« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Sophie Breum: Skjulte Traade. (G. B. N. F.) 225 Sider.
Da Sophie Breum som en anden Historiens Muse svang sin Bogrulle-Tryllestav over Oluf Bager og hans Samtid, fremmanede hun i „Fuldtro Sind” et saa levende og troværdigt Tidsbillede, at ikke selveste Troels Lund kunde have gjort det virkningsfuldere. Fra først til sidst bøjede man sig for Forf.s frodige Fantasi og lydhøre. Sprogsans og erkendte, at, var alt dette end ikke gaaet saaledes for sig, saa kunde det godt have varet det. Og en lignende Følelse havde man ved Læsningen af hendes derefter følgende Fortælling „Kongebørn” fra. Chr. d. 2dens Tid, om end denne ikke i Interesse eller Komposition kunde maale sig med hin.
Man fristes, naar man læser hendes senere Bøger, f. Eks. „Ære” og „Skjulte Traade”, til at ønske, at hun aldrig havde forladt Fortiden; thi hun maatte sikkert kunne have faaet mangfoldige Skikkelser fra vor rige historiske Skat til at leve for os, saa vi kom til at leve med dem. Hun burde aldrig have ladet sig friste af Nutiden, thi den Uro, som nu til Dags kendetegner det levende Liv, formaar hun næppe at samle til et Hele; vi ser kun Forvirringen, ikke de Billeder, som skulde dannes af alle de mange Enkeltheder. Det er, som havde Forf. selv Vanskelighed ved at forlige sig med Nutiden og dens mange underlige Foreteelser. Man føler derfor heller ikke at der i hende banker et varmt
Hjærte for, hvad der gror i vor Tid, saaledes som for de henfarne.
I „Skjulte Traade” flygter, en ung Hustru fra sin til Tider ustyrlig hidsige Mand, da hun mærker, at hun er frugtsommelig, for at ikke Mandens Sind skal virke ufordelagtigt paa Barnet i dets Opvækst. Da hun samtidig omgaas Venskabelig med en Fætter, en elskværdig, forstaaende Ven, der hjælpsom tager sig af hende, faar Manden uretfærdig Mistanke om, at Barnet ikke er hans, da han ikke kan tænke sig anden Grund til hendes Flugt end hendes onde Samvittighed. Først mange (30) Aar efter, da Konen forlængst er død, og Sønnen er bleven Læge, opklares Misforstaaelsen, og Manden tager sig sin Død derover.
Tilfældet er utroligt, og har Forf. haft et Forbillede, tør vi næsten sværge paa, at hun bevidst har lavet om derpaa. Saadant forekommer, som man siger, kun i Romaner. Har hun intet Forbillede haft, maa vi beklage, at „Intrigen” er saa ubehændig, at man næsten taber Interessen for den, saa snart man faar redet saa mange af de „Skjulte Traade” at man kan overse Situationen. Saa meget mere, som Figurerne i det hele er stærkt konstruerede; navnlig er Hovedpersonen, en anset Sagfører, aldeles utrolig, en fuldstændig Karrikatur, og hans Kontubernal, en halvgammel Bankmand, ikke et Haar bedre. Men heller ikke de øvrige har noget fængslende ved sig. Nogle Bifigurer kunde maaske være reddede, hvis det øvrige overhovedet havde haft Bærekraft; som det nu er, gaar de til Bunds med.
En indgaaende Omtale frister Bogen ikke til; hertil er den for usandsynlig.
Vi har tilladt os at sige Forf. vor Mening lige ud; thi hun er for god til at spilde sin Tid og sine utvivlsomme Evner paa Opgaver, som ligger ganske udenfor hendes Styrkefelt; og vi er sikre paa, at Forf. hellere vil have det saaledes end et høfligt Skrabud; bag hvilket hun i Virkeligheden kun vilde øjne en tindrende Ligegyldighed for hendes Forfatterskab.
