« Tilbage til søgeresultaterne

Skylden

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Skylden er ikke min, naar Fru el­ler Frøken Henriette Jepsen i sidste Nummer af »Kvinden og Samfun­det« lidt overlegent kalder mig »en unavngiven Forfatterinde«. Det er jo en bekendt Sag, at ikke undertegne­de Artikler er redaktionelle, derfor fandt jeg det overflødigt at under­skrive mig, skønt jeg lige saa lidt her som andetsteds er bange for at vove mit Navn.

Men nu ved altsaa Fru Jepsen, at jeg er den skyldige, som skal anholdes, fordi jeg har taget Mordet i Glen­tegade til Indtægt for Kvindesagen mere end for Afholdssagen. Fru Jep­sen er aabenbart mere Afholdsven, end hun er Kvindesagsven - med mig forholder det sig lige omvendt. Jeg har set for mange Afholdsmænd, der Gang paa Gang faldt tilbage til deres Last og pryglede deres Koner ganske som før, til at jeg tror paa Afholdssagens og Spiritusforbudets Magt til at ordne det hele, især saa længe Loven er saa afgjort paa Man­dens og Drankerens Side. Derimod har jeg bragt i Erfaring, at saa læn­ge det var Lov her i Danmark, at en Mand kunde tage hver Øre af sin Hustrus Fortjeneste og drikke dem alle sammen op, da vankede der mange Prygl og mange Taarer for hende, om hun ikke godvillig udle­verede ham sin Fortjeneste. Men da Loven af 7. Maj 1880 gav hende Eneret til disse Penge, da lod Manden hende have dem i Fred, thi han ønskede ikke, at hun skulde paa­kalde Lovens Beskyttelse. Derfor er jeg ogsaa overbevist om, at den Dag, da Hustruen selv raader over sin egen Arv, da respekterer Manden denne hendes Ret og lader sig end ikke i en Rus ophidse til at myrde hende for at komme i Besiddelse af hendes arvede Penge. - Men hvor­for dræbe hende, naar han har lov­lig Ret til Pengene? spørger Fru Jep­sen, og tænker maaske, at han kunde fordre sig dem udleverede ved Poli­tiet. - Men jeg tror ikke, at en Mand af Madsens Kaliber skøtter om at faa Politiet over sin Tærskel, han foretrækker selv at ordne Sagen; han havde vel heller ikke forudset, at det skulde gaa saa uheldigt, at han alligevel maatte ulejlige Politi­et. - Jeg underkender ingenlunde den sørgelige Rolle, Alkoholens Mis­brug spillede ved denne Lejlighed, men jeg paastaar, at vor Ægteskabslovgivning brutaliserer yderligere den af Drik og Udsvævelser brutale Mand.

Fru Jepsen vilde finde det glæde­ligt, om Kvinder vilde lære at indse, at Alkohol er Aarsagen til den langt overvejende Part af Forbrydelser, - jeg vilde finde det ikke mindre glæ­deligt, om Kvinder vilde lære at ind­se, at det er deres Pligt at kende de Love, hvorunder de skal leve og da navnlig dem, som drejer sig om For­holdet til Mand og Børn. Derfor op­fordrede jeg ogsaa i den Artikel, som Fru Jepsen syntes, hun burde anhol­de, Kvinderne til at interessere sig for den ny Familieret, der er under Udarbejdelse og som de i Egenskab af politiske Vælgere vil kunne skaffe sig Indflydelse paa.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner