« Tilbage til søgeresultaterne
Adoptionsmødet
Den 25. Nov. 1913 holdtes atter et af de store betydningsfulde Masse-Møder, hvormed D. K. ofte gennem Aarenes Løb har forsøgt at slaa til Lyd for en eller anden vigtig Sag, som hurtigt krævede sin Løsning. Vi husker i Øjeblikket bl. a. Mødet i Koncertpalæet i 1906, der krævede Oprettelse af et Kriminal-Asyl til Optagelse af „formindsket tilregnelige”, samfundsfarlige Individer, - en Institution, som Dansk Kvindesamfund den Gang og hidtil forgæves har bedt om. - Vi husker Mødet i Studenterforeningen i 1910 om Kvinders Natarbejde og glæder os over her at kunne paapege, at dette Mødes Krav blev hørt, idet, som bekendt, Forbud mod Kvinders Natarbejde blev forkastet, og deres Erhvervsevne derved usvækket.
Denne Gang gjaldt det at rejse en Stemning mod de uheldige Forhold, der navnlig i større Byer er tilstede ved Bortadoptering og Plejeanbringelse af Smaabørn.
Øjenlæge Estrid Hein bød velkommen og udtalte, at man indenfor D. K. havde næret Frygt for, at disse utilstedelige Forhold - paa Grund af Grundlovsarbejdet - skulde forblive upaaagtede eller forglemte, og man havde derfor ønsket atter at rejse det Krav om Adoptionsvirksomhedens Autorisering, som rejstes af D. K.s Fællesmøde i Rønne i Juni 1913, og som omtrent samtidig fremkom fra „Foreningen for nødlidende Kvinder med Børn” i København.
Hun gav derefter Ordet til Dr. Arnold Møller, der oplyste om, at der i Løbet af 10 Aar i København er født 31,000 Børn udenfor Ægteskab, saa det var et ikke ringe Arbejdsomraade, som samvittighedsløse Indehavere af Adoptionsbureauer havde for sig, idet de allerfleste af Mødrene af økonomiske Grunde jo ikke saa sig i Stand til at beholde Barnet hos sig selv, selv om et Ønske herom var tilstede; dertil kom det Forhold, at et Barn født udenfor Ægteskab satte en Skamplet paa Kvinden, og hun som Følge heraf let lod sig lokke til at faa dette Bevis for sin Skam fjernet fra sig saa hurtigt og ubemærket som muligt. Medens Plejebørns-Tilsynet i København maatte siges at være baade godt og betryggende, maatte ganske det modsatte siges om de private Pleje- og Adoptionsbureauer, der florerede uden nogen Art af Kontrol.
Taleren gav derefter flere stygge Eksempler paa dét, der i disse Bureauer kan præsteres i Retning af Pengeudsugning og fuldstændig Mangel paa enhver Art af Ansvarsfølelse. Som Bevis paa, hvor langt disse Forretninger vover sig, nævnte Taleren, at han samme Dag af en Jurist havde faaet at vide, at denne af et privat Adoptionsbureau var bleven tilbudt 50 Kr. for at give en Kvinde, der vilde søge hans Hjælp overfor Bureauet, saadan Vejledning, som vilde fremme Bureauets Interesse i det paagældende Tilfælde!! Taleren ønskede at slaa fast, at det var og maatte anses for at være umoralsk at drive Handel med Børn, og han ønskede derfor al Pleje- og Adoptionsvirksomhed overdraget til de filantropiske Foreninger, der gør dette Arbejde til en Hjertesag. „Foreningen for nødlidende Kvinder med Børn” havde i flere Aar drevet et saadant Pleje- og Adoptionsbureau.
