« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fremtid

Af: H. J. Jørgensen

« Se emneord

At Kvindevalgrettens Indførel­se i Danmark vil overflødiggøre Dansk Kvindesamfund og de an­dre nu eksisterende Kvindeforeninger, der har politisk Valgret paa deres Program, er en Ansku­else, der i denne Tid - navnlig fra Mændenes Side - jævnlig bli­ver fremsat. Disse Foreninger, hedder det, maa betragte deres Opgaver som løste, idet det til­stræbte Maal er naaet.

En Del af Dansk Kvindesam­funds Medlemmer har sikkert samme Opfattelse. Mon det der­for ikke kunde være gavnligt, at Spørgsmaalet blev draget frem i „Kvinden og Samfundet” inden Valgrettens Komme. Forholdet er jo sikkert det, at for mange staar Valgretten som Kvindesagens Maal - de sidste Aars ihærdige Agitation derfor kan jo have bi­draget dertil. Og ganske vist er der med Valgretten naaet et Maal af største Betydning, men i Vir­keligheden er den jo dog at be­tragte som Middel for det absolute og endelige Maal: Kvindernes Ligestilling med Mændene i alle Samfundsforhold. Erkendelsen heraf er det da ogsaa, der har ledet Dansk Kvindesamfund ind paa Agitation for Valgretten. Ik­ke desto mindre indtager denne Forening dog en Særstilling: en­hver, der har lidt Kendskab til dens Fortid, véd, at den i sit Ar­bejde ingenlunde altid har taget Sigte paa den politiske Valgret og Valgbarhed. Tværtimod. Man forsøgte ad mange Veje at forbed­re Kvindernes Kaar; men man nølede - meget længe - med at proklamere Kravet om Valgret­ten. Om det nu var af den Grund, at man ikke klart saa Nødvendig­heden deraf, eller fordi man som forsigtige Generaler indsaa, at et saa betydningsfuldt Skridt af ind­gribende Art for enhver Pris maatte forberedes saavel hos Lov­givningsmagten som i Kvindernes egen Verden, er for saa vidt af mindre Interesse for Nutidens Kvinder. Men ét er sikkert: man kan ikke være Dansk Kvindesamfunds Veteraner taknemmeli­ge nok for, at de greb Sagen for­sigtigt an og med ærlig Vilje, trofast Udholdenhed og aldrig svig­tende Interesse tog fat paa Løs­ningen af de foreløbige og forbe­redende Opgaver - Opgaver, der er løst paa den Maade, at Kvin­derne lidt efter lidt har lempet sig ind i forskellige Grene af det offentlige Samfundsarbejde i Stat og Kommune, har skaffet sig Ad­gang til selvstændigt Erhverv paa Omraader, hvor Mændene før var eneraadende, og derved blevet i Stand til med større Vægt at kun­ne stille Kravet om samme bor­gerlige og politiske Rettigheder som Mænd.

Dansk Kvindesamfund fortje­ner en ikke ringe Del af Æren derfor. Og vi, der i den nærme­ste Fremtid haaber at opleve Kvindevalgrettens Sejrsdag i Dan­mark, vil med Tak og Beundring mindes de Kvinder, ja, og de Mænd, der gennem et ofte bryd­somt Arbejde med ringe Tilslut­ning saa trofast har holdt ud i Kampen.

Men naar nu Kvinderne i Kraft af Valgretten er blevet „selvbestemmende” i deres egne Sager, er da Dansk Kvindesam­fund blevet overflødig?

Dette Samfund er jo upolitisk. Men Danmarks Kvinder vil ik­ke danne et „Kvindeparti” med fælles Program og fælles Optræ­den. Det vilde være i høj Grad uheldigt, derved vilde Kvinderne komme til paa den politiske Skue­plads at indtage „Kampstilling” med Mændene som Modparti, og det vilde være „unaturligt”. Thi Mændene har - mere eller min­dre godvilligt - indbudt Kvinder­ne til Deltagelse i det politiske Arbejde, og dette bør drives som „Fællesforetagende”, om Udbyttet skal blive tilfredsstillende. Det vil med andre Ord sige, at Kvinder­ne i fremtiden maa slutte sig til det Parti, hvis Program og Politik vil hidføre de Samfundstilstande, der synes dem mest retfærdige og heldbringende. Og det staar saa til Kvinderne at skaffe sig den Indflydelse paa Partiet, at det præges deraf.

