« Tilbage til søgeresultaterne
Slægtens Fader
Der var store Ting paa Færde i „Frydensborg”, Opgang 3, 1. Sal t. v., hvor et Papskilt, fastsømmet paa Døren og beskrevet med tykke Bogstaver i vaklende Geled forkyndte, at her boede
P. Eskildsen. Alfred, Familiens yngste, fyldte førstkommende Søndag 13 Aar, og Dagen skulde efter hans eget Ønske fejres med „fint” Selskab.
Alfred havde fra sit niende Aar faaet det meste af sin Opdragelse i de „bedre” Huse, hvor han til forskellig Tid havde gaaet som Bydreng, og ved sit belevne, indtagende Væsen bragt sig i Yndet, sidst hos Apotekeren, hvor han endog havde drevet det saa vidt, at han var bleven inviteret til den ældste af Drengenes, Willys, Fødselsdag. Fra den Dag af havde hele hans Tragten gaaet ud paa at gøre sin Moder begribeligt, at simpel Høflighed bød ham at gøre Gengæld. Madam Eskildsen havde jo haft sine Betænkeligheder. Der var nu for det første det, at Eskildsen snart var svirende
hver Aften i Ugen og hele Søndag fra Middag af, og Alfred var ærekær og vilde faa hele sin Fest spoleret, hvis at hans Fader viste sig for Apotekerens Drenge i den Tilstand. Og Pengene var det jo ogsaa smaat med, siden at Eskildsen ikke mere tjente noget udover, hvad han drak op, og hun selv ikke mere kunde taale strengt Arbejde efter den Aarebetændelse, hun havde sidste Vinter. Der var da heller ikke blevet noget af Festen, hvis ikke Ludovika og Albert, de to ældste, som gik paa Fabrik, havde lovet at spæde til, og Alfred havde tjent 2 Kr. ekstra sidste Uge ved at rejse Kegler paa Hotellet og passe paa en Cykle for en Herre, mens han var inde at blive barberet.
Altsaa gik Indbydelserne ud og med Posten vel at mærke; Alfred vidste nok, hvordan det skulde være. Indbudte var Apotekerens Willy og Henry og Svend Aage, Sønnen af den Urtekræmmer, hvor Familien Eskildsen handlede. Alfred havde bestemt frabedt sig nogen af de Frydensborg Drenge, de passede ikke i Ensemblet, og Apotekerens var da ogsaa Folk, som nok kunde forlange, at deres
Drenge ikke blev bedt sammen med alle og enhver.
Langt ud paa Aftenen Lørdag før Festen brændte der Lys i Lejligheden i Frydensborg, Opgang 3, 1. Sal t. v. Eskildsen ventedes ikke hjem, før Kælderbeværtningen paa Torvet lukkedes; Ludovika og Albert var i Ungdomsforeningen, men Madam Eskildsen og Alfred sled ud af deres karske Bælg for at gøre den Tofags Stue hyggelig og festlig. Vinduerne var pudsede samme Morgen, Kakkelovnen fik nu en grundig Overhaling af Madam Eskildsens viljestærke Hænder, og Alfred slæbte sig over Gulvet med Dørmaatten under sine Knæ og skurede løs med Sand og Sæbevand. Da dette Arbejde var til Ende, blev Døren omhyggelig laaset af, og Ludovika og Alberts Sengelejer for denne Nat redt ude paa Gulvet i Køkkenet.
Søndag Morgen stak Madam Eskildsen l Krone til sin Mand med strengt, Paabud mod at vise sig igen før Aften.
Ved Totiden indfandt Gæsterne sig; først Svend Aage henne fra Hjørnet, iført sit næstbedste Tøj - Alfred saa det straks og forstod, at Svend Aages Moder ikke havde villet spendere det bedste paa en Fest i Frydensborg - derpaa Apotekerens Drenge i deres nyeste Matrosdragter til stor Oprejsning for Alfred.
„Er din Fader ikke hjemme?” spurgte den intet anende Willy, efter at Alfred havde presenteret sin Familie for ham. Alfred blev flammende rød helt op i sin maskinklippede Isse og skyndte sig at svare: „Fader skulde til København, - han var meget ked af det.” Hans Blik gjorde en sky Afstikker hen til Svend Aage, som vidste Besked, men han viste den Takt at se utilgængelig ud.
Bordet foran Sofaen var dækket med et rigeligt Udvalg af Bager Severinsens lækreste Sager. Alfred var sig bevidst, at Apotekerfruen ikke havde budt halvt saa meget til Willys Chokoladegilde.
,,Ta’ nu og spis!” bad Madam Eskildsen indtrængende, og Alfred hengav sig straks til den Beskæftigelse at dænge Kager paa deres Tallerkener.
Willy og Henry overgav sig, som de godmodige og velopdragne Drenge de var, straks paa Naade og Unaade til den Eskildsenske Gæstfrihed, lod sig proppe med de søde Kager indtil Væmmelse og drak hver tre Kopper Chokolade. Svend Aage sad med den stramme Mund, han havde arvet efter sin Moder, og sagde: „Nej Tak,” i et Væk. Han fandt i sit stille Sind, at det var latterligt for ikke at sige upassende af Eskildsens at ville dække saadan op, naar de stod skrevne for et helt Halvaar i hans Faders store Debetbog.
Efter Maaltidet foreslog Madam Eskildsen, at de fire Drenge skulde gaa en Tur, mens hun rørte Dejgen til Pandekagerne, som var Programmets næste Punkt. De gik først hen til Biografen og studerede Aftenens Program. Alfred smilede lunt, men beherskede sig og røbede ikke, at her skulde Dagens Fest ende.
„Skal vi saa gaa ud paa „Skralden”,” foreslog han, og de vekslede alle et forstaaende Blik. Byens Losseplads laa kun 10 Minutters Gang fra Frydensborg. Der var tomt og øde; det var kun om Hverdagene, at Kulpillerne sværmede herude. Alfred trak et Cigaretetui frem og bød sine Gæster. Svend Aage betakkede sig; han kendte Mærket fra sin Faders Butik og skulde nok tage sig i Agt. Willy og Henry dampede løs som Helte.
De havde vel gaaet her en halv Times Tid, da de ved at dreje om en stor Slakkebunke fik Øje paa to Mænd, som laa med Ryggen op ad Bunken og en Flaske imellem sig. Alfred gjorde hurtig omkring. „Nu maa vi vidst skynde os hjem,” sagde han nervøst. „Moder venter paa os.”
Saa gik de ad Hjemmet til, Alfred stadig kiggende sig tilbage.
Pandekagerne brasede lystig paa Madam Eskildsens Pande; om Bordet sad Drengene sammen med Albert og Ludovika. Alfred skænkede sød Jordbærlikør op i ganske smaa Glas, som Madam Eskildsen havde laant hos Svend Aages Fader. „Skaal,” sagde Alfred og hilste paa sine Gæster. Apoteker drengene tømte pligtskyldigst den røde Drik til sidste Draabe, Svend Aage nippede kun til sit Glas. Madam Eskildsen kom ind fra Køkkenet, kobberrød af at staa over Ilden.
,,Ta’ nu og spis,” nødte hun dem og lagde de sprutfede Pandekager paa Gæsternes Tallerkener, mens Alfred skovlede Sukker ovenpaa under deres højlydte Protest.
Pludselig løftede Madam Eskildsen Hovedet og lyttede som en vejrende Hingst, hun havde hørt slæbende Trin op af Trapperne, og hendes Kinder mistede noget af deres Farve. De Trin skulde hun paatage sig at kende mellem Tusinder af Trin. Alfred slap Sukkerskaalen, hans Ansigt ligesom visnede, medens han lyttede. Ludovika og Albert havde ingenting hørt, de havde altfor travlt med at gøre sig tilgode. Willy og Henry saa forbavsede til hinanden, over Svend Aages Ansigt gled en Lysning af Skadefryd.
Et Legeme faldt tungt mod den anden Side af Døren, der blev famlet ved Laasen, og i næste Øjeblik skød Eskildsens tunge, ludende Krop sig ind og tog Stilling med Ryggen støttet mod Væggen bag dem. Hans blodskudte Øjne skulede skamfuldt i Retning af Selskabet, Haaret hang i Tjavser ned over Panden, og Lossepladsens Snavs sad endnu i hans Klæder.
Det bævrede om Alfreds Mund, hans magre Hænder knyttede sig krampagtig, og hans Øjne hang taarefyldte ved Moderen, der sad med et Udtryk, som vilde hun ikke se Manden ved Væggen.
Willy og Henry begyndte at forstaa det hele, men vidste ikke deres levende Raad for at slippe bort. De nænte ikke at lade sig mærke med noget for Alfreds Skyld.
Da rejste Madam Eskildsen sig med den beherskede Ro, som Livet ved Drukkenboltens Side havde lært hende. „Ja, saa skal I ha’ saa mange Tak for i Dag,” sagde hun og trykkede Willys og Henrys Hænder, mens hun blot nikkede til Svend Aage. „Nu tør vi vist ikke længer beholde Dem for Deres Moder. Bliv du kuns her,” tilføjede hun, vendt til Alfred, som sad og kæmpede med Graaden. „Jeg skal nok følge Gæsterne ud.”
Ude paa Trappen trykkede hun Drengene hver en Femogtyveøre i Haanden. „Det er til Biografen,” forklarede hun med et fugtigt Skær i Øjnene. „I skal da ikke gaa glip af den Morskab, fordi Alfred har tabt Humøret. Herregud, som han havde glædet sig til denne Dag.”
Saa skyndte hun sig tilbage til Stuen.
Willy og Henry saa forlegne paa hinanden. „La’ os gi’ dem til en af Drengene henne ved Biografen,” foreslog endelig Willy. „Ingen af os gider dog nu.” Saa gik de alle tre.
Inde i Stuen laa Alfred med den halve Krop henover Bordet og hulkede. „Alting skal ogsaa spoleres for mig,” jamrede han ned i sine nye Bluseærmer. Madam Eskildsen tog sin Mand fast i Armen, som hun mangfoldige Gange i sit Liv havde taget ham, og trak ham med sig ind i Soveværelset.
Lidt efter kom hun igen ind til de andre og sank tungt ned i Sofaen. „Kan du nu selv se, at det er ikke noget for Folk som os at holde Fest?” sagde hun og strøg med sin grove Haand henover Alfreds stubbede Haar.
„Saadn en Far!” mumlede Alfred mellem sine sammenbidte Tænder.
„Ja, det maa du nok sige.” Madam Eskildsen saa filosofisk ud for sig. „Og saa er der dog dem, der er værre.”
