« Tilbage til søgeresultaterne
Digt, fremsagt af Fru Scheving fra Hjørring ved D. K.s Formandsfest d. 21. Januar 1914
Fru Astrid Stampe-Feddersen!
Naar her i Kvæld, i festlige Kreds vi os samle,
tillad da mig et Ord med i Laget at give,
minde om, hvad sandere Tider har prentet
ind i Mindernes Bog, hvor det stedse vil blive,
selv naar en kommende Tid sine Runer skal skrive.
Kaster vi Blikket et hundred Aar vel tilbage,
Kvinder vi ser i Hjemmene stille at virke,
Kvinder, hvis Evner aldrig fik Lov til at bryde
frem af det Skjulte, til Blomstring i Dagen og Lyset,
enlige Kvinder, hvis Lod paa Forhaand var givet:
Virken for Andre, ej vente sig noget af Livet,
Sjældent for dem randt Lykkens den gyldne Tærning,
oftest de sanded, at tung er takkeløs Gerning.
Naadsensbrød i Hjem, der var Andres Eje
kun i Drøm søgte Tanken til Glædens Veje.
Ofte saamangen Taare i Stilhed er rundet,
medens den fineste Hør paa Rokken blev spundet.
Tiden den randt! Og Frihedens mægtige Bølge gik over Land,
med Blod og Brand i sit Følge.
Ogsaa til os den kom, men som herligste Gave,
som den skønneste Blomst i Danmarks Have
voxed den frem, ej vædet af Blod eller Smerte,
folded’ sig ud, med sin Rod dybt i Folkets Hjerte.
Men, Folket var Mænd kun, Kvinden ganske man glemte,
indenfor Hjemmets Mur hun end stedse sig gemte.
Skønt med Mænd hun delte Frihedens Glæde,
fik hun ej Lov ad de nye Stier at træde.
Lidt efter lidt sig dog aabner de lukkede Døre. Sælsomme Ting faar en undrende
Samtid at høre.
Gode Mænd, hvis kloge Fremsyn forstaa,
Kræfter her er, som vil vise, hvad de formaar,
baner Vej for kvindernes store Følge,
at de kan bæres frem af Frihedens Bølge.
Lidt efter lidt, saa falder hver Mur og hver Skranke,
Virkeliggjort er Fortids lønligste Tanke.
Og ad den Vej, de faa kun før turde træde,
vandrer den store Skare nu fremad med Glæde.
Døre sig aabner, Velkommen nu man dem byder,
Kvinders Virke man nu Retfærdighed yder.
Men for de Unge det gælder nu om at tage
op den Arv, der er efter dem tilbage,
de, der kæmped mod Spot og Latterens Pile,
som efter svunden Møje kan sejrsstolt smile.
Hun, der i Kvæld som vor Fører er blandt os tilstede,
stred for vor Sag, fra sin Ungdoms Dage med Glæde,
blev aldrig træt, selv naar gennem Tider mørke,
der blev Brug for al hendes Taalmod og Styrke.
Klog og mild hun forstod at tie og vente.
Sikker paa, at Sejer vi nok skal hente
Tag mod vor Tak da vor Fører. Gud give Kræfter,
Styrke og Mod Dig, til ogsaa i Dage herefter
stærk at staa og Lykke at faa til at samle
Kvindernes Skare, de unge i Flok med de gamle.