Dr. med. Eli Møller udtalte, at der sammen med hvert autoriseret Adoptionsbureau maatte oprettes et Bureau, der midlertidig tog Barnet i Pleje til Adoptionsforholdene var ordnede. Det vilde lette Moderen, at hun vidste et Sted, hvor hendes Barn trygt kunde anbringes straks efter Fødselen, og det vilde ogsaa give hende Lejlighed til at leve lidt sammen med sit Barn, hvad der ofte medførte, at hun kom til at holde af det og vilde beholde det. I denne Vækkelse af Moderfølelse laa en stor Værdi. - Taleren fremhævede dernæst, at saadanne autoriserede Bureauer ikke maatte være for store og for meget gøre Indtryk af en officiel Institution. Det maatte fremfor alt være Kvinder, der betjente disse Bureauer. Mennesker, der forstod at vække Tillid hos Moderen. Mænd med en hel Masse Protokoller foran sig vilde i de allerfleste Tilfælde virke afskrækkende paa de Kvinder, der skal hjælpes.
Medlem af Frederiksberg Hjælpekasse Kamilla Nielsen fremdrog mange Eksempler, tagne lige ud af Livet, - Eksempler, der viste, hvor vemodig og kummerlig en Tilværelse saadanne Smaabørn fører, der letsindigt sættes i Verden og lige saa letsindigt bortadopteres. Hun tog, som de foregaaende Talere til Orde for Sagens hurtige Fremme, idet hun haabede, at Rigsdagen i dette Tilfælde ikke vil ligge under for sin noksom bekendte Langsomhed. Hun fremhævede under Forsamlingens livlige Tilslutning, at den Skam, der ofte driver den ugifte Moder ud i usikre Forhold baade for sig selv og sit Barn, aldeles ikke var større for Moderen end for Faderen, og hun ønskede, at den Dag maatte komme, da Skammen fordeltes ligelig paa dem begge. Den Pige, der har et Barn, er mærket af Samfundet, den Mand, der har 5 uægte Børn, lægges dette Forhold ikke til Last.
Professor, Dr. jur. Viggo Benzon: Til Spørgsmaalet om hvorvidt det lader sig gøre at ordne disse Forhold hurtigt og ved en enkelt Lov maatte svares absolut: Ja! Sagen er for saa vidt oplagt og kan næppe give Anledning til nogen langvarig Undersøgelse af, hvorvidt en saadan Lov vil være heldig eller ikke. Det drejer sig jo om at lovfæste noget, som kun kan gavne. Der er ikke Tale om noget som helst Offer fra Statens og Samfundets Side. Men Taleren vilde dog nødig gaa med til, at filantropiske Foreninger fik Monopol paa Adoptionssagen. Uden særlig at vilde holde Haanden over Sagførerstandens Interesser vilde han dog udtale sin Tvivl om det rigtige i at fratage denne Stand Retten til at ordne Adoptionssager. Autorisation af denne Virksomhed i al Almindelighed med Kontrol og Tilsyn af Politiet (der ogsaa skal udstrækkes til Sagførerstanden) maatte anses for at være tilfredsstillende. Da Professoren i Særdeleshed ønskede, at her skulde handles hurtigt, fandt han Anledning til som Medlem af Kommissionen for ensartet skandinavisk Familieret at fremhæve, at det Forslag til Lov om Adoption, som var afgivet af Kommissionen, aldeles ikke berørte Autorisering af Adoptionsvirksomheden, men kun selve Adoptionsforholdene, og saaledes ikke i mindste Maade kunde virke hæmmende paa Fremkomsten af den Lov, som dette Møde slog til Lyd for.
Cand. phil. Helene Berg: Der kan og skal lægges et stort Ansvar paa enhver Moder og Fader, der uden forudgaaende Undersøgelse styrter deres Barn ud i skæbnesvangre Forhold. Men Hovedansvaret for al den Ulykke, der opstaar gennem disse Forhold, maa dog lægges paa Samfundet, der lever paa falsk Grund, naar det handler, som om Samfundsværdien i selve Barnet ikke er lige stor, enten det er født i eller udenfor Ægteskab. Der trænges her i høj Grad til en Omvurdering. Man maa vænne sig af med at antage en mindre tilfredsstillende Ordning, naar det kun drejer sig om „disse Børn”. - Man maa tværtimod komme ind paa at erkende, at man ikke for saadanne hjemløse Børn kan gøre for meget i Retning af at erstatte det, som Børn, der fødes under lysere Forhold, har at støtte sig til Livet igennem. Hele Sagen var derfor ikke ordnet med en Lov om Autorisering af Adoptionsvirksomheden. Der maatte mere til. Tilhørerne maatte ikke indskrænke sig til den Stemning, som dette Møde kunde have sat dem i. - De maatte - og hertil skal Pressen hjælpe dem - holde Indignationen i Live ikke alene overfor dette specielle Forhold, men overalt hvor Børn vanrøgtes og forsømmes. Man maatte stadig holde sig for Øje, at man ikke har løst det Problem, der hedder „hjemløse Børn”, men at man kun har berørt det, og at Vejen frem til Maalet kræver en Indsats af Kræfter, som det er hvert enkelt Menneskes Pligt at være med til at skabe.
Dr. E. Hein takkede Talerne og stillede følgende Resolution til Afstemning:
„Paa Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Juni Md. d. A. blev følgende Resolution enstemmig vedtaget: D. K., forsamlet til Fællesmøde i Rønne d. 7.-9. Juni, stiller det Krav, at Adoptionsvirksomheden for Fremtiden kun kan udføres, naar den er autoriseret gennem Staten.
Fra nødlidende Kvinders Kontor her i København er der sket Henvendelse til Regering og Rigsdag i samme Sag.
Et offentligt Møde afholdt i Grundtvigs Hus d. 25. Nov. af D. K. giver disse Henvendelser sin varmeste Tilslutning og opfordrer Regering og Rigsdag til snarest mulig at gennemføre en Lovbestemmelse, der autoriserer Adoptionsvirksomheden.”
Den vedtoges enstemmigt og under stærkt Bifald fra den forsamlede Tilhørerskare, der talte ca. 800, deriblandt en Del fremragende, socialtinteresserede Personligheder, en Del Rigsdagsmænd, Borgerrepræsentanter m. flere.
Dansk Kvindesamfund har ved dette Møde skabt en Stemning, som forhaabentlig snarest vil bære den Frugt, at disse Forhold ordnes saa tilfredsstillende, som Lovgivningsmagten formaar det.
D. K. vil da kunne vende sig fra denne Side af hele det store „Børnesagsspørgsmaal” og lægge sine Kræfter ind i Arbejdet for andre Forhold, Børnene vedrørende, som kræver tænksomme Menneskers Interesse.
Ovenstaaende Resolution er ved en Deputation fra D. K. overrakt Konsejlspræsident, Justitsminister Zahle, der lovede at tage Spørgsmaalet under Overvejelse.
Vi haaber, at Lovgiverne vil forstaa, at hurtig Hjælp her er dobbelt Hjælp. Vi har siden Mødet haft et Eksempel paa, hvor nødvendigt det er, at de Mennesker, der driver denne Virksomhed, ses paa Fingrene. – D. K.s Hovedkontor fik fornylig fra et af Provinsens Politikamre Forespørgsel om en Kvinde, der driver et Bureau i København paa Vesterbro. Ved Henvendelse til „Nødlidende Kvinders Kontor” fik man oplyst, at hun er en tidligere straffet Kvinde, der fornylig har været fængslet og straffet i Anledning af hendes Andel i en meget omtalt uhyggelig Sædelighedsaffære! Det er frygteligt at vide, at Personer som denne Kvinde har Ret til at øve en saa ansvarsfuld Gerning, og det er hjerteskærende at tænke paa, at det Barn, der her var Tale om, maaske allerede er solgt til andre, som ikke er saa nøjeregnende som den Familie, der i dette Tilfælde ønskede Bureauets Forhold oplyst, inden man indlod sig med det.
Vor Rigsdag kunde gerne som Julegave have skænket disse smaa hjælpeløse Børn den Beskyttelse, der her er Tale om. Lad os haabe, at den kommer som Nytaarsgave og kommer snart! - Tanken om de nuværende Forhold er uudholdelig, ikke alene for den, der har Hjerte for dem, der lider uden Skyld, men ogsaa for den, der sætter en Ære i, at Danmark ikke hører til de lavest staaende Nationer i Retning af social Lovgivning.
