« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen i Dagspressen
Jeg hørte engang et Ordskifte mellem en Bonde og en Missionsmand. Missionsmanden sagde: »Ja, jeg ved godt, at De hader mig.« Bonden svarede: »Hader er vel for meget sagt, - men jeg elsker Dem sandt for Herren heller ikke.«
Jeg kom til at tænke paa dette Svar, da jeg læste Pressens Omtale af Holmgangen mellem Professor Lehmann og Kvindesagens Forkæmpere i Grundtvigs Hus forleden. Den københavnske Dagspresse har efterhaanden lært, at Kvindebevægelsen er en Faktor, man maa regne med og tilkaste et venligt Øje nu og da. Hvert Blad tæller jo mellem sine kvindelige Abonnenter Tilhængere af Sagen; Højrepressen, som ynder at isolere Bevægelsen snart i et »Kvindeting«, snart i et Separatblad under mandlige Auspicier, har som bekendt i flere af sine Blade indrettet en særlig Dameloge, hvor der en Dag i Ugen bydes de kvindelige Læsere en efter deres Kvindelighed afpasset Underholdning af blandet Art: Sundheds- og Skønhedspleje, litterære Kvindeprofiler, Kunsten at klæde sig, filantropisk Kvindebevægelse, for slet ikke at tale om den ugentlige Spiseseddel, der synes lige saa uundværlig for et fashionabelt Dameblad, som Spisekammeret for en velindrettet Husholdning, og vel nærmest skal tjene til at opretholde hos Kvinderne den smagfulde Forestilling, at Vejen til Mandens Hjerte gaar gennem Mandens Mave til Trods for alt moderne Kvindepræk.
Men hvad enten Pressen kalder sig Højre eller Venstre eller Socialdemokrat eller maaske »Lidt af hvert« kan dens Følelser for Kvindesagen sikkert sammenlignes med Bondens for Missionsmanden. Den hader maaske ikke, men elsker sandt for Herren heller ikke.
Den kan en Tid ligge tilsyneladende fredelig som Lænkehunden i sit Hus og holde det ene Øje paa Klem; men hører den et Glam fra en anden Kant, saa farer den ud og giver sit Besyv med i Laget. Saaledes ogsaa forleden i Grundtvigs Hus.
En Række Kvinder, som i et langt Liv havde vist deres Vilje og Evne til at tjene paa én Gang baade Hjem og Samfund, - Kvinder, der under Vanskeligheder, som ingen nu drømmer om, havde tilkæmpet sig Tomme for Tomme den Kultur og Dannelse, som Mændene indtil for en Menneskealder siden havde monopoliseret for sig selv, de traadte op paa dette Møde og værgede med ligesaa megen Varme som Værdighed det for dem dyrebare tilkæmpede mod en Professors mere overlegne end overbevisende Beskyldninger for uværdig Imitation, daarlig Kopi, Spild af Kræfter o. l. - og vips! var Lænkehunden ude af sit Hus, og i Pressens Referater stod at læse Dagen efter om stridbare Amazoner, som i Mangel af Vaaben udgød Flomme af intetsigende Ord i haabløs Forvirring mod den vennesæle Professor, som tilmed havde erklæret sig for Tilhænger af Kvindesagen, - og om Kvinder, der havde grupperet sig om det Skafot, hvorpaa den formastelige skulde bøde med Livet. Se, al den Slags kan jo være meget harmløst og morsomt; - Journalister er gerne unge Mænd, som ikke kan forudsættes at have overdreven Respekt for veltjente, banebrydende Kvinder, især naar disse er ude over den Alder, hvor unge Herrer i Almindelighed regner med Kvinder - men hvis en saadan godtkøbs Kritik kommer fra en Kvinde, der selv høster sit Brød af den Jord, som Kvindesagens Veteraner har opdyrket for Kvinder, - da forekommer en saadan Kritik mig at ligge under en kvindelig Journalists Værdighed, og faar mig til at tænke paa det gamle Ord om Fuglen, som besudler sin egen Rede.
