« Tilbage til søgeresultaterne
Skylden
Sindene er endnu opskræmte af den grufulde Tildragelse, som fandt Sted d. 3. Marts i København, at en Mand kvalte sin Hustru med sine egne Hænder, fordi hun ikke vilde udlevere den Sarekassebog, hvorpaa hun havde indsat 2000 Kr., som hun havde, faaet i Arv efter en Slægtning.
Alle, som har læst om denne grufulde Gerning, har sikkert følt den inderligste Afsky for Drabsmanden eller Morderen (det henstaar jo endnu i det uvisse, hvillket Navn han har gjort sig fortjent til), men næppe alle er vist klare over, at den egentlige Aarsag til Mordet er, at den myrdede har gjort sig skyldig i den lovstridige Handling at unddrage Manden Penge, som rettelig hørte ind under Fællesboet, over hvilket han som bekendt raader ene, med mindre der ved Ægtepagt er truffet anden Bestemmelse.
Stakkels Beate Madsen! Hun har sikkert i sit Hjertes primitive Retsfølelse haft den Opfattelse, at Penge, hun fik i Arv eller Gave efter sin Slægt, de var hendes lovlige Ejendom (Ak! Lovens Retfærdighed gaar tidt over primitive Menneskers Forstand) - Hun har i sin Enfoldighed ment, at hun havde Loven paa sin Side, da hun gemte Sparekassebogen med hendes lille Arv, for at ikke Manden skulde drikke disse Penge op som han havde drukket de fleste af de Penge op, han i deres Ægteskabs Aar havde faaet mellem Hænder. - Hun har troet saa sikkert, at Samfundsordningen vilde give hende Medhold, naar hun ved at værge disse Penge gjorde sit til, at hun og hendes Børn ikke skulde falde Samfundet til Byrde.
Qg for denne grundige Misforstaaelse af Lands Lov og Ret har hun bødet med Livet. Thi Forholdet var, jo tvertimod det, at naar dette Menneskedyr, stinkende af Spiritus, ophidset til Utilregnelighed af en Last, som forlængst burde have berøvet ham al Myndighed, stod for hende Gang paa Gang og forlangte under Trudsler, at hun skulde udlevere ham ogsaa den sidste Nødskilling, da holdt Loven sin beskyttende Haand over ham og vendte sit ubønhørlige Stenansigt imod hende. Først da han lagde sine Hænder kvælende om hendes Hals fik han Loven i imod sig:
Det er nu over-34 Aar siden, at Dansk Kvindesamfund indgav Andragende til Regering og Rigsdag om, at Loven af 7. Maj 1880 om Hustruens Raadighed over selverhvervede Midler maatte suppleres med en Lov, som gav hende Raadighed ogsaa over, hvad hun erhvervede som Arv eller Gave. Men de lovgivende Mænd lukkede dengang Døren i for flere Ændringer til Bedring af den gifte Kvindes Stilling, og skønt Døren efter den Tid et Par Gange har aabnet sig paa Klem for Hustruens Ret, er Dansk Kvindesamfunds beskedne Krav i 1880 om, at hun maatte raade, over egen Arv og Gave, dog aldrig blevet opfyldt.
Og nu sker det altsaa, 34 Aar efter hin Tid, at en Mand, brutaliseret af Bevidstheden om paa samme Tid at have baade Lovens Ord og Nævernes Argument paa sin Side, vælter sig ind paa sin Hustru med Krav om, at hun skal prisgive ham sit og Børnenes sidste Værn, og da hun nægter det, kvæler hende i ustyrligt Raseri med sine Hænder. Selv om Dansk Kvindesamfund vel ikke i 1880 forudsaa en saa forfærdelig Virkning af de bestaaende Ægteskabslove, saa giver denne grufulde Tildragelse 34 Aar efter dog de Kvinder Ret, som dengang krævede Loven ændret paa dette Punkt, og lægger et tungt Ansvar paa den Lovgivningsmagts, Uret, som afslog det.
Med Hustrumordet paa Glentevej i smertelig Erindring savnede vi ved Socialdemokratiets store Møde d. 9 Marts om Grundlovssagen og Kvindernes Valgret blandt de mange fortræffelige Paavisninger af, hvorfor Kvinderne bør have Valgret, Paavisningen af at havde Kvinderne haft politisk Valgret i den sidste Menneskealder, havde vi sandsynligvis nu haft saadanne Love, som gav Hustruen den nødvendige Retsbeskyttelse mod en fordrukken Ægtefælles Overgreb, og Samfundet var da ikke , blevet Vidne til en saadan Udaad som dette Hustrumord.
En af de første Sager, Kvinder som Lovgivere rimeligvis vil faa at gøre med, er den nye, Familieret, lad Kvinderne huske det, naar Tidspunktet er kommet, hvor de skal skaffe sig Repræsentanter i den danske Rigsdag!
