« Tilbage til søgeresultaterne
Fra England
Er det rette Middel fundet?
Ved en Budget-Behandling i det engelske Underhus den 11. Juni 1914 opponerede Lord Robert Cecil imod Indenrigsministeriets store Udgifter til den Detektivstab, der beskytter de engelske Ministre imod Suffragetterne. Han udtalte, at selv om det morede Ministrene, at deres Stilling faktisk var saadan, at de ikke kunde bevæge sig uden en stærk Politistyrke om sig, saa morede denne Stilling langt fra dem, der skal betale Udgifterne, og han gik strengt i Rette med Regeringen, der, gennem sine forskellige Misgreb, havde skabt en saadan Situation. Navnlig fordømte han Tvangsmadningsprocessen i Fængslerne, Regeringens vilkaarlige Holdning overfor de forskellige Fanger o. s. v. - o. s. v.
Indenrigsminister McKenna udtalte bl. a. i sin lange Svartale, at han havde 4 Forslag for sig, som Repræsentanter fra højst forskellige Lag havde stillet ham til at standse den militante Suffragette-Bevægelse. For det første: Lad Kvinderne dø i Fængslerne, hvis de ikke vil spise! For det andet: Landsforvis dem til en afsides liggende Ø! For det tredie: Spær dem inde paa Sindssygeanstalter, og, for det fjerde: Giv dem Valgret!
Til det første vilde han sige, at hvis Forslagsstillerne troede, at Kvinderne vilde spise, naar de havde Valget mellem dette og Døden, da regnede man virkelig fejl. - Kvinderne havde ved mangfoldige Lejligheder aldeles tydeligt lagt for Dagen, at de intet hellere ønskede end at dø for deres Sag. »For hver Kvinde, som døer, vil der være Snese af Kvinder, som træder frem til den Ære, som de vilde kalde det, at tjene sig en Martyrkrone. Jeg taler ikke ud af Beundring for disse Kvinder. De er hysteriske Fanatikere, men sammen med deres hysteriske Fanatisme har de et Mod, som uden Tvivl ikke kender sin Mage, og det ærede Medlem, der mener, at de ikke vilde melde sig for at dø for det, de kalder den største Sag paa Jorden, gør sig efter min Mening skyldig i en overordentlig stor Fejltagelse. De vil søge Døden, og jeg er vis paa, at - hvor stærk end den offentlige Mening i Dag er for, at man Skal lade dem dø, - naar 20-30- 40 eller maaske flere Dødsfald har fundet Sted i Fængslerne, vil vi staa overfor en voldsom Reaktion i den offentlige Mening, og det ærede Medlem, som saa flot siger: »Lad dem dø«, vil være blandt de første til at dadle Regeringen for den inhumane Kurs, den har taget overfor denne Sag.«
Til Forslaget om at deportere Kvinderne vilde han sige, at det kun var at udsætte Vanskelighederne et Stykke Tid. Hvis den paatænkte Ø blev indrettet som et Fængsel, saa vilde Kvinderne jo hungerstrejke ogsaa dér, og hvis Øen ikke blev indrettet som et Fængsel, saa vilde de velstaaende Tilhængere af Bevægelsen hente Kvinderne bort fra Øen i deres Lystjagter!
Han ansaa det ogsaa for umuligt at behandle Kvinderne som sindssyge. Han havde ikke været i Stand til at faa Lægerne til at erklære dem for sindssyge, og han kunde jo ikke paa Trods af sagkyndiges Mening, blot med Parlamentet og en eventuel Lov i Ryggen, indespærre Kvinderne og behandle dem som Galehusmedlemmer.
Med Hensyn til det fjerde Forslag, at give dem Valgret (en Stemme: »Det er det rigtige Middel!«) vilde han sige, at denne Sag jo ikke kunde diskuteres under det Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen. »Jeg er som Indenrigsminister ikke ansvarlig for Landets Valgretslove. Der er heller ikke nogen Anledning for mig til at udtrykke, eller dølge, min Mening i det Spørgsmaal, men jeg tror ikke, - og jeg er sikker paa, at man vil være enig med mig heri, - at man for Alvor kunde diskutere dette som en Udvej til at standse de nuværende lovløse Tilstande.«(!)
Derimod havde Mr. McKenna et femte Forslag at gøre: at sagsøge de enkelte Bidragydere til Suffragetternes Fond. Hvis det lod sig gøre, og det haabede han sikkert, at gøre hver enkelt Bidragyder personlig ansvarlig for den Skade, Suffragetterne anrettede, saa vilde man meget hurtigt komme til det Punkt, hvor Bevægelsen var kvalt.
»Det Antal af Kvinder, der begaar disse Forbrydelser, er forholdsvis lille, men deres Antal af Tilhængere (sympathisers) er overordentlig stort, og en af de Vanskeligheder, som møder Politiet i dets Arbejde for at finde den rette Forbryder, er, at disse Lovbrydere har saa mange Tilhængere blandt de velhavende og bedrestillede Klasser, at en almindelig Fremgangsmaade er saa at sige umulig.«
Det skal blive interessant at se, om dette virkelig skulde være den rette Vej ud af de Vanskeligheder, den engelske Regering har skabt.
