« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

« Se emneord

Grundlovssagen.

Vi meddelte i sidste Nummer af „Kvinden og Samfundet”, at Dansk Kvindesamfund har ind­sendt et Andragende til Fælles­udvalget angaaende Grundlovssa­gen, hvori man anmodede om, at der i § 8 i den nye Grundlov maatte komme til at staa, at ved Tronledighed vælger den forene­de Rigsdag en „Regent” og ikke, som der nu staar, en „Konge”.

Ved Fællesudvalgets Møde d. 5. ds. forelaa dette Andragende, men vilde sikkert være gaaet til Bunds i Stilhed, hvis ikke Lands­tingsmand, Herman Trier, Kvindesagens prøvede Ven, havde udbedt sig at høre Konseilspræsidentens Mening herom. Konseilspræsidenten svarede, at Spørgsmaalet om Tronledighed ikke var aktuelt i et Land med en blom­strende Kongeslægt, „og iøvrigt vinder Kvinderne jo saa meget ved den ny Grundlov, at vi nok kan lade dette Krav fare.”

Vi skal ikke opholde os ved det forbausende i, at en radikal Førsteminister kan tænke sig at udelukke Kvinderne fra en Plads, som selv den gamle Kongelov gav dem Adgang til efter Mændene i samme Linje af Chr. 5.tes Efter­kommere, men vi skal dog tillade os at betvivle, at den nuværende Konseilspræsident eller nogen af hans Efterfølgere vil finde det mere belejligt, om Kvinderne, i Fald den i § 8 nævnte Tronledig­hed virkelig indtraadte - man har jo før set „blomstrende Slæg­ter” pludselig staa uden mand­lige Efterkommere - forlangte Grundloven ændret, for at deres Køn kunne komme i Betragtning ved Valget af en Tronfølger. Vi er meget mere tilbøjelige til at tro, at et saadant Forlangende da vilde blive afvist med en Henvis­ning til det gamle Ord om at tale i Tide og siden tie stille.

Dansk Kvindesamfunds Andra­gende om en Ændring af Grund­lovens § 8 nu, er efter vor Mening et Ord i Tide, og de, som er med til at afvise dette Andra­gende, udsætter sig kun for at møde det igen og maaske paa et ubelejligere Tidspunkt.

 

Husmandsloven.

Vi har i Anledning af Forslag til Lov om Rettens Pleje hørt Po­litikere udtale, at en saa gennemgribende Reform ikke burde ved­tages, før Kvinderne havde Valg­ret og kunde være medvirkende. Ærlig talt, denne højmodige Anskuelse har ikke rørt os vi­dere, - efter at man har tilladt sig at skride til en gennemgri­bende Reform af vor Forfatning, før Kvinderne kunde være med, forekommer det os, at man kan tillade sig alt i Retning af at sætte Kvinder udenfor, uden dog at komme paa Højde med denne Tilsidesættelse.

Ikke desto mindre havde vi dog tænkt os, at man af Hensyn til Kvindernes nærforstaaende Valgret vilde have undgaaet ethvert Skin af at ville benytte den Overmagt, Mændene paa Grund af Forfatningssagens Forhaling end­nu sidder inde med, til at rejse uretfærdige Skel mellem Kvinder og Mænd i de Lovforslag, som skal vedtages nu paa Faldrebet af den gamle Ordning. Men ogsaa i denne smukke Tro er vi blevne skuffede. Imod Dansk Kvindesam­funds udtrykkelige Protest har Folketinget i Loven om Hus­mandsbrug opretholdt den af Landstinget i 1909 indsatte Be­stemmelse, at kun „ugifte” Kvin­der skal have Adgang til de med Statslaan oprettede Husmandsbrug.

Denne urimelige og utidssva­rende Bestemmelse, som hindrer en forladt Hustru i at bevare Hjemmet for Børnene og Børnene for Hjemmet ved med deres Hjælp at opdyrke en Husmands­lod, eller hindrer en Sømandshustru, hvis Mand ofte er paa lange Rejser og ikke til Stadighed kan sende Penge hjem, i at blive ude paa Landet, hvor hun maaske er opfødt, og ved en sund, landlig Virksomhed tjene det nødvendige til sig og Børnene, i Stedet for at søge til Storbyen og ernære sig ved Syning, - denne Bestemmel­se faar Lov at staa ved Magt, dette økonomiske Skel mellem Mand og Kvinde, der er lige saa stødende og meningsløst for en moderne Tankegang som en gammel Landevejsbom, det oprethol­des samtidig med, at ethvert po­litisk Skel mellem Mand og Kvin­de slettes.

Vi spørger med Undren os selv, paa hvilket Alter Kvindernes økonomiske Interesse denne Gang skal ofres - og vor Tanke stanser, som saa ofte i denne Tid, ved den store „Treuga Dei”. - Men sæt nu, at Landstinget forsmaar Ofret og overbyder det radikale Folketing i Frisind ved paa egen Haand at nedlægge Bommen?

 

Lukkeloven og Damefrisørerne.

I et tidligere Numer af „Kvinden og Samfundet” har man i en Spøg under Linien moret sig over, at det høje Landsting i Anledning af Forslag til Lov om Butikers Lukning har maattet beskæftige sig med noget, den mandlige Sag­kundskab saa fjernt liggende som Nødvendigheden af, at en Kvinde

faar sit Haar fagligt behandlet, og man har ligeledes under den spø­gefulde Streg udtalt den Formening, at det var udemokratisk, ja rent ud kulturfjendtligt at tvinge Frisørinderne til at lukke Kl. 7, hvorved alle de mange Kvinder, som arbejder for deres Brød Dagen lang, omtrent til bemeldte Klokkeslet, vilde blive hindrede i at lade deres Haar og Hovedbund underkaste den sanitære Behandling, som især kvinder med en fyldig Haarvækst ikke kan give sig selv, og som man maa betragte det som et kulturelt Fremskridt, at Kvinder af alle Klasser i vore Dage har faaet Sans for.

I den Tale, som Hr. Folke­tingsmand Birch, Venstres Ordfø­rer for Lukkeloven, holdt ved Forslagets første Behandling i Folketinget, gaar de her i Bladet fremsatte Tanker lyslevende igen, og vi kan ikke nægte os den For­nøjelse at citere nogle Linier:

„Hvis man nemlig gennemfø­rer Lukkebestemmelserne ogsaa paa Frisørforretningerne, hvad der ogsaa vil ramme Damefrisørforretningerne, vil Resultatet bli­ve, at de Kvinder, der arbejder i de Virksomheder, hvis Tid at hol­de aaben begrænses af Lukkelo­ven, vil være afskaarne fra at

blive behandlet paa den billigste Maade, nemlig paa Frisørstuerne, og hvis de behøver faglig Haarbehandling, vil være henviste til at betale en højere Pris for at faa Behandlingen udført i deres Hjem eller andetsteds. Sandheden er endvidere, at man ved at vedtage Lukkebestemmelser for Damefrisørforretninger kun foranle­diger et endnu strængere Arbejde for de paagældende Medhjælpere, idet de, hvis Lukning vedtages, utvivlsomt blot vil blive sendt ud af Huset i Stedet for som ellers at udføre Virksomheden paa de paagældende Frisørstuer.”

Hvis det virkelig skulde for­holde sig, som af ovennævnte Folketingsmand paastaaet, at Luk­keloven hverken vil glæde Dame­frisørinderne, deres Kunder el­ler, last not least, deres Medhjæl­pere, vilde det sikkert være mere passende at vente med at lov­give paa dette Omraade, til Kvin­derne selv kan gøre deres Me­ning gældende og befri Mændene for et Ansvar, som de mangler de nødvendige Forudsætninger for at paatage sig.

 

Den danske Regerings Aner­kendelse af det nordiske Møde.

Indenrigsministeren har paa Anmodning af Dansk Kvindesam­fund stillet Ændringsforslag til

3. Behandling af Tillægsbevillingsloven om et Tilskud af 2000 Kr. til det nordiske Kvindesagsmøde, som Dansk Kvindesamfund lader afholde i København i Juni.