« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Navneskik
(Sluttet.)
Det har moret mig at søge oplysning om navneskikkens historie herhjemme. Det er adelen, der går i spidsen med at skaffe sig et fast slægtnavn. I fremmede lande tog de mest sine slottes navne og satte et de eller von forved. Men ejendommelig for os nordboer er at danne ætnavne af de tilnavne, folk har fået.
Tilnavnene pegede tit hen på folks udseende: Grå, Hud, Krog (krogrygget), Stang (slank af vækst), Skeel (skeløjet), Rask o. s. v. Men også efter de våben, de brugte, nævntes folk. Biil (en bredbladet pil), Hammer, Skjold, Skafte (spyd) og Brand (som er en poetisk omskrivning for en dragen klinge).
Også dyrenes navne brugtes: Ravn, Due, Høg, Hjort, Brok, Basse, Bille, Galt og navnene på beboerne i enkelte egne af Danmark som: Vendelbo, Skagbo, Tybo, Harbo, Skåning, Halling og standsnavne: Bonde, Munk, Rytter. Esbern Snare kom til at hedde Snare, fordi han var snar, rask, drosten Jon Litle, fordi han var lille af vækst.
På Valdemarenes tid bliver tilnavnene mere faste, og i det 13de hundredår blir de arvelige. Den fuldstændige overgang til faste navne skete ved et kongebrev af Frederik I, udstedt 1526, hvori han krævede, at alle riddersmænd skulde tage faste ætnavne, og rigets råd samtykkede i denne bestemmelse. På bonden tænkte ingen den gang. Han fulgte gammel skik og kaldte sine børn søn og datter og i folkemunde kaldtes de ved tilnavne, morsomme, vakre og ægte danske. Indtil den ulyksalige cancelliskrivelse af 1828 kom og tvang den talrigste stand i Danmark, som trofast havde
gemt fædrenes navneskik, til at tage disse ensformige sennavne.
Der findes sikkert endnu mange kønne, morsomme tilnavne i vor almue. Jeg spurgte en gang en husmandskone, hvad hun hed. „Sidse Hansen - min mand hedder Jens Hansen,” var svaret. „Ja, men hvad hedder De selv?” spurgte jeg. „Jeg hedder Sidse Andersdatter, men nu skal man jo hedde efter sin mand.” „Har De intet andet navn?” „Jo,” svarede hun noget undselig, „jeg har nok et navn, men det regner jeg ikke rigtig. De kalder mig Sidse Andersdatter Pil!” Har vi ikke der det fagreste, stolteste navn, som ingen adelsmand vilde skamme sig ved at bære! Mange af vore danske adelsætter er uddøde, men ligeså vakre navne lever i vor almue. Skal vi ikke frelse disse navne fra undergang, inden det er for sent, stedenfor at ringeagte den skat, som folket har i gem?
For nylig så jeg også i en avis følgende:
„Guldbryllup i Amerika.
Lars Hansen Ebbe og Hustru, Kirsten Bille, fejrede den 16. December 1909 deres Guldbryllup i deres Hjem i Lincoln o. s. v.”
Hvor lyder de navne ikke vakkert, og hvor er det ikke kønt at høre hustruen nævnt ved sit eget navn.
Det morer mig altid at læse gravstenene paa kirkegårdene på landet. Til min store sorg har den dårlige navneskik næsten overalt trængt igennem, men man finder dog levninger af den gamle, kønne navneskik: Paa Idestrup kirkegård står f. eks. på en gravsten: Niels Larsen Bonde, død 1881, og hustru Ane Nielsdatter, død 1875; og på en anden Olsen Kaare, død 1890 og Kirsten Nielsdatter 1891. Bonde er i Sverige et af de fineste adelsnavne.
Det morede mig også at se, at denne rangordning, at mandens navn skal stå øverst, ikke altid var fulgt. Hvis nuomstunder en hustru dør først, bliver der ofte lavet en gravsten, hvor hustruens navn står nederst, og der bliver plads stående til mandens ovenover. På en gravsten på Idestrup kirkegård stod øverst: Sidsel Grå, død 1896, og nedenunder: og husbond Jensen Grå, død 1902. På jævn ukunstlet folkevis blev dens navn, som kom først i graven, sat øverst på stenen.
Den tid er forbi, da kongerne ophøjede de mænd, der udmærkede sig i fædrelandets tjeneste, i adelsstanden. Men nu er adgangen fri for enhver af landets sønner (døtre holdes endnu nede) til landets højeste embeder: gårdejeren, husmanden, smeden, arbejderen, alle kan de komme til at sidde i kongens råd, når de udmærker sig ved fædrelandskærlighed, duelighed og ævner til at styre. Den gamle adel vil en gang uddø, når den ikke fornys. Den nye adel bliver de mænd og kvinder, som indlægger sig fortjeneste af fædrelandet - deres navne vil mindes til sene tider. Men bør de så ikke sørge for, ligesom Danmarks gamle adel, som bar de fagre navne Urne, Bjælke, Okse o. s. v., afskaffe sig et virkeligt navn?
Mange siger: „min far kunde være bekendt at hedde Jensen, så kan jeg vel også.” Måske - tanken kan være udsprungen af en meget god følelse; men man bør tænke på modersmålet og huske, at man skylder det at tage den store skat, vi har af tilnavne, navne på marker, gårde o. s. v., op i vort forråd af slægtnavne, og ikke glemme, at disse sennavne kun er blevne slægtnavne ved uforstående tvang ovenfra.
Hvor tit har jeg ikke, når jeg følte mig glad og stolt over, at en dansk udmærkede sig i en eller anden retning, sørget over det, når han eller hun kun havde et klangløst sennavn og ikke et af vore vakre hjemlige navne. Fortjænte en mand som N.M. Petersen, der har været så meget for sit fædreland, ikke at bære et fagrere navn, han, som netop havde så dyb en kærlighed til sit modersmål?
Enhver, der bærer et sennavn og mærker, at han eller hun ved sin duelighed eller sit geni vil komme til at gøre sit land ære, bør af fædrelandskærlighed tage et kønt, dansk navn, så at udlændinge kan høre, at det danske mål er et klangfuldt sprog.
Der er i den skik, at børnene ifølge loven fødes til faderens stamnavn, ikke noget krænkende for moderen. Men man bør dog overveje, om der ikke var grund til at få en lovbestemmelse om, at ægtefællerne enten ved ægteskabets indgåelse eller ved det første barns fødsel lovformelig kunde enes om, at børnene fik moderens navn. Der kunde f. eks. være grund til det i alle tilfælde, hvor moderen har et virkeligt navn, men faderen kun et sennavn. Og det kunde også tænkes, at moderen tilhørte en æt, hvor det mandlige afkom var uddød, så at slægten vilde uddø, hvis den kvinde, der bar navnet, ikke kunde forplante det. Hun er dog kød af dens kød og blod af dens blod, og er der ikke noget meningsløst i, at hun, som er den der bringer børnene til verden, ikke under nogen omstændigheder kan forplante sin egen æt - undtagen når barnet er født udenfor ægteskab? At en hustrus navn knyttes til hendes mands og således går over på børnene, ser vi i mange tilfælde, når hustruen besidder en jordejendom, f. eks. Ahlefeldt Bille Kragh-Juel-Vind-Frijs, o. s. v. Men det burde dog ikke alene være jordbesiddelsen der gav en kvinde ret til at frelse sit eget navn fra undergang. Også på dette område burde der sikkert ændres noget ved vor navneskik. I den bog, jeg har nævnt for Dem - „Dansk Navneskik” - bringes også et forslag, som går lidt i den retning, idet der side 137 står: „Det arvede tilnavn bør godkendes, ikke blot hvor der er erhvervet efter fader og farfader, men også når det er kommet fra mødreneslægten.” *). *) Udhævet af Forf.
Borger- og bondestanden har måttet bøje sig for circulairer og forordninger fra et uforstående ministerium og har derved fået sine navne aldeles ødelagte. Men da de kom til at sidde i vore ting og vågnede til medviden, gav tingene en lov, som lagde sagen i folkets egen hånd. Gid alle i vort folk, der istedenfor et virkeligt navn har fået et sennavn, vilde skønne, at de skylder sit fædreland at råde bod på fortidens fejlgreb!
Og gid kvinderne vilde blive rigtig klare over den ting, at der ingen lov er, som byder dem at tage mandens navn, og at det er et vidnesbyrd om, at kvinden er ved at blive et selvstændigt menneske, at hun holder sit eget navn, og hvis den mand, hun gifter sig med, kun har et sennavn, får ham til at tage hendes navn, så at det også bliver børnenes. Mange mænd vil synes, at deres stolthed forbyder dem at tage hustruens navn, - med mindre der følger en jordejendom med navnet, så tager de det gærne.
Men siger man til de samme mænd, at det kniber for kvinderne at slippe sit eget navn, svarer de,
„at det er dog en underordnet ting, hvad man hedder, og når man holder af sin mand, kan man da sagtens tage hans navn.” I virkeligheden er det jo lige svært for kvinden og manden at slippe det navn, man har båret fra sin fødsel.
Da for en menneskealder siden de første vejbrydere for denne sag fandt det urigtigt at skifte navn, måtte de endnu nøjes med at holde sit eget navn forved mandens. Nu er tiden kommen, da kvinderne med lethed kan tage skridtet helt ud - nogle har allerede gjort det - og kalder sig ved sit eget navn. Og kvinden bør ikke længer finde sig i at gå omkring og hedde søn. Selvfølgelig kan ikke alle med ét afkaste sennavnene. En forståelig ærbødighed for dem, de har arvet disse navne efter, vil holde mange tilbage. Men arbejdet for at indføre en anden navneskik i Danmark hører alligevel ikke til de betydningsløse ting. Man ledes dertil ad flere veje: gennem kærlighed til modersmålet og historisk sans for at bevare modersmålets skatte, og gennem kvindens trang ti at hævde sig som et selvstændigt væsen.
Lad os da slutte os sammen - mænd og kvinder - og arbejde for en navneskik, der optager de navne, der er spirede af selve folkemulden, og lad det tillige gennem vor navneskik kendes, at vi nordboer ligesom vore forfædre giver kvinden plads som et selvstændigt væsen. Derved viser vi os at være af ægte nordisk rod!