At paastaa, at Flertallet af Danmarks Kvinder er „modne” til at finde den rette Plads i Partipolitiken, vilde være dristigt. Si­den de fik kommunal Valgret, har man jo unægtelig set tragikomi­ske, for ikke at sige sørgelige, Eksempler paa, at Kvinder har villet lade sig bruge som ivrige Agitatorer for Lister, hvorpaa der ikke fandtes Kvinder, ja, hvis Kandidater ingenlunde finder de­res Krav om Valgret berettiget, - Imidlertid bør man ikke af den Grund blive Sortseer - politisk Selvstændighed og „Modenhed” er jo heller ikke alle mandlige Væl­geres „Særkende”!

Men Kvindernes Gaaen op i de forskellige politiske Partier vil dog ikke hindre, at der ogsaa i Fremtiden vil være en „Kvinde­sag”, der maa kunne vinde al­mindelig Tilslutning, Her ligger Dansk Kvindesamfunds Fremtidsopgave. Af største Betydning vil det være, om en upolitisk og upartisk Forening fremdeles kan trække „de rene Kvindelinier” op. Og det bør netop være Dansk Kvindesamfund, der skal paata­ge sig denne Opgave - dets For­tid gør det selvskrevet dertil. Der bliver Arbejde nok at samle sig om. I Besiddelse af de politiske og borgerlige Rettigheder kan Kvinderne ikke i Fremtiden und­drage sig en „tvungen Værne­pligt” - de vil det sikkert heller ikke. At finde de Former, hvor­under den kvindelige Ungdom kan aftjene denne til Gavn for sig selv og til Nytte for Sam­fundet, er en af disse Fremtidsopgaver. Paa Lovgivningens og Forvaltningens Omraade vil der være Punkter nok, hvor Dansk Kvindesamfund kan sætte sin Pe­gefinger for at hidføre forbedren­de Ændringer og Tilføjelser.

En Hovedbetingelse vil det her være, at Foreningen fremdeles er uden socialt Særpræg og politisk Farve. Thi man kan ikke i Fremtiden vente Enighed blandt Kvin­derne om alle de Spørgsmaal, der angaar Kvinderne selv. Her vil de forskellige sociale Lag og Sam­fundsklasser komme til at staa over for hinanden og hindre Sam­arbejde. Men Foreningen skal ik­ke tage Parti for nogen Stand eller Klasse, Hensynet til det He­les Vel skal som hidtil være det afgørende.

Det er Dansk Kvindesamfunds Styrelsesmedlemmer, der har dra­get det tunge Læs i Arbejdet, og saaledes vil det sandsynligvis ogsaa gaa i Fremtiden. Thi selv om der i de lokale Kredse er arbej­det ihærdigt, er det jo ikke lykke­des at vinde Tilslutning i de bre­deste Lag af Befolkningen, selv om man netop ofte har villet vir­ke særligt for dem. Grunden til dette Forhold maa sikkert søges i, at den Haand, der raktes dem - gennem Sy-, Husholdnings- el­ler Samfundskursus og lignende - ikke  forekom dem at være Kønsfællens  kammeratlig hjæl­pende snarere derimod den fjernt staaende Velgørers. Vil man ar­bejde for en Højnelse af Under­klassens sociale og aandelige Standpunkt - og det kan tiltrænges - er det uomgaaelig nød­vendigt, at man træder i Forbin­delse med denne Klasses egne Re­præsentanter. Men et saadant Samarbejde er jo ikke mange Ste­der kommet i Stand, - det har næppe skortet paa Vilje, snarere paa Evne.

Dog, hvad der nu end kan si­ges om Dansk Kvindesamfunds Arbejdsmaade, maa enhver ind­rømme, at dets Arbejde baade paa de praktiske Opgaver og paa Lovgivningens Omraade er kom­met alle Samfundsklasser til Go­de. Og derfor ønsker vi, at det fremdeles skal bestaa i Tiden, der kommer, ledet af en Styrelse, der med klog Besindighed og uhilde­de Anskuelser vil føre Fremtidens Kvindesag mod dens Løs­ning.

H. J. Jørgensen, Viborg,

Villa Ripensis, i Maj 1914.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner