« Tilbage til søgeresultaterne
To Dødsfald
For de gamle, som faldt,
er der, ny over alt,
de vil møde, hver Gang der bliver kaldt.
Svendborgkredsen har haft den Sorg i Løbet af 3 Uger at miste to af sine Veteraner, nemlig
Marie Gundesen, f. Fog, der efter et langt, smertefuldt Sygeleje døde den 21. Marts d. A. paa Skodsborg Sanatorium, ca. 67 Aar, og Maren Evald, f. Knudsen, der sov ind Skærtorsdag, ca. 76 Aar gl.
Marie Gundesen var Enke efter Højskoleforstander G., hvem hun var en trofast Medhjælp baade i hans Børneskole og blandt de voksne Elever. Altid paa Færde, aldrig undte hun sig Ro, og hendes Arbejdsevne var kolossal, men trods Travlheden havde hun altid en aaben Dør for Gæsten, der søgte til hendes lyse Stue.
Med sit frisindede Syn fik hun tidlig Blik for, at Lovene trængte til Hensyntagen til Kvindernes Ret, og sammen med Fru Bondegaard stiftede hun 1888 den herværende Kreds af „Dansk Kvindesamfund”, hvis Arbejde hun - ogsaa efter at hun for et Par Aar siden flyttede til Aarhus - fulgte med største Kærlighed til det sidste.
I Fjor, 1. Juni, gæstede hun Svendborgkredsen for sidste Gang, hun var indbudt som Æresgæst til dens 25-Aars Jubilæum. Sygdommen var allerede langt fremskreden, men interesseret og glad deltog hun i Festen.
En Maanedstid før hendes Død besøgte jeg hende. Døden havde da allerede mærket hendes Træk, men livlig og let gled Samtalen. Hun sagde bl. a., da vi talte om Grundlovsændringen og Kvinders politiske Valgret: ,,Jeg oplever det ikke, men det gryr!”
- Saa sagde jeg Farvel, og hun hviskede: „Jeg skal snart hjem til Svendborg; - hjem til Gud! Hils dem alle!”
Den 30. Marts jordedes Marie Gundesen paa Svendborg Kirkegaard. Valgmenighedspræst Døcker talte varmt og forstaaende om den virksomme Kvindes Færd i Skole og i Hjem og om hendes Gerning som Talsmand for Kvindernes Retfærdighedskrav.
Vort smukke Banner, der vakte Opmærksomhed i det store Følge, blev baaret af tre af vore unge Medlemmer og sænkedes ved hendes Grav.
Ogsaa Fru Ewald var med Svendborgkredsen fra dens første Dage og var mange Aar Medlem af dens Styrelse. Hun var en rigt begavet, aandelig stærk Kvinde, der kæmpede med aaben Pande og udholdende Energi for den Sag, hun havde kært.
Fru Evald var en kirkelig interesseret Kvinde og blev derfor som Medlem af „Dansk Kvindesamfund” valgt ind i det første Menighedsraad.
Ved hendes Arbejde oprettedes en Syge- og Hjælpekasse for Kredsens Medlemmer. Hun var dens dygtige Kasserer til det sidste.
Legemlig Alderdomssvækkelse bandt Fru Evald til den gammeldags, hyggelige Stue, men iagttagende og stærkt interesseret fulgte hun „Verden derude”, til hun lukkede sine Øjne, og hendes klare Tanke og lyse Fortid formørkedes end ikke i Dødskampen. Faa Timer, før hun sov ind, sagde hun stille til mig: „Livet ebber ud, ja, det er Døden, men jeg dør rolig.”
Svendborgkredsen har mistet to gode, trofaste Medlemmer, men den Sæd, de saaede, da de sammen med 11 andre dannede det første Medlemsmøde, har baaret Frugt: De 13 er vokset til 265.
Kvinde dør, men ej dør Kvindes Daad!
Ære være begges Minde!
Svendborg, den 16. April 1914.
