Høng Højskole.

Det er en utrolig Virksomhed, de Højskoler i vor Tid kan omfatte, ti det er ikke blot de mange voksne Elever, der i Hundredevis samler sig om Skolen; men der følger med de mange Mennesker, som fatter Tillid til Forstanderen og de øvrige Lærere og Lærerinder, „en Søgen Hjælp” paa alle mulige Omraader, som undertiden synes at overstige Menneskers Kræfter.

Det gør det vistnok i Virkeligheden ikke, ti der er ingen Steds mere forfriskende at komme, end til Højskolen, hvor der rører sig et saa stærkt Folkeliv, at Troen paa Menneskelivets Sejr næsten med en magisk Kraft rejser de ældre og sporer de unge fremad.

Paa Høng Højskole hersker der i Sommer rørligt Liv, der bygges atter en ny Bygning til Udvidelse af dens store Virksomhed. Denne Gang er det en Bygning til Børnehjem. Foruden Skolebygningen findes her nemlig ogsaa et Asyl for hjemløse Børn.

Forstanderen, Hr. Anders Jørgensen, kan ikke komme bort fra sin første Kærlighed - Børnene. Hans 14-aarige Ophold som Hjælper ved Steffensens Børnehjem, det nuværende Holsteinsminde, har sat saa dybe Minder i hans Karakter, at han ikke føler sig glad, uden at han kan vedblive at give sit Arbejde i Samfundet til Hjælp for „de forladte Børn”. - Men dersom han ikke havde en saa fortrinlig Hjælp i sin Hustru, vilde det neppe lade sig gøre. Hendes store Aktivitet i den Sag er saa meget mere beundringsværdig, som hun selv har 9 Børn, hvoraf den yngste er 2 Aar. - Det er netop hendes udtrykkelige Ønske, ja hun vil slet ikke have med Sagen at gøre, dersom hun ikke, som hun nu gør, kan tage de fremmede Børn op i sit eget Hjem sammen med sine egne Børn. Det er hendes Mening, at det, et Barn mindst af alt kan taale, er at føle sig sat udenfor. Det er de hjemløse, der skal have et Hjem, og de maa daglig føle, at de er hjemme, og at de kan komme og gæste dette Hjem, naar de som Voksne er ude i Verden.

Naturligvis letter den frie landlige Natur en saadan Virksomhed, idet Børnene med Lethed kan sættes til Arbejde paa Mark og i Have.

Derfor finder man ogsaa Haven i al sin Simpelhed som en Mønsterhave, pyntelig og renlig efter alle de smaa Barnehænder, der under den kyndige Vejleders Hjælp her øver deres Dagværk.

Man vil forstaa, at en Virksomhed som den, der her øves af Anders Jørgensen og Hustru, og som bunder saa dybt i det almene menneskelige, ikke kan være synderlig farvet af politiske Partianskuelser. Det politiske har aldrig været A. J.s stærke Side, men dersom man tror, at her ikke er Plads eller Rum til Tidens mest brændende Spørgsmaal, saa tager man fejl. Det er ogsaa en af Ægteparrets særlige Ævner, at de forstaar at knytte unge Fremskridtsfolk til deres Lærervirksomhed, at intet moderne politisk eller socialt Spørgsmaal forbliver fremmed.

Søndagen den 19de Juli var saaledes Fru Johanne Meyer indbudt som Foredragsholder i Høng. Hendes Foredrag og Belysning af det store sociale Spørgsmaal, Kvindesagen, blev ikke alene hørt med stor Interesse, men det viste sig ogsaa, at det ikke var Forsamlingen en fremmed Sag. Rigtignok kom det frem i Diskussionen, der, som saa mange andre Steder, at Mændene er meget tilfredse med sig selv og med Forholdene for Kvindernes Vedkommende. De føler ved sig selv, at de er gode mod deres Hustruer, og det synes at være dem nok.

Der er imidlertid en Side af Kvindesagen, som altid staar klart for Landbostanden, og det er den Meningsløshed, at Enker og enligtstillede Kvinder, der sidder inde med store Landejendomme, hvoraf Kommunen kræver en betydelig Skat. at disse kvindelige Skatteydere, blot fordi de er Kvinder, ingen Ting har at sige, naar det gælder disse Skatters Anvendelse.

Højskoleforstander Anders Jørgensen kom derfor i Diskussionen med følgende Forslag: „Lad os, naar der igen er Sogneraadsvalg, uden at spørge Loven, aabne Døren for disse skatteydende Kvinder som stemmeberettigede, og lad os næste Gang sætte en eller flere af disse Kvinder, som ved deres administrative Dygtighed har vist, at de ikke alene er lige saa dygtige som Mænd, men maaské ogsaa overgaar disse, ind i Sogneraadet.

Fru Johanne Meyer fandt dette Forslag i høj Grad praktisk, og det vilde efter hendes Mening have den største Betydning, om der blot et Steds i Landet blev sat Kvinder ind i Sogneraadet. Mange vilde sikkert følge efter.

Efter Foredraget var der Fremvisning i Gymnastik af Højskoleelever. Foredragssalen, der tillige er Gymnastiksal, trykkede ikke saa lidt Gymnastikerne; ti naar man betænker, at 3 - 400 Fremmede var stillede op i Salen som Tilskuere, vil man forstaa, at Pladsen blev begrændset. De unge Piger lod sig imidlertid ikke genere, de gjorde deres Ting nydeligt og taktfast under deres Lærerinde, Frøken Marie Møllers, stille, dæmpede Komando.

Naar man véd, at Gymnastikeleverne er Bønderpiger, som næsten alle kommer fra tungt Arbejde, og kun i tre Maaneder daglig indøves l Time i Gymnastik, saa kunde Lærerinden virkelig være stolt af dette smukke Resultat.

Efter Gymnastiken, som frembragte en voldsom Klapsalve, opførte 12 af de unge Piger en Skjoldmødans, som bragte Tilskuerne i Begejstring.

Naturligvis vilde Dansen have taget sig smukkere ud i Kostume, som den, der i de kvindelige Væveres Fagforening opførtes i Vinter. Disse unge Piger var i højrøde Dragter med Guldhjelm, Brynje og Guldbælte med Dolk og Spyd.

Det er under alle Omstændigheder en sand Fornøjelse at se den kvindelige Højskoleungdom, dens kække, naturlige Fremtræden og dens store Interesse for Tidens sociale Spørgsmaal, og Høng Højskole gør et stort Arbejde i Samfundet, naar den, støttet af sine udmærkede Lærere, sender sine talrige Elever ud i Verden, men skønnest og maaské ikke mindst velsignelsesrig er Gerningen med de smaa hjemløse Børn, der vokser sig sunde og rødmussede under milde Øjne og forstandig Forplejning.

Søndagen den 26de Juli fejrede Højskolen sit 25-aarige Jubilæum med Festlighed og mange Talere. Vi ønsker den fremdeles Lykke til dens Virksomhed.