Mormonernes Hustruer.
I det engelske Kvindeblad „The womans Herald” fortæller Mounteney Iephson følgende:
„Jeg stødte til Stanleys i Saltsøstaden og vi tilbragte et Par Dage der. Vi blev gæstfrit modtagne af Mormonerne, især af nogle af den store „Young” Familie. Vi var i Huset hos en Mrs. Young, T. W. Youngs Kone; han er den tredjeældste Søn af den store „Brigham”.
Det var en nydelig lille Kone med sørgmodige Øjne, og intet Under, for hun var „Brighams” yngste Datter og følgelig sin Mands Søster. Der er de mærkværdigste Slægtskabsforhold i Saltsøstaden. Noget mere rædselsfuldt end den moralske Atmosfære paa dette Sted kan vanskeligt tænkes. Vi hørte de gyseligste Beretninger om Mormonerne i Brigham Youngs Dage, da Byen var afskaaren fra den øvrige Verden og ingen Jærnbane førte til den. Den laa godt gemt midt i en stor Sand- og Saltørken, og der var oprettet et Rædselsregimente, der trodser al Beskrivelse. Heldigvis laa den ogsaa paa den direkte Vej mellem New York og San Francisco, og Jærnbanen, der nu gennemskærer den, har bragt med sig en friskere Luftning fra den store Verden og brudt Mormonernes Magt. Det fremgaar af Beretningerne, at enhver smuk, ung Kvinde, der vakte Brigham Youngs Lyster, var nødt til at ægte ham. Hvis hun var ugift gik det glat nok; hvis hun derimod var gift, blev hendes Mand sendt ud i en „hellig Mission”, hvorfra han aldrig vendte tilbage. Der var blandt disse „Sidste Dages Hellige” en Apostel, der gik under Navnet „Hævnens Engel”, og hvis Pligt det var at sørge for, at enhver, der var ubehagelig for Brigham Young eller stod ham i Vejen, blev „fjærnet”; og efter hvad vi hørte, havde samme Apostel det meget travlt.
Adskillige Kvinder maatte ægte Brigham Young paa denne Maade. Det var forgæves, at den ulykkelige Skabning bad om at maatte begræde sin døde Mand som Enke eller forsikrede, at hun ikke ønskede at ægte hans Morder. Mormonerne opløftede alle som en deres Røst mod hende og bebrejdede hende, at hun ikke skønnede paa den Ære at blive gift med deres „Præst og Profet”.
Vor Værtindes Moder var en meget smuk, svensk Pige, der var kommen til Saltsøstaden med sin Mand. De var hinanden hengivne, lykkelige i deres Kærlighed, arbejdsomme, hæderlige Folk. De havde imidlertid ikke været længe i Byen, førend Brigham Youngs begærlige Øjne faldt paa hende. Udfaldet var givet. Den unge Svensker blev sendt bort i en „hellig Mission” og blev dræbt i en Cannon (Kløft) i Bjærgene; Brigham tog den ulykkelige Kvinde og gjorde hende til sin Hustru.
Mange Aar efter faldt ,,Profeten”s lystre Øjne paa en vis Eliza Del, hvis Mand levede i Byen; det var den gamle Historie om igen - han blev dræbt og Kvinden bragt til „Bikuben”, som han kaldte sit Etablissement. Eliza Del, rasende af Fortvivlelse, undslap imidlertid fra den forbandede By, flygtede over Prairien og Alleghampbjærgene og hvilede ikke, førend hun stedtes for de Forenede Staters Senat i Washington. Her gik denne behjærtede Kvinde i Skranken for sine ulykkelige Søstre i den rædsomme By. Hun talte med Fortvivlelsens Mod; hun fortalte med stærke og lidenskabelige Ord sin sørgelige Historie. Hun skildrede saa levende Ugudeligheden, Elendigheden, og Rædselsherredømmet i Saltsøstaden, at hele Forsamlingen, i den højeste Forbitrelse, rejste sig og svor paa at gøre en Ende paa slige Gærninger. Saadan var de sørgelige Historier, en af de forskudte Hustruer fortalte mig med hviskende Stemme.
En Lov er nu udstedt, som forbyder Polygami, og Jærnbanens Anlæggelse op til Byen har gjort det muligt at sætte den i Kraft.
For Tiden er der Skarer af forskudte Hustruer i Saltsøstaden, og de maa tillige med deres Børn, forsørge sig selv saa godt de kan.
Vor Værtinde var T. W. Youngs fjerde Hustru, og da Loven var udstedt, der forbød ham at have mere end en Kone, beholdt han hende, sin Søster, og forskød de andre tre. Jeg talte en hel Del med den ene af hans tre forskudte Koner, og hun fortalte mig om al den Ugudelighed og Elendighed, der endnu var til i Byen. Hun turde næppe tale til mig af Frygt for at det skulde komme ud. Disse Fortællinger bragte mit Blod til at koge. Hendes Mand er Millionær - han forskød hende og hendes Børn uden at give dem en eneste Øre.
Ved en Festlighed om Eftermiddagen til Ære for Stanleys, var der en hel Mængde Folk samlede og de var beslægtede med hverandre paa kryds og tværs, saa man kunde løbe helt sur i det. Jeg ynkede de stakkels Kvinder, der var opdragne til dette Liv. Men Mændene var gyselige, nogle af dem pralede for mig af, at de havde over tredive Børn, hvoraf mange havde giftet sig indbyrdes. De kom hen til mig med fedtede Smil og høflige Ord. Det vakte hos mig en Følelse af Afsky; jeg rystede Støvet af mine Fødder, da jeg forlod dette forbandede Sted, og aandede først frit, da den afskyelige By laa mange Mil bag mig. Tiltrods for dens klare Solskin og smukke, statelige Bjærge, vil jeg altid tænke paa den med Skræk, som det modbydeligste Sted paa Guds grønne Jord.
