« Tilbage til søgeresultaterne
Fremtidens Kvindesag
Foredrag af Prof. Lehmann i Grundtvigs Hus,
Lørdag d. 14. Febr. 1914.
Af nedenstaaende er det, der er trykt med smaa Typer, en af Redaktionen foretaget Forkortelse af Foredragsholderens Udtalelser, - det øvrige en stenografisk Gengivelse. Med punkterede Linier har vi antydet, af Foredraget helt udgaar.
Foredraget udkommer i sin Helhed i Bogform paa Pios Forlag.
Red.
»Mine Damer og Herrer! Jeg er bange for, at jeg kommer til at berede Dem en Skuffelse med dette Foredrag, hvis De har ventet i mig at finde en Modstander af Kvindesagen; thi det er jeg paa ingen Maade. Og i det Foredrag, som jeg har holdt i en anden Forsamling, talte jeg ogsaa paa en saadan Maade om Kvindesagen, at kun et meget løst Rygte har kunnet fremstille mig i denne Belysning. Jeg har derfor ogsaa allerede den Gang fremhævet meget stærkt, at det, som jeg taler om, er ikke Kvindesagens Fremtid - nemlig den nærværende Kvindesag, hvordan den i Øjeblikket vil forme sig - nej, det, som interesserer mig, er, hvorledes Kvindesagen en Gang vil komme til at forme sig i Fremtiden, nemlig naar den Tid, som vi nu lever i, er forbi, og man tager fat paa dette og paa mange andre Samfundsspørgsmaal paa en helt anden Maade, end man gør det nu. Jeg kunde maaske ogsaa en Gang holde Foredrag om Fremtidens Demokrati, og man kunde holde Foredrag om mange andre Ting i Fremtiden; men kun, hvis man passede paa at holde det ganske klar af Nutiden, vilde man jo i Sandhed kunne kalde dette en Fremtidens Sag.
Naar jeg imidlertid efter mange Aars Tavshed har besluttet mig til en Gang at tale om dette Spørgsmaal, om Kvindernes Stilling i Samfundet, eller rettere sagt, om Kvindernes Stilling i Menneskeheden, er det, fordi jeg saa at sige har viet den nu forgangne Del af mit Liv til at tale om Ungdommens Stilling i Menneskeheden. Jeg har i adskillige Skrifter, dels Bøger, dels Afhandlinger, og i mangfoldige Foredrag, saa utrætteligt, som jeg kunde gøre det, peget paa de alvorlige Vanskeligheder, hvori, om jeg saa maa sige, Menneskeheden er stedt under den Face af Kultur, hvori vi i Øjeblikket befinder os. I disse Skrifter har jeg anlagt et Synspunkt paa Opdragelse og menneskelig Udvikling, som man kunde kalde det antropologiske. Antropologi er Videnskaben om Mennesket, Mennesket, saaledes som det er fremgaaet fra Naturens Haand, og som det har formet sig oprindeligt, den Gang det saa at sige var overladt til sig selv og til Naturen.«
Antropologien beskæftiger sig ikke alene med Menneskelegemet, men ogsaa med Menneskesjælen, og Antropologens Syn paa det Historien har faaet ud af Mennesket, er ikke altid lysteligt. Jean Jaques Rosseau fordømte i Midten af det 18. Aarhundrede den Kultur, der den Gang herskede, og under Feltraabene „Tilbage til Naturen”, „Kulturen fortærer sine Bærere” brød den franske Revolution frem. Ogsaa Schopenhauer og Th. Carlyle udtalte senere de samme Tanker om, at Menneslægtens Lykke laa i Fortiden, ikke i Fremtiden, og at Civilisationen var en Fare for Menneskeheden.
Disse var dog ensomme Røster i den optimistiske Periode, der brød frem med Troen paa, at nu var man færdig med den onde Fortid, nu kom der en herlig Nutid og Fremtid, og det vilde bestandig blive bedre og bedre.
»I den Tid begyndte da ogsaa det, som man kalder Kvindesagen at tage Opsving. Lad mig straks sige, at dette Ord naturligvis er alt for almindeligt til at kunne sige noget. At være en Ven af Kvindesagen eller en Fjende af Kvindesagen, det lyder i mine Øren som at være en Ven af Politik eller en Fjende af Politik, eller en Ven af Raisonnement eller en Fjende af Raisonnement, eller hvad man nu kunde finde paa at sige. I saa almindelige Ting kan man hverken være Ven eller Fjende, dersom man nogenlunde har sin Hjerne i Behold; det er alt for udstrakte Spørgsmaal til, at et enkelt Menneske kan tage bestemt Parti deri. Kvindesagen er et saa udstrakt Spørgsmaal, at det kun kan ses, naar det sættes ind i hele Menneskehedens historiske Bevægelse; og jeg ser det da ogsaa paa den Maade. Jeg ser det ud fra Synspunktet af en af de mange vældige Processer, der er foregaaet i Menneskehedens Legeme med uafvendelig Nødvendighed.«
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
»Ja, hvad skal vi saa kalde det, naar vi ikke kalder det Kvindesagen? Kvindens Frigørelse er et daarligt Udtryk. Hvem véd, om hun bliver fri dermed? Lad os kalde det Kvindens Selverhverv eller Kvindens Selvudfoldelse - jeg véd intet Ord, som kan omfatte det hele; der er saa talrige Momenter deri. Men naar jeg nu beskriver et Øjeblik Sagen, som den er blevet til, saa finder vi maaske ogsaa Ordet, eller i hvert Tilfælde kan vi se Sagen for Øje.
Kvindens Stilling har altid været vanskelig. Hun er fra Naturens Side saa stærkt bebyrdet, at hun ikke har behøvet nogen Underkuelse fra Mandens Side for i Forvejen at være ilde stedt. Saa langt som vi kan se tilbage, har Kvinderne været slidende og lidende, ogsaa i Perioder, hvor de i Virkeligheden har indtaget en Magtstilling. Det er nemlig ikke rigtigt, naar der af Stuart Mill og af andre, som har beskæftiget sig med Spørgsmaalet, er opstillet den Paastand, at Kvindens Stilling i Fortiden altid har været en eller anden Form af Slaveri eller Underlegenhed i Forhold til Manden. Det gælder ikke den fjernere Fortid, den, der gaar forud for Antikken, forud for Jødedommen eller de andre orientalske Kulturer, saadan som vi ser dem i Historiens fulde Lys. Netop naar vi gaar antropologisk tilværks, naar vi undersøger de primitive Folk, og de meget gamle Kulturer, ser vi, at Kvinden med alt det store Arbejde, der har været lagt paa hende, i Virkeligheden har indtaget en ret fri, ja endogsaa mægtig Stilling i Samfundet, idet man nemlig i mange, jeg kan sige, mangfoldige Stammer og Folkefærd, samlede Børnene om Moderens Autoritet, og tilkendte hende Magten og Myndigheden i Samfundet, idet Mændene kun blev betragtede som forbigaaende Fædre til de forskellige Børn. Det er den Samfundsform, som kaldes Matriarkatet, og som kan paavises endnu blandt primitive Folk og indenfor de ældre Kulturer, og som ligeledes afspejler sig i de ældste Mytologier, der nemlig saa godt som regelmæssig betragter en Kvinde som den højeste Guddom, eller om jeg saa maa sige, som den dybeste Guddom; thi paa det Stadium betragter man i Reglen Guderne som underjordiske Væsener. Men dernede sidder hun, hun, som regerer det hele, og som først efterhaanden har maattet afstaa sin Magt og Myndighed til mandlige Guder. Dette synes at afspejle en Samfundsordning, som vi da ogsaa genkender i mange primitive Folk. Og naar De nu særlig tænker tilbage paa de Beretninger, som f. Eks. Bibelhistorien bringer Dem endnu om Patriarkernes Kvinder, saa vil De have Indtrykket af, at de bevægede sig frit, at de optraadte med Værdighed og Myndighed. Og saaledes har det ogsaa f. Eks. været med Beduinernes Kvinder indtil Muhameds Tid; man kan paa ingen Maade sige, at de stod tilbage for Manden i Frihed eller Indflydelse.«
Det, der Styrtede Kvinderne i Elendighed var først Bylivet i Orienten og Antikken. Det stillede Mændene større Opgaver, men indespærrede Kvinderne fra deres frie Liv og særlige Virksomhed. Ogsaa Polygamiet sænker Kvindens Niveau, og det store Overtal af Kvinder stiller dem vanskeligere. Man søgte som bekendt at begrænse deres Antal, først ved - i Antikken - at ombringe det overflødige Antal, senere ved at indespærre dem i Haremmer. Endnu senere, under Kristendommen, blev det Nonneklostrene, der gav Bolig for mange Kvinder. Men Klostrene
afskaffedes imidlertid med Reformationen, og naar man ikke allerede den Gang rejste Spørgsmaalet om, hvad man skulde gribe til med de altfor mange Kvinder var det, fordi netop de protestantiske lande kort efter blev hærgede af frygtelige og langvarige Krige, under hvilke Fødselsprocenten sank.
Men Spørgsmaalet kom, og det vældigt og pludseligt, ikke blot ved den almindelige Opkomst i Europa, 10 – 20 Aar efter, at Napoleonskrigene var sluttede, men først og fremmest ved Maskinkraftens Fremtrængen, som berøvede Kvinderne deres kvindelige Arbejde i stedse større Udstrækning - Kvinderne, der fra Civilisationens Begyndelse og til denne Tid, havde haft Hænderne fulde. Selv om de stod udenfor Husførelsen, selv om de aldrig kunde gifte sig, var der altid nok for dem at bestille eller hjælpe til med, eller ligefrem med at skaffe de Frembringelser, som var nødvendige. Men Maskinerne tog alt dette Arbejde ud af deres Hænder. Samtidig steg Fødselsprocenten, Krigene formindskedes, og netop i samme Periode sker der en saa voldsom Folkeforøgelse i Europa, at man fra alle Sider trænges af det Spørgsmaal: Hvad skal vi gøre med alle de Mennesker?
Under denne Tidernes Trængsel bliver det ogsaa vanskeligere for Mændene at stifte Familie ogsaa derved øges de ugifte Kvinders Antal, de ledige og ørkesløse Kvinders Antal, og der danner sig da det, som aldrig før i Menneskehedens Historie havde faaet Ro til at danne sig, nemlig saa at sige en tredie Befolkning, en Befolkning af Kvinder, der ikke kan træde ind i Husstanden, i det gifte Liv, og som staar numerisk omtrent jævnbyrdig med Mændene og med Kvinderne, eller i hvert Fald danner en meget anselig Del af Menneskeslægten.
Det er den historiske Nødvendighed, der har fremkaldt det, som man kalder Kvindesagen, Spørgsmaalet om Kvindernes Selverhverv. Det er ligesaa uafvendeligt, som det er nødvendigt, historisk nødvendigt; der er ikke noget ved den Ting at gøre, saadan er Menneskeslægten nu situeret. Og dette - den arbejdende Kvinde udenfor Ægteskabet og udenfor Husholdningen - har allerede præget det nuværende Menneskeliv i de civiliserede Stater saaledes, at selv ikke den videste Fantast kunde tænke Sig at fjerne dette. Det vilde være en uløselig Opgave; og enhver, som har med Arbejde, med Virksomhed, med Handel og Vandel at gøre, vilde paa det bestemteste frabede sig den Tanke, at den kvindelige Kraft, der nu er i Arbejde, skulde drages tilbage. Saaledes er altsaa Sagen en Nødvendighed. Det er en Naturkraft, vi her har at gøre med, eller en Naturmagt. Der er ikke Tale om at dæmme op for den paa nogen Maade. Det, der kan være Tale om, er at regulere den - om et saa mægtigt Element overhovedet lader sig regulere. Skulde noget reguleres, saa kunde man maaske begynde at tænke paa de Principper, de Ideer, de Anskuelser om det menneskelige, som var de herskende - jeg kan sige tilfældigvis, eller vi maa ogsaa gerne sige, nødvendigt, var de herskende paa den Tid, da dette Kvindespørgsmaal eller denne Kvindearbejdets Nødvendighed brød frem.”
Gennembruddet skete med en Bog, skrevet i Halvtredserne af sin Tids nobleste, bedst begavede, skarpeste Logiker, Englænderen John Stuart Mill. Bogen, som med en lidt misvisende Titel: „Kvindernes Underkuelse”, er oversat til Dansk, er imidlertid præget baade af Naivitet og Mangel paa Kendskab til, hvad et Menneske er, og hvordan et Menneskesamfund er bygget.
»Det slog mig, det overvældede mig, hvor langt vi nu efter 30-40 Aars Forløb er kommet bort fra den Tankegang, som her saa utilsløret træder frem. Hør nu bare en eneste lille Sætning, som staar med spærrede Typer: »Hvad man nutildags kalder Kvindens Natur, er i højeste Grad et Kunstprodukt; det er Resultatet af et Tvangstryk i en Retning, og en unaturlig Ophidselse i en anden.« Det første, Tvangstrykket i den ene Retning, det vil sige: Underkuelsen af den kvindelige Intelligens; og det andet, den unaturlige Ophidselse, det vil sige: Ophidselse af Kvindens Erotik og af hendes Moderlyster. Tænk nu et voksent Mandfolk, der oven i Købet er gift, konstruere Menneskenaturen op paa den Maade! Og se saa, hvorledes han, der dog virkelig kunde Historie, hvorledes han saa har betragtet den Historie, hvori Kvinden indgaar, under et eneste Synspunkt; Kampen mellem Herrer og Slaver, som han først gennemfører paa det almindelige Slaveris Omraade, og mener virkelig naivement, at Slaveri kan forklares blot ved Underkuelse fra de stærkeres Side! Men lad det nu være godt for Mændenes Vedkommende. Han gaar saa videre og siger: Der er et andet Slaveri, som endnu ikke er blevet ophævet, det er det Slaveri, hvori Kvinden altid har staaet, ganske simpelt fordi hun har været fysisk underlegen overfor Mandens Magt; derfor har den stærke Haand underkuet hende og sat hende paa den Plads. At det er Naturen, der har sat hende paa den Plads, - alle Menneskehedens Erfaringer gennem Aartusinder - de Aartusinder, da Menneskeheden blev til, har sat hende paa den Plads - bryder denne, skarpe Tænker sig ikke om. Paa ægte rationalistisk Vis ser han bort fra hele fortiden, ser han bort fra de naturale Bestemmelser, gaar ud fra sin egen Forduft og konstruerer Historien og Menneskenaturen op efter sine »fornuftige« Indgivelser; og Dermed mener han at have løst dette Spørgsmaal!
Antropologien, som jeg tager min Tilflugt til eller mit Udgangspunkt fra, raisonnerer stik modsat. Den siger det, der er, det er aldeles væsentligt, fordi det maa være saaledes. Det er en frugt af Naturen selv; det er en Følge af Omstændighederne; og hvad der nu sker, sker ogsaa ifølge nye Naturprocesser i Menneskehedens store Legeme. Vi kan med al vor Fornuft hverken rette paa Historien eller væsentligt forandre Sagernes Gang.
