« Tilbage til søgeresultaterne
Politiske Drømmerier
Jeg drømte, at min Ven Rigsdagsbudet stod udenfor min Dør midt i den sorte Nat og bad mig med indtrængende Ord og en dybt bekymrer Mine om at følge med sig op i den gamle Kaserne i Fredericiagade.
„Hvad er der nu los, Petersen?” spurgte jeg, greben af uhyggelige Anelser. „Er det Grundlovssagen, I ikke kan klare alene?”
Han rystede paa sit trofaste Tjenerhoved og hentede et langt Suk op fra sin guldknappede Vest.
„Nej, det er det, som er meget værre. - Forstaar De Dem paa Champoing og Ondulering og Hovedbundens Antiseptik?”
Hans Øjne tryglede mig om et bekræftende Svar.
„Jeg er Kvinde, Petersen,” var alt, hvad jeg fandt det nødvendigt at sige.
„Tak for det”, sagde han; „og vær saa god at følge med.”
Og jeg drømte, at vi fulgtes ad gennem mørke Sidegader, til vi stod foran Rigsdagens skumle Kaserne. - „Denne Vej,” hviskede Petersen og førte mig over Gaardspladsen ind ad en Bagdør og videre paa Taaspidserne hen ad lange Gange, til vi standsede foran en Dør, som Petersen efter en frygtsom Banken lydløst aabnede.
Der sad 15 Mand om et langt Bord, alle med Ansigterne begravede i deres Hænder.
„Saadan har de siddet i 4 Uger,” hviskede Petersen til mig, „er det ikke et sørgeligt Syn? - Men hvem kunde ogsaa vide, at Landets folkekaarne Mænd skulde komme ud for saadan noget som Damefrisering?”
„Havde de givet os Kvinder politisk Valgret i Fjor, saa havde de sparet sig selv for denne Forlegenhed”, hviskede jeg tilbage med kold Skadefryd.
„Hjælp dem alligevel,” bad Petersen. „Udvalget har selv bedt mig skaffe sig en kvindelig Medhjælp i al Hemmelighed.”
„Det er ulovligt, Petersen,” svarede jeg bebrejdende, „De ved selv, at Kvinder har intet her at gøre.”
„Jamen, naar der er ingen, som faar det at vide. Vi kan jo dog ikke ha’ dem siddende her i al Evighed,” bønfaldt Petersen.
Jeg nærmede mig Bordet, og en af de grublende Lovgivere løftede Hovedet og saa paa mig med Øjne, der var slukte af mange Nætters uafbrudte Vaagen.
„Jeg sagde det nok,” søgte han at forsvare sig, „at jeg ikke var sagkyndig i Damehaar.”
„Er I Mandfolk eller ikke?” spurgte jeg med harmdirrende Stemme og stillede mig op for Bordenden lige bagved Udvalgets Formand. „Skal alle Landets Tjenestepiger og Fabrikpiger og Espeditricer miste deres Haar, Kvindens fagreste Pryd, før Tiden, fordi nogle Frisørmedhjælpere skal have deres Aften fri? Kalder I det demokratisk Sindelag? Er det at tage Hensyn til Folkets Døtre?”
,,Vi vil ikke gøre nogen Uret,” lød det i Kor fra de bøjede Hoveder, klagende som Vinden i tørre Grene.
„Ser I da ikke, at for at gøre Ret imod et halvt hundrede Kvinder, gør I Uret imod tusinde? - gør Haarets Røgt og Pleje til et Overklasseprivelegium?”
„Sæt dig hos os og klar os en Gaade,” bad den Lovgiver, som først havde talt, og jeg saa nu, at det var Jørgen Pedersen. „Hvorfor kan en Kvinde ikke selv vaske sit Haar?”
„Fordi I ikke vil tillade hende at klippe det kort, som I selv gjorde, da I erobrede Menneskerettighederne. Saa længe I opretholder den langhaarede Kvindetype, saa længe maa Damefrisørinderne have Lov til at holde aabent udover Lukketid; det øvrige maa blive en Sag mellem Medhjælpere og Arbejdsgivere og ordnes ad organisatorisk Vej.”
„Sæt alt det op paa et Papir for os,” udbrød Jørgen Pedersen øjensynlig lettet. „Jeg sagde jo nok, at jeg ikke var sagkyndig; jeg tror, jeg vil stille et Ændringsforslag.”
,,Treuga Dei!” lød det i det samme fra Formanden med højtidelig Røst, og som paa Kommando sank alle de løftede Hoveder ned mod Bordet igen. „Saa ikke Tvedragtens Sæd mellem Landsting og Folketing! Husk, det er Ministerens eget Forslag. Folketinget har Vedtaget, at Frisørinderne skal lukke.”
„Ja, Fred være med Jer!” sagde jeg med Foragt og vendte mig mod Døren.
„Nej bliv!” befalede Formanden. „Indenrigsministeren har selv tilforordnet os en kvindelig Medhjælp. Vi skal tilsammen affatte en Brugsanvisning for kvindelige Lønarbejdere angaaende Haarets og Hovedbundens forsvarlige Røgt og Pleje uden Frisørindens Hjælp. Mine Herrer, lad os saa tage fat der, hvor vi slap. Altsaa: Champoing, antiseptisk Hovedbundsbehandling ...”
Jeg rev i Døren, som Petersen holdt lukket for mig. „Lad mig komme ud!”
„Haarets Kosmetik, Marvolie og Englefedt ...” lød det bag mig i besværgende Kor. Jeg lagde mig mod Døren med hele min Vægt, Laasen sprang op, Petersens Arm sank ned, og jeg tumlede ud paa Gangen med mine Forfølgere i Hælene.
„Tupering, Ondulering ...”
Jeg styrtede af sted, stødte i Mørket mod en Dør og rev den op.
Atter et Bord med mange ærværdige Hoveder omkring. For den ene Bordende Klaus Berntsen, for den anden Piper, Grundlovsforslagets Fællesudvalg.
Jeg udstødte et Rædselsskrig, sank besvimet til Jorden - og sov videre.
