepige« i den solide »Fyr«; hver af disse opammer to Graner, idet Fyrrene nevtraliserer den Syre, som findes i Lyngjorden, og som skader Granen, og det saas tydeligt; hvor den Plantningsmaade var foretaget, stod Granen kraftig og grøn. Særlig fornøjeligt var det at iagttage de smaa Plantager ved Huse og Gaarde, de baade forskønnede og gav Læ; de stod der som det gode Eksempels Magt. - Men Hovedsagen er jo at indvinde Agerland til Dyrkning ved Vanding og Læplantning, ved Mosekultur og ved at omskabe Hedejord til frugtbar Skovmuld. Eksemplet saa vi i den ældste Plantage ved Pahlsgaard; her var almindelig Skovbundvækst, Træerne meget store, og i Læ af Skoven voksede nu alle Slags Løvtræer, den »vildene« Hede omdannet til Skov og Kulturland. - »Hvor Ploven ej kan gaa og Leen ej kan slaa, - der bør et Træ at staa,« sagde Hedesagens Forkæmper, Oberstløjtnant Dalgas - og han gav sit Livs bedste Arbejde i denne saa betydningsfulde Sag for Land og Folk. - Var det ikke en Rejse værd for mange af vore unge og mange af vore Skolebørn ud til disse Heder og Moseegne, der er blevet til Agre, der giver Brød, Hus og Hjem til mange? Kvindernes Interesse for Plantning, baade til Læ, til Pryd og til Gavn bør vækkes, da det i Hjemmene paa Landet ofte vil blive Kvindernes Sag at tage Del i dette Arbejde; men enhver Kvinde som Mand, der slutter sig til denne gode Sag, kan her være med til at ophjælpe sit Land og saaledes ogsaa være med til at virkeliggøre Ordet: »Hvad udadtil tabes, maa indad vindes.«
Vester Boulevard 472, 23. 11. 1913.