« Tilbage til søgeresultaterne
En Folkevise
Lille Feuilleton tilegnet de unge.
Mange af de unge kender vist godt den kvikke Vise, som jeg i Bag har faaet saadan en Lyst til at drage frem og minde dem oml Den findes under Overskriften »Svar som Tiltale« i Grundtvigs Danske Kæmpeviser til Skolebrug. Her kaldes den altsaa »Kæmpevise«, - og det fornøjelige er nu, at »Kæmpen«, hvorom der fortælles, er en ganske ung, kæk og fribaaren Pige, som modigt slaar et Slag for Kvinderet og Kvindeværd mod sin Tids Fordomme, og at Folkevisen lader hende sejre med Glans og belønnes som sig hør og bør.
Jeg kan ikke tænke mig andet end, at de unge, der nu begynder, at samles om Kvindesagen og berede sig til at løfte dens Banner, maa interessere sig for denne tapre, lille Søster, som her i Folkevisen hæver den samme Fane, som de, og ligesom vinker til dem med den fra den fjerne Fortid, tværs over alle de svundne Aarhundreder.
Men hør og døm nu selv:
»Saa mange sad de Riddere alt over
Dronningens Bord,
og de begyndte at tale saa mangt et
Gammensord.
Under den Lind der skal I mig bie.
De talte ej om Kirkegang og ej om
Klostertugt,
men heller om de stolte Møer, om alt
hvad der er smukt«
Saa vidt gaar alt godt, men nu op-
træder en overmodig ung Herre og
stiller sine alt andet end smaa For-
dringer:
»Det var da Herre Peder, og han tog
Munden fuld, -
og jeg vil have den Jomfru, som: har baade Gaard og Guld.
Og jeg vil have den Jomfru, som kan med Silke sy,
og den vil jeg ikke have, som gærne
ganger i By.«
Det lyder, som det var sagt i Gaar!
’»Og jeg vil have den Jomfru, som vel
kan brede sit Bord,
og den vil jeg Ikke have, som er for for
for djærv i Ord.«
Ved dette Vers stiger et Billede frem for Erindringen: Mathilde Fibiger, som med Magt blev sat ned af Talerstolen, for at, hun ikke skulde Sige det »djærve Ord»: Kvinden er et Menneske og har Ret til at arbejde og udvikle sig som Menneske.
»Alle da sad de skønne Jomfruer og
mæled ikke et Ord;
undtagen hun liden Kirsten, som stod for
Dronningens Bord.«
Ja, nu finder Jomfru Kirsten, det kan være nok med Hr. Peders »vil have« og »vil ikke have«, - nu løfter hun Fanen og kæmper kækt for sit Køn. Det ses klart af Sammenhængen, at idet ikke er alene for sig selv, hun vover sig frem, nej, det er for alle de stumme, som ikke tør»mæle et Ord«, det er for Kvinders Frihed og Ret, hun strider.
»Og var j eg end. saa voksen alt jeg
skulde en Ridder love,
Hr. Peder med de store Ord, dig vil
Jeg aldrig have.
For jeg skulde sidde i Højeloft der
baade at skære og sy,
mens du sad paa din høje Hest, for
om fra By til By.
Og jeg skulde sidde i Højeloft og
brede med Flid mit Bord,
imens du stod paa Folketing og ledte
med Flid om Ord.
Og jeg skulde, gaa i Højeloft og brede
med Skel de Bænke,
imens du sad i Ridderlag, kunde ej
dine Ord betænke«
Hun er rank i Ryggen, den lille, -
der er maaske endogsaa dem, der vil
anse hende for et rigtig Suffragette-
Frø!
Formodentlig har ogsaa alle de bly
Jomfruer, som sad der »og mæled
ikke et Ord«, været temmelig benove-
de paa hendes Vegne og ængsteligt
tænkt ved sig „selv: hvordan skal
dog dette her ende?
Men det endte brillant.
»Op stod Herre Peder, hans Ord de
faldt saa redt:
Nu haver jeg funden den Jomfru, jeg
længe har efter ledt.«
Den overmodige, unge Herre er om-
vendt og f orstaar pludseligt, at her
er en Jomfru, det er Umagen værd
at vinde - saadan en kæk, varm, fritbaaren, ung Pige, som man kan tale med og være Kammerat med, maatte det være en Fryd for en Mand at leve Livet sammen med. Og saaledes sejrer altsaa den djærve, lille Hvad-vi-vil-Kvinde, og Historien ender som alle Æventyr i gamle Dage med, at de to unge faar hinanden tilsidst.
»Og der blev Fryd i Dronningens Gaard,
saa favert sig alt mon vende,
da Dronningen gav liden Kirsten bort,
Hr. Peder han fæsted hende
Under den Lind der skal I mig bie.«
Nu ved vi jo nok, at i vore Dage er dér andre Løsninger end denne ene. De unge i vor Tid har den store Fordel at kunne mødes og være noget for hinanden som Kammerater og Venner i fælles Arbejder og Interesser. Jeg tænker mig saaledes, at de unge Piger, som selv faar Øjnene op for Kvindesagens - jeg kunde fristes til at sige: Vægtfylde, - i mange kammeratlige Samværs-øjeblikke, vil kunne aabne de unge Mænds Blik for, hvor naturligt, hvor menneskeligt sundt det dog i Grunden er, at hele Ungdommen Side om Side træder ind i Arbejdet for Folk og Land. Jo stærkere Villien hertil gløder i Kvindernes Sind, desto mere vil den ogsaa vinde Mændene. Men dette ved sikkert de unge selv, og Vejene vil de ogsaa allerbedst selv kunne finde.
Lad os saa blot til Slut vende et Øjeblik tilbage til vor Folkevise og endnu en, Gang lytte til, hvad Fortidens Røst gennem den har at sige os.
Er det nu ikke forfriskende at se
vor Tids Ideal, den frie, ligestillede Kvinde, glimte frem gennem Aarhundreders Taage og som i et Blink kaste Lys over vor egen Kamp i Nutiden? Vi ser, at vort Folk i svundne Page, har haft mere, end en Anelse om den fribaarne Kvindetype. Ellers havde det vel heller ikke bøjet sig for sine fremragende Kvinder, ikke fulgt kvinden Gambatuks Raad, tvært imod alle Mands- Og Ting-Beslutninger, ikke bygget Vold under Thyra, ikke tjent Margrethe som lovtro Undersaatter. Der ligger Grundvoldsstene dybt i Mulden til det Hus, vi nu murer paa. Vi ældre har stridt for at rydde Jord og Fyld bort og faa begyndt paa Muren, - nu bliver det Ungdommens Ret og Pligt i Tidens Løb at rejse Huset. Derfor var det en festlig Dag, da »Kvinden og Samfundet« forleden bragte os det Bud, at de unge, de kære unge, som vi har spejdet efter, nu vilde" komme, og mange Hænder strækkes dem i Møde med Hilsen og Velkomst.
Og maa de nu vokse med Værket og faa al den Lykke, vi tror og haa-
ber for dem, da bliver der ny Mening
og Sandhed i Folkevisens gamle Ord:
"Saa favert sig alt mon vende"
