« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Anders J. Eriksholm: Jul i Skoven. Tredie Oplag. 157 Sider (H. Hagerups Forlag).
Denne Bog udsendes nu i tredie Oplag og betegnes som »en ny omarbejdet Udgave«. Vi har ikke læst de tidligere Oplag og kan derfor ikke dømme om, i hvor høj Grad Bogen er ny. Som den nu foreligger, er det en fornøjelig lille Bog, der kan anbefales alle som ønsker let underholdning. Den er ikke fri for at minde noget om Sofus Bauditz med sine Fortællinger om Forstmænd i forskellige Udgaver og deres Leven i Julefestdagene. Nogle Krybskyttejagter forhøjer Spændingen ved Lægningen.
Bogen er isprængt en Del harmløse, til Dels ganske pæne Digte.
F.
J. Voldum: Studenten og Nattergalen. - En Fortælling. - 155 Sider. (H. Hagerups Forlag).
En elskværdig fortalt, lidt naiv Fortælling om en jydsk Præstedatters Kærlighedshistorie i til Dels gammeldags Fortællemaade for den modnere Ungdom, for saa vidt denne overhovedet endnu læser saadanne ferske Opkog paa længst henrundne Dages »romantiske« Fortællinger med Kærlighedsskrivelser, der først bliver læselige Ved at holdes over Varmen, og lange og langt udspundne Kærlighedsforklaringer, som i alt Fald nu til Dags aldrig finder - om de nogensinde i Virkeligheden har fundet Sted.
Den her skildrede jydske Præstedatter synes ogsaa for naiv i sin Betagethed overfor »Studenten« som Begreb og føler sig straks dragen til den første den bedste, hun kommer ud for af den Slags med en næsten ligesaa magisk dragende Kraft som efter at høre »Nattergalen«, hvilken hun fra sin jydske Egn kun kender af Omtale. Naturligvis ender det med Skuffelse, idet vedkommende medicinske Student viser sig at være en Vindhas og oven i Købet ikke »troende«, der i København har haft et ikke helt klarlagt Kærlighedsforhold med en af hendes Barndoms Legekammerater dér fra Landsbyen, en fattig Husmandsdatter, hvem han nu atter træffer derovre i den jydske Landsby, hvorfor Præstedatteren meget hurtigt bryder med ham. Selvfølgelig spøger der allerede en anden paa hendes Sjæls Baggrund, en fortræffelig Dyrlæge, der til syvende og sidst ogsaa viser sig at have været Student engang, saaledes at hun dog ender med at faa sin »Student«, og han sin »Nattergal«, thi naturligvis er Præstedatteren selv en lille Nattergal, der glæder Dyrlægen foruden andre med sin Natursang.
Skildringen af Heltindens Barndom og Forhold til hendes Legekammerater er absolut det bedste i Bogen, omend her ogsaa er en Del at indvende; men ganske godt skildret er den Følelse, der kommer over hende efterhaanden, som hun bliver ældre. Følelsen af at staa uden Ligemænd paa Egnen, medens de andre Kammerater, Bøndernes og Husmændenes Børn, dog altid kan omgaas deres Lige.
Nogle Bifigurer blandt den jydske Bondebefolkning er ganske godt opfattede, men som Helhed kan man ikke tilkende Bogen nogen litterær Værdi.
F.
