En lille Indsigelse.

Naar jeg beder om Plads i Bladet i Dag, saa er fordi jeg som Medlem af "Kvindelig Fremskridts

forening" gærne vilde gøre Indsigelse mod et Par Ord af den Bemærkning, hvormed Redaktionen af dette vort Blad Nr. 9 ledsager en Artikel om Sædelighedssagen.

Ordene lyde saaledes: Enhver Forkæmper for Sædelighedssagen maa stille sig i Socialdemokraternes Rækker.

Denne Fordring finder jeg temmelig tyrannisk.

Vel er jeg fuldstændig enig med den ærede Redaktion i, at de bedste Midler mod Prostitutionen vilde være Fattigdommens Ophør, men dog især Kvindens højere aandelige eller maaske snarere sjæle lige Udvikling (i det vi jo se, at gode økonomiske Forhold ikke forhindre Kvinder fra at sælge sig under det gode Navn "at gøre et godt Parti";) men deraf følger ikke, at alle Sædelighedsvenner maa blive Socialdemokrater.

At der er mange Maader, hvorpaa man kan arbejde paa at hæve Kvinden i aandelig Henseende, uden at man behøver at være Socialdemokrat, synes jeg er saa indlysende, at det ikke er værdt at spilde et Ord derpaa. Jeg vil derfor holde mig til det andet Middel, Fattigdommens Ophør. Her mener jeg for det første, at man godt kan være enig med Socialdemokraterne om Maalet, saaledes som det er udtrykt i de Ord: Lige Ret og Adgang for alle til Samfundets Goder, uden derfor at være fuldt overbevist om, at der ikke vil kunne findes et bedre og for den personlige Frihedsfølelse mindre stødende Middel end den socialistiske Statsordning.

For det andet tror jeg, at man aldrig udretter noget i Verden ved at tage Sigte paa et saa omfattende, fjærnt og taaget Maal som "Fattigdommens Ophør paa Jorden", men kun ved at fæste Blikket paa et bestemt nærliggende Punkt, som først skal overvindes, (som f. Eks. den i Bemærkningen omtalte Lov), og saaledes arbejde sig gradevis frem.

Det store Maal, som vi vel gærne alle ville arbejde for, er jo at gøre Menneskene baade bedre og lykkeligere, hertil sigter jo baade Kvinde-, Freds-, Arbejder-, og Sædelighedssagen. Lad os ikke fordre af nogen, der vil være med i dette Arbejde, at de skal gøre det under en bestemt Form eller et bestemt Partinavn; og lad os frem for alt ikke over for noget om end nok saa lille Skridt fremad med "B" istemme det, for Fremskridtsfolk aller mindst passende, bevingede Udraab: Hvad kan det nytte!

- p. -

Den ærede Indsender - p - kalder sine Udtalelser en lille Indsigelse, men jeg finder den saa stor, at den kræver et Svar som kunde omfatte mange og lange Artikler, thi det er jo selve det socialdemokratiske Princip, hun vil til Livs, og røber et meget stort, men desværre almindeligt Ukendskab til det.

En Redegørelse heraf vil, om det lykkes os, maaske senere kunne gives heri Bladet med særligt Hensyn paa Kvindens Stilling, men nu vil jeg blot give nogle oplysende Bemærkninger.

Den ærede Indsender, siger til vor Opfordring om at stille sig i Socialdemokraternes Rækker, at det er en temmelig tyrannisk Fordring, samtidig med henpeges paa, at den socialistiske Stat fuldstændig vil dræbe al personlig Frihedsfølelse. Det er den sædvanlige Misforstaaelse, at Statens

Overtagelse af Produktionen vil gøre alle Mennesker til Brikker eller Nikkedukker. Denne Misforstaaelse har ganske vist Socialdemokratiet selv nogen Skyld i, thi i Stedet for, at bruge Ordet Stat kunde der altid siges: Folket overtager al Produktion, der menes

nemlig, at Folket skal udvikles til Selvstyre saaledes, at de overtager alle store Institutioner og alle Frembringelser i Landet.

Men hvis man nu alligevel mener, at slig idealistisk Tanke ligger saa fjern og langt ude i det taagede blaa, saa ved jeg dog ingen Grund til at vi ikke med hele vor Persons Offervillighed og Arbejdsiver slutter os til Socialdemokraterne, hvis det er sandt, at vi vil hjælpe de Forurettede og de Lidende i Samfundet til deres Ret, thi hvem taler Proletariatets Sag andre end det Parti, og hvor skal vi lære Arbejdernes Stilling bedre at kende end ved at dele deres Sorger og Glæder, og hvem tror man løser Arbejderspørgsmaalet bedre end de selv?. Og er det saa, at de høre til de Ringeagtede i Samfundet, saa trænger de jo netop til et Tilskud, og Folk, der har været saa heldige at have vundet Ørenlyd i Folket paa andre Steder og i højere Kredse, end hvor Arbejdernes Røst kan høres.

Men den bedre stillede sælger sig under det pæne Navn "et godt Parti", siger - p - Men beviser ikke netop dette, at det er Penge, der regerer Verden, hvorimod Socialismen hader vor nuværende Ordning af den vilde Konkurrence, hvor den ene skal underbyde og ødelægge den anden for at leve.

Den vil et Samfund, hvor Fællesskabet er saa udviklet at "alle se paa Næstens Tarv og ingen Retten bøjer". Hvor et hvert Menneske kan faa den Udvikling som passer for dets Evner og Kræfter og hvor en hver kappes efter at give det bedste, en ejer til fælles Glæde og Lykke.

Socialismen er en Kærlighedstanke.

I Øjeblikket er den kun repræsenteret i Arbejderbevægelsen - i det store Arbejdertog - som over alt i alle Lande drager frem af Miner og Værksteder, Køkkener og Kældere. Og vi, der tror paa, at det er Lysets Magt, der har gjort denne Strøm levende, vi vil ikke tyrannisk sige: I skal følge, det er ikke Trælle, vi vil have med, men frivillige Folk, de vil med i den levende Kærlighedsstrøm, saa vi i Sandhed kan synge.

Selv Stenen, der knuget med Bjærgevægt

Opløses til gyldne Gran,

Forklaret bortsvømmer Stenens Vægt

I Livsstrømmens Ocean.

Der maa være godt at slaa Følge!

Johanne Meyer.