« Tilbage til søgeresultaterne
Det nordiske Kvindesagsmøde i Kristiania l902
Naar det nordiske Kvindesagsmøde, som Dansk Kvindesamfund lader afholde den 10. og 11. Juni denne Sommer, er kaldt Det 2. Nordiske Kvindesagsmøde i København, er dette forsaavidt berettiget, som det er det andet i Rækken af de nordiske Kvindesagsmøder i København, medens det i Rækken af nordiske Kvindesagsmøder i det hele taget er det tredie. Ind mellem de to Møder i København kommer nemlig et nordisk Kvindesagsmøde, afholdt af Norsk Kvindesagsforening i Kristiania i Dagene fra d. 3. til d. 7. Juli 1902.
Vi skal i korte Træk give en Skildring af dette Møde, om hvilket man med god Samvittighed kan sige, at det var det første, rent kvindesaglige, nordiske Kvindestævne i stor Stil.
Formanden for Norsk Kvindesagsforening, Fru F. M. Qvam var Mødets Præsident, og Mødets Forhandlinger foregik i Kristiania Universitets Festsal. Programmet omfattede : l) Kvindelig Uddannelse, 2) Sociale Reformer, 3) Norske Kvinders nationale Raad, 4) Kvindelige Læger og deres Stilling, 5) Camilla Collets Mindesmærke, 6) Foredrag om Kunst og Littteratur. -
Mødet aabnedes med Afsyngelsen af en Kantate: „Nytaarsgry”, med Tekst af Gina Krog og Musik at Agathe Backer Grøndahl.
„Af Kvindernes Sjæl fødes
Slægten paany
Og døbes af Aanden med
Ild og Ord.”
Disse Linier giver Grundakkorden i dette dybe og stærke Værk.
Der holdtes i samtlige Mødedage ikke mindre end 21 Foredrag, alle af Kvinder. Fra dansk Side talte Eline Hansen om Fabrikloven af 1901, og Anne Bruun om Danske Kvinders sociale Arbejde.
Læser man i vore Dage Talerne fra dette Møde, saaledes som de staar aftrykte i Mødets Beretning, da maa man erkende, at der er noget af et historisk Vingesus over Ordene, man føler sig i Tankerne sat et godt Aarhundrede tilbage til Menneskerettighedernes Brydningstid, hvor Tidens bedste Mænd samlede sig rundt om i Landene for at lægge den Grundvold, hvor paa Mændenes - men ikke Kvindernes - Borgerrettigheder skulde bygges. Man forstaar af disse Kvinders Tale, at nu er det 2det Tempo af Kampen for Menneskerettighederne inde, Kvindernes Tempo.
For ligesom at anslaa Tonen i disse for „Kvinden og Samfundet”s Læsere vil vi gengive et Brudstykke af en Tale fra hvert af de repræsenterede Lande.
Gina Krog (Norge) siger:
„Det er et godt Tegn for det Aarhundrede, vi er begyndt paa, at Kvinderne samler sig, som de gør. De ser tilbage over det, som svandt, de ved, hvor højt det har raabt paa Frihed og Retfærdighed, og hvor Frihed og Ret har lidt ilde. Da sætter de Frihed og Ret paa sin Fane, sammen med Ansvar, Forbund og Menneskelighed. De føler med en højere Sans, at det bliver Aarhundredets Feltraab. Det 19. Aarhundrede har givet de materielle Betingelser, har skabt Kommunikationerne, har ved sine Opfindelser jævnet Vejen. Nu er det det aandelige og moralske Fællesskab, det gælder. Men læg Mærke til det, naar Kvinderne grunder sit Internationale, saa er det ikke til Omstyrtning, ikke til Udslettelse og Nivellering. Det er paa menneskeligt Arbejde og Fremskridt, - paa Menneskekærlighed.”
Lotten Dahlgren (Sverige) siger:
„Kvindespørgsmaalet indeslutter i sig ikke alene, at Kvinderne vinder Rettigheder, de være aldrig saa betydelige, de hedde Stemmeret, Eksamensret, Medborgerret, det er ikke det Arbejde, der gøres, for at Kvinderne skal faa disse Rettigheder, som det kommer an paa, men det Arbejde, som gøres af Kvinderne selv for det enkelte Individs og for hele Menneskeslægtens Højnelse. Fuld Frihed, fuld Jævnbyrdighed med Manden indenfor Ægteskabet som indenfor Samfundet med samme Lejlighed til at gøre sin Opfattelse gældende saa vel af Moral og Sædelighed som af andre Spørgsmaal indenfor det sociale Liv, deri er Kvinderne Medinteressenter, der er Kvindebevægelsens egentlige Bestemmelse og Maal.”
Anne Bruun (Danmark) siger:
„Hvis et Hjem ødsler med sine Midler, lader Værdier ligge ubrugte eller endog bortøder dem til ingen Nytte, saa vil det hævne sig. Men det er det, Samfundet gør, saa længe det ringeagter den Kapital, som særlig Kvinderne sidder inde med. Man er bange for, Kvinden i os vil gaa tabt, naar vi skal beskæftige os med det store Samfund. Hvis Mændene vidste, hvor dybt det virkelig kvindelige, skal vi sige moderlige, bunder i vort inderste Væsen, saa vilde de ikke være saa bange. Man skulde tro, de betragtede det som noget paaklistret, der kunde regne af, de véd ikke, at det er uadskilleligt forbundet med selve vor Menneskenatur. De tænker ikke paa, at netop vor Moderlighed, den vil udfolde sig rigest, naar der bydes den Opgaver, som stemmer med dens Natur. Og de mange, mange Kvinder, som sidder inde med den ubrugte Moderfølelse, fordi de intet lille Hjem har selv, dem lader det ødsle Samfund gaa; man vrager de Kræfter, som de sociale Spørgsmaal havde haardt Brug for, og Kræfterne svinder ind, skrumper ind af Mangel paa Virksomhed.”
Lucina Hagman (Finland) siger:
„Om vi vendte os til Traditionens Mænd og Kvinder, saa skulde i det mindste Flertallet af dem, paa Spørgsmaalet om, hvortil Kvinderne skal uddannes, svare: „Til Mager og Mødre, til Hjemmets Beskyttere.” Ja vel, til Mager. Men hvad forstaar Traditionen ved Mage ? Mon ikke Kvinden, saadan som hun bliver, naar hun gennem de af Manden udfærdigede Tvangsbud, som man kalder Love, berøves Selvbestemmelsesret og medborgerlige Rettigheder? Mon ikke Kvinden, saadan som hun bliver, naar hun gennem disse samme saakaldte Love bindes til en Mand som hans Hustru, fratages Retten til at gøre sin Overbevisning og sin Vilje gældende og i de fleste Lande berøves den Ret, hun som ugift havde til at forvalte og bruge sin egen Formue. - - - Men den Type af Mage maa forkastes. Vi vil ikke taale den. Den er en sand Menneskelighed uværdig. Nej, den kvindelige Uddannelse, herefter ledet af Kvinder selv, skal fremkalde en ny Mage i Frihed og Selvbestemmelsesret. Mage er det samme som Jævnbyrdighed i alt. - - - ” Vi vil have Kvinderne uddannede til frie, selvstændige Mødre, som ifølge frit Valg og af fri Vilje i Forstaaelse af deres Evighedspligter giver Liv, opholder og udvikler Liv. Vi vil have Mødre, som føder til Verden ikke alene Kroppe, men ogsaa Sjæle.”
Hver af Mødets Dage havde foruden sine Forhandlinger ogsaa sin Festlighed: Udflugt, Sejltur, garden party o.l. Mødedagene sluttede med en Fest paa Holmenkollen, hvorved Norsk Kvindesagsforening var Vært.
Det Møde, Dansk Kvindesamfund nu forbereder sig paa at afholde, kan ikke gøre nogen Fordring paa Sammenligning med Kristianiamødet, og gør det heller ikke. Vi véd, at det Begejstringens Vingesus, som var over Kvindebevægelsen i hine Aar, hvor den svulmende af Sejrsmod brød sig Vej gennem Forhindringerne, det er for en stor Del stilnet af nu, hvor den nærmer sig det flade Land. Vi véd ogsaa, at de store monumentale Skikkelser, som den Gang med næsten profetisk Syn trak Kvindesagens Fremtidslinier op, de har nu for Størstedelen veget Pladsen for dem, som skal gøre det mindre løftende men ikke mindre nødvendige Arbejde at føre Kvindesagen frelst gennem Hverdagens praktiske Vanskeligheder.
Forhandlingsprogrammet for dette nordiske Møde er ikke saa righoldigt som Kristianiamødets, men det, som giver det sit Særpræg, er, at Forhandlingen ikke er en Forhandling om Idéer, men om Realiteter, at der her virkelig er aabnet Kvinderne Mulighed for at skaffe sig en Indflydelse paa Familieretsspørgsmaalet, at udpege overfor Familieretskommissionerne de Veje, ad hvilke Kvinderne ønsker dette for Hjem og Samfund lige vigtige Spørgsmaal løst.
Vi hilser vore Gæster, baade fra Ind- og Udland, velkomne, hilser dem med de samme Ord, hvormed i Norge „Husmoderen” hilste Kristianiamødets Deltagere velkomne i 1902:
„Kvindefylking! Ej for Gammen
er det, at Du træder sammen,
brynjeklædt med Skjold paa Armen,
Sværd i Haand og Mod i Barmen.
Men til Holmgang vil Du stævne,
Seklers Synder vil Du hævne,
Baand og Bøjler vil Du bryde,
saa de løstes Lov skal lyde
med en Røst af mange Vande,
der gaar susende om Lande. –
Alt hvad raaddent er, skal ramle,
men det nye som det gamle,
der har Livets Ret i Eje,
vil med trofast Hu Du pleje,
værne det med Hænder myge.
Om det svage og det syge,
om det spirende og spæde
vil Du ømt og varsomt frede
med Dit stærke Moderhjerte,
det, hvem selv Naturen lærte
Smertens Lov og Smertens Gaade
dybere end Manden raade.”