Intellektualismen hos Stuart Mill og hans nærmeste Efterfølgere og navnlig hans Tilhængere i Kvindernes, for den saakaldte Frihed kæmpende Lejr, røber sig ganske særlig paa et Omraade, nemlig paa det psykologiske. Stuart Mill kender kun en Menneskehjerne, og anerkender kun en Menneskehjerne, en Menneskehjerne i al Almindelighed, og denne har sin Type og sin højeste Udvikling i den mandlige Hjerne. Alle andre Hjerner end den højt civiliserede mandlige Hjerne maa betragtes som ufuldkomne Former af det samme, som hæmmede Organer, der enten, saaledes som hos de primitive Folk eller hos underkuede Folk, er blevet hæmmede ved hele Kulturens Aflejring, eller, som hos Kvinden er blevet hæmmede paa Grund af den særlige og underordnede Stilling, som man har anvist hende i Samfundet. Men Stuart Mill er ganske sikker paa, at dersom man nu gav hende frit Løb, saa vilde hendes Hjerne udvikle sig saaledes, at den blev omtrent som den mandlige. I hvert Tilfælde siger han med en vis Sofisme: Der kan ikke anføres noget Bevis for, at dette ikke kan ske; thi Kvinderne har aldrig været saaledes stillede, at man har kunnet gøre Prøve derpaa. Den moderne Psykologi - her behøver jeg ikke at ty til Antropologien særlig - er ikke enig med Mill i dette.«
Man er mere og mere bleven opmærksom paa, at der er talrige Variationer i det Organ, man kalder Menneskehjernen. Saaledes er der ogsaa talrige Logikker og Tænkemaader. De forskellige Folkeslag bevæger sig i forskellige Logikker. Børns Logik er helt anderledes end Mændenes, den kvindelige Logik bevæger sig, naar den er originalest og mægtigst, i et helt andet Niveau end den mandlige.
»Lad mig blot anføre en lille Omstændighed, som kunde tyde i denne Retning: det er, at i de Hundreder af voksne Kvinders Stile, som jeg har rettet i mine Dage, var der altid noget i Vejen med Ordene »fordi« og »altsaa«. Man er nu i Almindelighed tilbøjelig til at mene, at Variationerne i den menneskelige Hjerne set psykisk som Organ for Tænkningen, er ganske overordentlig store, og at man meget godt vil kunne bøje sig for den Tanke, at Kvindens Hjerne er en Variation for sig, hvor den er fuldstændig feminin, altsaa hvor kvinden staar uberørt af Kulturtvang af nogen Art, eller hvor Kvinden er fuldstændig Kvinde og ikke delvis maskulin, thi der findes mange Overgangsled mellem Mand og Kvinde, maskuline Kvinder og feminine Mænd, og disse Overgangsformer, som bevæger sig efter alle Kompassets Streger, ytrer sig, saavidt jeg kan se, navnlig i Hjernelivet. Dette er en Erfaring eller en Formodning, som ikke lader sig forlige med Intellektualismen i den Form, hvori Stuart Mill opstillede den, der kan ikke være Tale om en Fornuft, i Almindelighed, der bliver
altid Tale om en Fornuft i Særdeleshed.«
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
»De Kvinder, der arbejdede for den saakaldte Ligeberettigelse, gik ligesom Stuart Mill ud fra, at der kun er een Hjerne, og det er den mandlige, og kan man ikke komme op til at udvikle sin Hjerne i Retning af den mandlige, har man ikke faaet sin fulde Plads her i Verden; Saaledes lyder det ikke nu fra alle Munde, men saaledes lød det i Begyndelsen. Hvordan skulde de tale anderledes? Man mente jo den Gang ikke andet, og dette har efter min Opfattelse givet Kvindesagen i dens nuværende Form et Stempel, som er i allerhøjeste Grad uværdigt for Kvinderne, nemlig Stemplet: Imitation. Kvindernes Frigørelse, Kvindernes Arbejden sig frem fra Underkuelse og Underkastelse af Manden har ført i alt væsentligt til en Efterligning af Manden. Hvorledes skulde det blive anderledes? Man vidste jo Ikke bedre. Da det gjaldt om at skaffe disse talløse Skarer af Kvinder Erhverv, havde man jo ikke andet Erhverv, og kendte ikke andet Erhverv for Størstedelen af ugifte Kvinder end det, som var Mændenes Erhverv, og saa kastede man dem ind i dette, gav dem fri Bane, som rigtigt var, lod dem forsøge deres Kræfter i det, har mere og mere aabnet dem alle Veje dertil, og det, som de aldeles overvejende har præsteret, hvor de nar banet sig Vejen frem, har været det at overtage Mandens Virksomheder, at efterligne dem, at præstere Kopier, saaledes at der, naar jeg skulde tale meget oppositionelt, i Stedet for en Mand og en Kvinde, der tidligere var ligeberettigede, ligestillede i Verden, fordi de hver havde sin ejendommelige Verdensopgave, nu fremtraadte en Mand og en Kvinde, af hvilken den sidste, efterlignede den første, og dermed i Virkeligheden tabte sin nødvendige Stilling i Verdenshelet. Læg nu vel Mærke til dette sidste: Jeg bebrejder ikke i nogen Henseende disse Kvinder, at de har indtaget disse Stillinger, det var jo en bydende Nødvendighed, som jeg her har sagt, og der var slet ikke andet for dem at gøre end dette. Men denne tredie Slægt, som derved har dannet sig, har faaet Præg af Kopien; og derved et Præg af Underlegenhed, som gør, at hun ikke er ligestillet, saaledes som hun før var, den Gang hun var Hustru og Moder, thi da var hun lige Saa nødvendig for Verden som Manden var. Opdragelsen blev saa anlagt paa dette; man forlod en særlig Opdragelse, en højere Opdragelse for Pigebørnene, man aabnede alle Skoler, alle Døre for hende, at hun skulde gaa ind i hele Mandens Udviklingsgang, følge ham lige op til det sidste, faa Lov til fri Konkurrence over hele Linjen med ham paa lige Vilkaar i enhver Henseende. Om denne fri Konkurrence udtalte Stuart Mill det Haab, at den straks vilde f øre til, at Samfundet, Menneskeheden, traf sit Valg; den vilde aldrig foretrække Kvinder til et Arbejde, som Manden kunde gøre bedre, siger han; den vil finde ejendommelige Omraader for Kvinden, hvor hendes Arbejde; vil være lige saa værdifuldt for Samfundet, som den bedste Mands paa hans eget Omraade. Dette er ogsaa min faste Tro, hvis jeg overhovedet nærer nogen Tro, at det maa blive saaledes, men saavidt jeg kan se, er det endnu ikke blevet saaledes. Stuart Mill har i sin Konstruktion overset en Mulighed, som var nærliggende, og som straks meldte sig, nemlig den, at man i store Mængder vilde foretrække Kvinder til mandlig Gerning, selv om de forrettede den ringere, fordi de kunde gøre det billigere. Den store Nationaløkonom har ikke draget dette Moment ind med, og det er dog en af de allervigtigste Faktorer i hele den store Kappestrid som nu staar mellem Mand og Kvinde. Om denne vil jeg nu slet ikke udtale mig i det enkelte, det vil der ikke blive Tid til, og det ligger jo ogsaa udenfor mit Omraade. Den sure Protest fra Mændenes Side, fordi Kvinderne trænger ind paa deres Omraader, er ganske uberettiget, naar man ser den udelukkende fra Mændenes Synspunkt Ordet »Konkurrence« lader sig aldeles ikke anvende, vi har alle den samme Ret til Lykke og Liv, Mad og Drikke, vi maa alle sammen se at finde vor Vej, og læg Mærke til en Ting, Kvinder, et vigtigt Vaaben mod al denne Tale er det, at naar Kvinderne trænger ind paa disse mandlige Baner, er det fordi Mændene selv har berøvet dem deres Arbejde fra gamle Tider, det er nemlig Mænd og ikke Kvinder, der har gjort alle Opfindelser, og det er Opfindelserne, der har ført til Mekanik og Teknik og Fabriksdrift af alle Arter, som har berøvet Kvinderne deres Arbejde; det er Mændene, som har hittet paa Centrifuger og Andelsmejerier, og afskaffet Malkepigen og alt det kvindelige Arbejde, som hørte dertil; det er derfor rimeligt nok, at Kvinderne kommer og siger: Maa vi saa bede om en Part af eders Arbejde, thi I har gjort os brødløse, og I har gjort os det, som værre er, I har gjort os arbejdsløse. I denne Konkurrence maa man give Kvinderne akkurat saa fuld en Ret som Mændene; men det fortvivlede ved hele Situationen er, at der er denne Konkurrence, at der er dette Kapløb om de samme
