« Tilbage til søgeresultaterne
En Bog
»Suffragetterne, deres Kamp mod Regeringen« af Viggo Koppel. (Lehmann & Stages Forlag).
Kr. 2,50.
Da »Den internationale Mandsalliance for Kvinders Valgret« stiftedes i London i Oktober 1912, deltog for Danmarks Vedkommende Herrerne Overretssagfører Munch-Petersen og cand. jur., Fuldmægtig i Skattedepartementet, Viggo Koppel.
Sidstnævnte kom ved denne Lejlighed til at interessere sig stærkt for den saa udskregne »Suffragetbevægelse«, og han besluttede at skrive en Artikel til et Dagblad om den. »Artiklen« ligger foran os i Form af en Bog paa ca. 275 Sider!
Bogen er delvis udarbejdet paa Grundlag af forskellige engelske Skrifter - navnlig den bekendte Jurist F. W. Pethick Lawrence’s: »Womens Fight for the Vote«. - I Indledningen meddeler Forfatteren, at Øjemedet først og fremmest er at give en hidtil manglende Fremstilling fra »den anden Parts Side« og derved bidrage til, at den Indignation, der nu almindeligvis gør sig gældende overfor Suffragetterne, faar den rigtige Adresse, nemlig den liberale engelske Regering, hvis Optræden mod Suffragetterne er det »ene Brud efter det andet paa Liberalismens Grundsætninger.«
Som en fortræffelig Ouverture til selve Skuespillet har Forfatteren skrevet et Par virkningsfulde Kapitler om Kvinders Retsstilling i England og om de 40 Aars kvindelige Arbejdsmaader, som anvendtes af engelske Kvinder, inden Suffragetterne tonede frem med deres »krigeriske« Metoder.
Navnlig de Oplysninger, der gives i førstnævnte Kapitel, vil virke forbavsende paa Læserne, og de vil i høj Grad rokke véd de Billeder af »det frie England«, som man saa ofte faar fremstillet.
Forfatteren giver. mange Eksempler paa Kvindernes daarlige retslige Stilling i almindelige Forhold, hvor de er Genstand for Udbytning fra saavel officiel som privat Side, og paa hvor lavt det engelske Samfund - trods alle lyriske Talemaader om Kvinden som Hustru og Moder - Virkeligheden sætter hende i hendes Egenskab som saadan. En Undervurdering af Kvinden, naar det gælder Rettigheder, kender man jo ogsaa i andre Lande, selv om Forholdene ikke overalt er saa umoralske og inhuma-ne som i England. Hvad man derimod vist skal lede længe efter blandt de civiliserede Folkeslag, er Mage til den »Lemfældighed«, kalder Forfatteren det, hvormed engelske Domstole almindeligvis straffer Sædelighedsforbrydelser mod Kvinder og Børn. Medens Angreb paa Pigebørn, der er 13-16 Aar gamle, meget ofte passerer uden nogen som helst Straf, kan voksne Mænd, der forgriber sig paa 6-Aars Smaapiger, virkelig risikere en --- Bøde (sjældnere Fængsel), der dog aldrig vides at være sat lavere end Kr. 4,30 (fire Kroner og halvtreds Øre). - Dette er kun et enkelt Eksempel af de mange, som dette Kapitel indeholder, og som i hvert Fald klart viser en Ting: At det er paa højeste Tid, at engelske Kvinder faar den Borgerret, som John Stuart Mill kalder »deres eneste Sikkerhed for, at deres Indsigelser bliver underkastet en retfærdig og billig Betragtning.«
I Kapitlet om den engelske Kvinde-valgretsbevægelses Historie fra 1866 til 1903, de 40 Aars »ladylike« Metoder - faar Forfatteren Lejlighed til at give et Par eftertrykkelige Svar paa flere af de. Bebrejdelser, som den uvidende, overfladiske Mængde altid har saa let ved at rette mod Suffragetterne.
Hvis det store Flertal af magelige »Bedsteborgere«, der danner sin Mening efter sin daglige Avis, vil tilegne sig dette Kapitel i Hr. Koppels Bog. vil de vide ham stor Tak skyldig. De behøver da ikke oftere at afsløre deres Uvidenhed ved i en Diskussion om »de splittergale Suffragetter« at lyse efter de Beviser for Besindighed, »politisk Indsigt«, taalmodig, lovlydig Agitation, og et udholdende, for
staaende Oplysningsarbejde, som man for Kvindernes Vedkommende vil gøre til Betingelse for Op-naaelse af politiske Rettigheder. Engelske Kvinder har som maaske intet andet Lands Kvinder vist, at de forstod, hvad det var, de bad om.
Vi føres helt op til 1905, da Kvinderne brugte det sidste »lovlydige« Meddel: at spørge en liberal Regerings Politiker om, hvorledes den ventede liberale Regering vilde stille sig til
Kvinders Valgret, og til Svar blev kastede ud af hans Mødesal, som om de havde været fulde Bøller eller lignende Urostiftere.
I det jævneste og mest lidenskabsløse Sprog sættes Læseren gennem disse Kapitler »i Form« og blader om til de ca. 250 Sider, der udelukkende drejer sig om Suffragetternes og Regeringens indbyrdes Kamp i de sidste 8 Aar:
Det omfangsrige Stof, Forfatteren her har haft at arbejde med, er inddelt i 3 Hovedafsnit: 1) 4 Aar s Krigen (fra 1905 til 1910), 2) Kampen om The Conciliation Bill (1910-1912) og 3; Guerilla Krigen (siden Marts 1912).
Hvert Afsnit begynder med en overordentlig vejledende Oversigt, hvorefter man faar grundig Besked om Enkelthederne. Disse drejer sig bl.a. om Kvindernes virkningsfulde Valgtaktik overfor Regeringen, der Januar 1910 førte til, at 30-40 af de Nederlag, Regeringen led ved de almindelige Valg, skyldtes Suffragetternes aktive Opposition. - Forfatteren hævder, at Suffragetternes Taktik: at modarbejde enhver Kandidat, der hører til det liberale Parti, uanset om han er Tilhænger af Kvindevalgretten, aldeles ikke er uforstandig, men beror paa en »ganske koldblodig Bedømmelse af de faktiske Forhold«, idet Erfaringerne nemlig har vist, at det eneste Middel til at faa Regeringen til enten at handle eller at træde tilbage og lade andre handle, er, at tilføje den saa mange Nederlag som muligt og derved rokke ved dens Anseelse.
Man hører ogsaa om Kvindernes Optræden paa Møder, ved Deputationer osv., hvor de søgte at faa Regeringen i Tale og tvinge den til at svare paa deres Spørgsmaal, og om deres Sammenstød med Politiet, naar dette nægtede dem Adgang. - Afsnittet om deres Ophold i Fængslerne med Sultestrejkerne (og den deraf følgende Tvangsmadning) som Protest mod at blive behandlet som almindelige Forbrydere, i Stedet for som politiske Forbrydere, vil interessere, fordi man blandt andre Oplysninger faar at vide, at en Forbrydelse efter engelsk Opfattelse, naar den begaaes af Mænd, er politisk, naar den bliver begaaet i politisk Øjemed, selv om det drejer sig om Mord.
Englands Historie kender op til de seneste Tider mange af den Slags politiske Mands-Forbrydere, der alle har haft de Begunstigelser, som man nu nægter Kvinderne, f. Eks. deres eget Tøj, særlig Kost, Ret til at skrive, læse o. s. v.
Der gøres ogsaa Rede for Suffragetternes Angreb paa Arbejderpartiets Parlamentsmedlemmer, der modarbejdes, fordi Arbejderpartiet er med til at danne Regering sammen med de liberale. Suffragetterne kræver af Arbejderpartiets Repræsentanter, at de, der har Valgretten paa deres Program, skal tvinge Regeringen til at handle ved at true med ellers at sprænge den.
Man følger Udviklingen Skridt for Skridt lige til de senere Aars Voldsakter, og under Omtalen af disse rettes der i al Stilfærdighed et Par kraftige Udfald mod Pressen, der i den »sædvanlige Blanding af Hysteri og Hykleri« lavede en Myg til en Elefant, naar det gjaldt et Par af Kvinder knuste Ruder eller afbrændte oftest ubeboede Bygninger, medens dens Ømhed overfor de »uskyldige Medborgere” ikke kom frem, naar det drejede sig om f. Eks. Kulminearbejder-Strejken, der kostede hele Samfundet c. 50 Mill. Lstr. (c. 900 Mill. Kr.) I sin udførlige Omtale af den liberale Regerings Optræden overfor Kvinderne, siger Forfatteren: »Sagt med faa Ord bestod de af Regeringen og dens Tilhængere benyttede Midler hovedsagelig i Bagvaskelser og brutal Behandling af Suffragetterne. Ogsaa i denne Periode har man det lidet opbyggelige Skue af en liberal Regering, der i Stedet for at give Kvindevalgretssagens Tilhængere i alt Fald »fair play« foretrækker, dels en Intrigepolitik, med Blokering af Sagen, og dens Snigløben ved Manøvrer bag Coulisserne, dels ét Tvangsregimente med Forsøg paa Terrorisering af de Kvinder, der kæmper for deres Køns Frihed og konstitutionelle Rettigheder.
