« Tilbage til søgeresultaterne

De smaa Sko

Af: Christ. Møller

« Se emneord

Det er tomt, det gamle Hus,

alle Børnene er borte,

og det staar med stængte Porte

i vemodigt Poppelsus.

 

Engang var her Liv og Støj,

Sol og Kvidder fyldte Huset,

Børneflokken over Gruset,

som en Spurveskare fløj.

 

Men den Tid er længst forbi, -

Børnene greb Stav og Værge,

spredtes over alle Bjærge,

fulgte hver sin Skæbnes Sti.

 

Det er dødt, det gamle Hus, -

vissent Løv om Havens Laage,

svunden Tid i alle Kroge,

-  Minders, Minders sagte Sus.

 

-  Her i Gangen var det jo

Døren altid vilde smække,

og her stod hver Kvæld i Række

tolv smaa slidte Børnesko –

 

Hver sit Præg, hver sin Profil

af de travle Fødders Stampen,

Trippetrin, forsoren Trampen

og mangfoldig vimse Il.

 

Et Geled af trætte Sko,

som Soldater, der holdt Hvile, -

og man standsed, maatte smile,

tog hver enkelt op og lo. -

Traadte er de Børnesko.

To kun ligger varligt gemte,

hans, den lille aldrig glemte,

som gled over Dødens Bro.

 

Gemte som en Moders Skat

med en Vedbend fra hans Baare,

duggede af tunge Taarer

i en bitter snekold Nat.

 

Børnene gaar ud paa Jord,

vandrer hver sin Skæbnes Veje,

har dog hver sit Barneleje

redt i Hjærtet hos sin Mor.

 

Har dog hver et fredet Sted

fjernt fra alle skarpe Vinde,

og som Børn de bor derinde       

i en Sol af Kærlighed.

 

De gaar bort fra hendes Skød

for som voksen Mand og Kvinde

hver paa egen Vis at finde

Vejen mellem Liv og Død –

 

Men som hendes egne smaa

altid lever de i Mindet, -

blødt og tyst i Modersindet

altid deres Vugger gaa.

 

Legende i Barnesko

bor de i hvert Pulsslags Varme,

og med dem i sine Arme

gaar hun over Dødens Bro.        

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner