« Tilbage til søgeresultaterne
Børnesagen
»Alt, hvad I gøre mod disse mine mindste, have I gjort imod mig,« siger Kristus: Det er Ord, som burde være indprentet i hvert kristent Menneske. Og naar vi spørger os selv, hvem de mindste i Samfundet er, synes jeg, Svaret maa lyde: Alle fattige og ulykkelige, ister alle værgeløse, smaa Børn i daarlige Hjem som jeg synes, er de ulykkeligste Skabninger, der findes. Thi lige saa sikkert, som at der ikke er noget misundelses værdigere end det at være Barn i et godt Hjem, lige saa sikkert er der ikke noget sørgeligere end at være Barn i et daarligt Hjem.
Der bliver jo gjort meget for de smaa Børn. Hvor man møder Elendigheden paa sin Vej, gør vi, hvad vi kan, for at afhjælpe den. Men det er ikke nok. For vi ved, at der rundt omkring findes ulykkelige smaa, som endnu lider, og som ikke selv kan gaa til Samfundet. Dem maa Samfundet søge og finde. Selv om man staar uden for Værgeraadet, Børnenes Vel og lignende institutioner, bør vi alligevel alle Haand i Haand arbejde hen til at hjælpe saa mange som muligt.
Det er jo ikke let at se, hvilket Barn, der trænger, men en Ting ved vi alle, at hvert Barn, født uden for Ægteskabet, er farligt stillet og absolut burde være under Kontrol fra dets Fødsel; de mange sørgelige Erfaringer berettiger til det. Hvilken sørgelig Lod for et Barn med en Far, der som oftest ikke en Gang bryder sig om at se det, og en Mor, der for at skjule sin Skam, skiller sig af med det. Ja, undertiden for en Betaling en Gang for alle overlader det til fremmede, og til hvilke Mennesker ser vi tidt gennem de saakaldte Englefabrikker og Mishandlinger.
Der er ikke noget, der kan fylde en saaledes med Vemod som om Søndagen at se de smaa Børn blive bragt op til Døbefonten, og tænke paa, at der muligvis blandt disse findes nogle, der fra den Dag skal skilles fra sin Mor, ukendt af alle andre stødes ud i Verden, tidt til Hjem, hvor baade Sjæl og Legeme ødelægges. - Lad os ikke berolige os selv og andre med, at ingen uden Tilladelse maa anbringe eller tage mod Plejebørn. Vi ved jo, hvor ofte denne Lov omgaaes, og den store Dødelighed blandt disse Børn viser jo ogsaa, at de trænger til mere Omsorg.
Kunde der ikke mellem Præsterne og Børnesøgende Tillidsmænd etableres et Samarbejde, saa hvert eneste Barn, der kunde holdes Kontrol med, ikke blev overladt til sin Skæbne. Hvis f. Eks. Præsterne paatog sig den Pligt at meddele ethvert uægte Barns Daab og daværende Opholdssted til Børnenes Vels Bestyrelse eller Værgeraadet, vilde disse Institutioner kunne føre en stadig Kontrol med Barnet. Ja, bør den kristne Menighed ikke have Forpligtelse og Ansvar for disse forladte smaa?
