« Tilbage til søgeresultaterne
De smaa Sko
Det er tomt, det gamle Hus,
alle Børnene er borte,
og det staar med stængte Porte
i vemodigt Poppelsus.
Engang var her Liv og Støj,
Sol og Kvidder fyldte Huset,
Børneflokken over Gruset,
som en Spurveskare fløj.
Men den Tid er længst forbi, -
Børnene greb Stav og Værge,
spredtes over alle Bjærge,
fulgte hver sin Skæbnes Sti.
Det er dødt, det gamle Hus, -
vissent Løv om Havens Laage,
svunden Tid i alle Kroge,
- Minders, Minders sagte Sus.
- Her i Gangen var det jo
Døren altid vilde smække,
og her stod hver Kvæld i Række
tolv smaa slidte Børnesko –
Hver sit Præg, hver sin Profil
af de travle Fødders Stampen,
Trippetrin, forsoren Trampen
og mangfoldig vimse Il.
Et Geled af trætte Sko,
som Soldater, der holdt Hvile, -
og man standsed, maatte smile,
tog hver enkelt op og lo. -
Traadte er de Børnesko.
To kun ligger varligt gemte,
hans, den lille aldrig glemte,
som gled over Dødens Bro.
Gemte som en Moders Skat
med en Vedbend fra hans Baare,
duggede af tunge Taarer
i en bitter snekold Nat.
Børnene gaar ud paa Jord,
vandrer hver sin Skæbnes Veje,
har dog hver sit Barneleje
redt i Hjærtet hos sin Mor.
Har dog hver et fredet Sted
fjernt fra alle skarpe Vinde,
og som Børn de bor derinde
i en Sol af Kærlighed.
De gaar bort fra hendes Skød
for som voksen Mand og Kvinde
hver paa egen Vis at finde
Vejen mellem Liv og Død –
Men som hendes egne smaa
altid lever de i Mindet, -
blødt og tyst i Modersindet
altid deres Vugger gaa.
Legende i Barnesko
bor de i hvert Pulsslags Varme,
og med dem i sine Arme
gaar hun over Dødens Bro.