Virksomheder, hvad der nationaløkonomisk set blot fører til, at alle Virksomheder betaler sig slettere og slettere. Der er ogsaa en lille økonomisk Omstændighed, som jeg vil gøre opmærksom paa med Hensyn til Kvinders Opdragelse og Skolegang, og jeg kan tale kort derom; jeg saa til min Trøst - thi jeg forstaar mig jo ikke paa den Slags Ting - at vor udmærkede Nationaløkonom Marcus Rubin i sine nys udkomne Erindringer nævnede det samme Punkt som noget, han var begyndt at tænke paa. En Fader i almindelige Embeds- eller mindre borgerlige Kaar har en flink Datter eller maaske to foruden en tre Sønner, og disse Døtre vil studere. Medens en saadan Mand tidligere kun havde den Byrde at skulle sætte sine Sønner til Studiet, maa han nu finde sig i ogsaa at sætte Pigebørnene dertil, hvorfor ikke? Hun har Lyst dertil, hun har Anlæg dertil, det gaar hende godt i Skolen, og desuden, hvis hun ikke skulde blive gift, kan de Kundskaber, hun saaledes erhverver sig, komme hende til Gode, og saa studerer hun; hun bliver Student, det nærmer sig Eksamen, hun
faar maaske Eksamen, og saa bliver hun forlovet og gift, og saa tænker hun ikke mere paa den Historie, men saa har det kostet Faderen 8000 Kr., og endda har han maattet betale 4000 Kr. i Udstyr, medens Drengene kun kostede 8000 Kr. Der er her en meget vanskelig Omstændighed, selv om man vil betragte det som en indbetalt Livsassurancepræmie for hendes kommende Virksomhed, hvis hun ikke bliver gift eller bliver Enke eller bliver fraskilt, men man maa indrømme, at det er en dyr Præmie, især hvis hun har sat Helbredet til undervejs. Men lad os forlade dette økonomiske Spørgsmaal, der er saa overordentlig vanskeligt, og se at komme til det Problem, som maa stilles i Fremtiden, naar vi en Gang er ude over den ulyksalige Periode, hvori vi i Øjeblikket befinder os, hvor man hverken ved ud eller ind, og hvor man teoretisk er i skæve Baner og hverken økonomisk eller praktisk ved, hvad man vil gøre. Som Kvindesagen nu staar, er det altsaa en bydende Nødvendighed, at et meget stort Antal Kvinder bliver udstyret til Selverhverv, og det synes at være nødvendigt, at hun paa næsten alle Omraader faar Adgang til et saadant Erhverv. Dette sidste vil jeg først tale om. Det synes at være nødvendigt, men er det fuldstændig nødvendigt? Den Periode, som vi har levet i, har været den fri Konkurrences og den absolute Intellektualismes; man har haabet paa, at naar alle Kræfter fik frit Spil, vilde alting finde sit rette Leje. Jeg har Indtrykket af, at dette foreløbig ikke er Tilfældet. Jeg har Indtrykket af et uhyre Spild af Menneskekraft og af økonomisk Kraft, som bestandig bliver værre, jo mere man slipper alle disse Kræfter løs, et Spild af Kvindekraft til at begynde med, fordi talløse Kvinder aldeles ikke kommer til at bruge deres Kraft som Kvinde. Hun bliver, som jeg sagde, bøjet ind under dette at skulle tage en mandlig Virksomhed op; allerede under Forberedelserne styrter en stor Mængde af dem, under selve Arbejdet segner mangfoldige, maa hive sig igennem med Sanatorie- og med Lægehjælp, med en udtømt enerveret Organisme, som ganske sikkert hos de allerfleste bereder saa mange Vanskeligheder og saa mange Smerter, at Lykkefølelsen hos disse enkelte Mennesker er ovemaade ringe, maaske lige saa ringe som den var hos disse ugifte Kvinder, der sad hen og ikke var til noget i gamle Tider, - men ikke blot et Spild af Kvindekraft, et Spild af Menneskekraft i Almindelighed, fordi der kunde komme noget helt andet ud af det, dersom man ordnede disse Forhold saaledes, at hver fik det at gøre, som han bedst kan.
(Fortsættes:)
Naar Foredraget i næste Nummer er sluttet, vil vi gerne optage Indlæg i Anledning af de i dette fremsatte Synspunkter.
Red.