Sangerfesten.

Den 26. og 27. Juli holdt de samvirkende Arbejdersangforeninger for København og Omegn af 1888 en stor Fest paa Vodroflund.

Det var da ikke alene et storartet Syn at se de 400 Sangere samlede paa den smagfuldt smykkede Kæmpetribune, men det var i høj Grad gribende at høre alle disse skønne Mandsstemmer i en saa harmonisk Enhed sende deres Toner ud over Tilhørerpladsen.

Der er talt meget om Studenternes Sangforeninger, hvilken Skønhed og hvilket Liv de bringer med sig, og der er sikkert ikke sagt for meget; men der er en egen Skønhed ved Arbejdernes Sangforeninger, som Studenterne ikke kan give sig selv. Lad være, at det er vemodigt - det rører dog de dybeste Strenge i ens Indre. Og hvad er det? -

Det er med ét Ord - den rørende Moltone, som deres Stemmer raader over, som kun kan tages af den lidende og kæmpende Menneskehed.

Iblandt dem ses de alvorlige, vejrbidte, haarde Træk, der ved Sangens bløde Toner faar det sympatetiske, det tillidvækkende frem i Ansigtstrækkene, saa man med fuld Tillid tør lægge sin svage Haand i den barkede Næve, thi man véd, den kan holde fast. Arbejderen er et prøvet Menneske, selv om han er ung af Alder.

Det er ikke for meget sagt, naar man siger, at en saadan Sangerfest virker opdragende ogsaa paa Tilhørerne.

Beundringsværdig taktfast og fremhævende de fineste Nuancer, ledede Musikdirektør Emilius Vilhelmi Sangerne, og Edvard Griegs dejlige melodiøse „Sangerhilsen”, gjorde dybt Indtryk, men da „Sønderjylland”, Kor med Strygeorkester af E. Vilhelmi, sluttede første Afdeling, var der næsten ingen Ende paa Begejstringen.

Festen var i det hele taget i stor Stil. - Hele Vodroflund dekoreret, store Orkestre flere Steder i Haven, tre Steder Bal, og Varieté i Theatersalen. Her sang Koncertsangerinden Frk. Goise Brun, og her opførtes „Lille Nitouche”, hvori Fru Vilhelmi fornøjede Publikum med sin træffende gammeldags Institutbestyrerinde, Frk. Tranekjær. Om Aftenen var Haven illumineret og til Københavnernes Skam betydelig mere fyldt end til Sangenes Udførelse.

Men hvor bliver Kvindernes Sangforeninger af? - Det er jo ikke rimeligt, at de ikke sidder inde med lige saa smukke Stemmer som Mændene; hvorfor danner de ikke mange smaa Kredse, der lige som de mandlige en Gang imellem slaar sig sammen og glæder sig selv og andre med store Sangfester?

Vi, der kender lidt til Foreningslivet, véd, at man kan ikke altid samles paa de store alvorlige Spørgsmaal, der maa lidt til, der løfter og hæver og gør Sindet let og frimodigt, og det var sandt, da Sangerne ved deres Fest sang:

Har Dagens Gerning gjort mig træt

Og måttet mine Lemmer,

Da føler jeg mig atter let,

Naar jeg en Sang istemmer.

Er Vejen lang og tung min Gang,

Og trænger jeg til Hvile,

Til Takten af en munter Sang

Jeg atter let kan ile.

Du Sangens underfulde Magt,

Træng dybt i Hjertets Indre,

Hvert Savn, som har mig Mismod bragt,

Jeg véd jo, du kan lindre,

Og sniger der sig stundom frem

Diverse Bryderier,

Du allerbedst bortjager dem

Med dine Melodier.

Hil Sangens Magt!

Kvinderne, især de unge, maa tage fat og samle Stemmer, danne Kor og maaské allerede til næste Sangerfest møde som en lille Tone, der forskønner og gør Sangen fyldigere. Vi har hørt en lille Fugl synge om, at Hr. Vilhelmi, som aldrig skyr Arbejde og Anstrengelse, naar han kan gavne Kunsten, ikke er uvillig til ogsaa at hjælpe kvindelige Sangforeninger, og vi kan meddele, at Formanden for Sangforeningerne, Hr. Holm, Stengade 9, 1. Sal. er villig til at give alle de Oplysninger, Kvindeforeninger kunde ønske til Vejledning for at danne Sangforeninger.

Vi haaber ikke, vore gode Stemmer blandt de organiserede Foreningers Kvinder vil lade vente paa sig.