I Virkeligheden er det derfor Regeringen, der bærer Hovedansvaret for den alvorlige Charakter, Suffragetternes Agitation har taget i de seneste Tider. Men Regeringen har, ved, at lade
haant om hint Princip*) samt ved ganske forblindet og med stigende Brutalitet at køre videre med den en Gang paabegyndte Tvangs- og Terroriseringspolitik, ligefrem drevet Suffragetterne fra den ene Voldsakt til den anden.« ...
Bogen vrimler unægtelig med Beviser for, at disse Udtalelser er forsvarlige. Det vilde være fristende at pille et Par Eksempler ud, men disse maa helst nydes i Sammenhæng, vi skal derfor indskrænke os til at forberede Læserne paa en Række Billeder, som meget godt - i Forf.s Lignelse - kunde skrive sig fra Valdemar Atterdags Tid. For dem, der er »blændet« af den engelske liberale Regering - og der skal være en lille københavnsk politisk Fraktion, der er meget imponeret af disse Statsmænd, maa denne Skildring være en drøj Pille.
Bogen, der er udstyret med flere virkningsfulde Billeder, bør læses af, alle, der interesserer sig for Kvindebevægelsen, Tilhængere saavel som Modstandere, og navnlig anbefaler vi vore Kredse at købe den og f. Eks. læse den højt ved Medlemsmøder, - ikke for at hverve Tilhængere for Suffragetterne, men for at faa Kendskab til Tingene, som de er. Et Ordskifte om Suffragetterne hører jo nu til Dagens Orden ved næsten hvert eneste Møde, hvor Kvinders Sag er fremme. Det begynder enten i Form af en Kompliment til danske Kvinder, fordi de ikke er so mdé engelske**) eller som et Angreb paa den danske Bevægelse fordi den engelske er, som den er! I begge Tilfælde er det godt at være rustet!
Der er en - lille - Ting, der forbløffer under Læsningen, og det er Stavemaaden - et enkelt Sted ogsaa Ordvalget. Ord som Boutik, Coulisse, antiquerert, Secretair, staar i den pudsigste - stundom klædeligste - Modsætning til de moderne, frie, frimodigt fremsatte Tanker og Meninger. (Der kunde ogsaa godt have være fundet et andet Udtryk end »Vindue-Smadring« for det engelske »window-smashing«). Enkelte Steder er et gammeldags »ere« eller »vare« sluppet igennem, men disse Smaating er vel kun Følger af Forf.s daglige Omgang med Kancellistilen og generer kun i ringe Grad den ellers klare og omhyggelige Fremstilling. Et Personregister i fremtidige Oplag vil maaske nok blive paaskønnet, navnlig af dem, der til Stadighed vil søge til Bogen som Kildeskrift.
Den engelske Suffragetbevægelse sætter mange Penne rundt om i Verden i Virksomhed. En dansk Forfatter har saaledes bl.a. ikke undset sig véd for nylig at lyve en flere Meter lang Film om den. Hr. Viggo Koppel har bødet paa dette »Gentlemansværk« fra dansk Side ved at skrive en Bog, der har den behagelige Egenskab, at den beskæftiger sig med Kendsgerninger, man være ellers enig eller uenig med ham i hans Syn paa de to stridende Parter.
Det er ikke vor Sag »at sige god« om de engelske Suffragetters Arbejdsmaader, men det er vor Pligt, hvor vi kan, at værge dem mod Løgn og Bagvaskelse og hjælpe til, at Sandheden om deres Bevægelse kommer frem, og selv den heftigste Modstander - om han er loyal - kan kun Være glad for denne Bogs Fremkomst. Maa vi derfor atter anbefale den til vore Læsere og takke Forfatteren for hans vægtige Bidrag til Belysning af de usædvanlige Former, under hvilke et større Antal af de ellers saa kølige engelske Kvinder har set sig nødsaget til at føre deres. Frihedskamp.***)
*) Det fra liberal Side tidligere fastslaaede Princip: kun at drive Tvangspolitik i Forbindelse med Forsøg paa at imødekomme de Paagældendes Krav, og at Tvangspolitik uden et saadant samtidigt Forsøg paa Reformering er ganske haabløs.
**) Det er svært at se, hvori Komplimenten bestaar al den Stund vi ikke har nogen som helst Grund til at slaa ind paa disse Veje.
***) I Næste Nr vil vi bringe en af Pladsmangel forsinket Artikel af O. R. S. Henny Magnussen, tidligere Formand D. K.s Københavns-Kreds, som ”Suffragtterne i Oxford” i hvilken der fremsættes et andet Syn på denne Bevæglse.
Red
