« Tilbage til søgeresultaterne

Fra England

« Se emneord

Er det rette Middel fundet?    

Ved en Budget-Behandling i det engelske Underhus den 11. Juni 1914 opponerede Lord Robert Cecil imod Indenrigsministeriets store Udgifter til den Detektivstab, der beskytter de engelske Ministre imod Suffraget­terne. Han udtalte, at selv om det morede Ministrene, at deres Stilling faktisk var saadan, at de ikke kunde bevæge sig uden en stærk Politistyr­ke om sig, saa morede denne Stilling langt fra dem, der skal betale Udgif­terne, og han gik strengt i Rette med Regeringen, der, gennem sine forskellige Misgreb, havde skabt en saadan Situation. Navnlig fordømte han Tvangsmadningsprocessen i Fængslerne, Regeringens vilkaarlige Holdning overfor de forskellige Fan­ger o. s. v. - o. s. v.

Indenrigsminister McKenna ud­talte bl. a. i sin lange Svartale, at han havde 4 Forslag for sig, som Repræ­sentanter fra højst forskellige Lag havde stillet ham til at standse den militante Suffragette-Bevægelse. For det første: Lad Kvinderne dø i Fængslerne, hvis de ikke vil spise! For det andet: Landsforvis dem til en afsides liggende Ø! For det tredie: Spær dem inde paa Sindssygeanstal­ter, og, for det fjerde: Giv dem Valg­ret!

Til det første vilde han sige, at hvis Forslagsstillerne troede, at Kvinder­ne vilde spise, naar de havde Valget mellem dette og Døden, da regnede man virkelig fejl. - Kvinderne hav­de ved mangfoldige Lejligheder alde­les tydeligt lagt for Dagen, at de in­tet hellere ønskede end at dø for de­res Sag. »For hver Kvinde, som døer, vil der være Snese af Kvinder, som træder frem til den Ære, som de vil­de kalde det, at tjene sig en Martyrkrone. Jeg taler ikke ud af Beun­dring for disse Kvinder. De er hysteriske Fanatikere, men sammen med deres hysteriske Fanatisme har de et Mod, som uden Tvivl ikke kender sin Mage, og det ærede Medlem, der me­ner, at de ikke vilde melde sig for at dø for det, de kalder den største Sag paa Jorden, gør sig efter min Mening skyldig i en overordentlig stor Fejltagelse. De vil søge Døden, og jeg er vis paa, at - hvor stærk end den of­fentlige Mening i Dag er for, at man Skal lade dem dø, - naar 20-30- 40 eller maaske flere Dødsfald har fun­det Sted i Fængslerne, vil vi staa overfor en voldsom Reaktion i den offentlige Mening, og det ærede Med­lem, som saa flot siger: »Lad dem dø«, vil være blandt de første til at dadle Regeringen for den inhumane Kurs, den har taget overfor denne Sag.«

Til Forslaget om at deportere Kvin­derne vilde han sige, at det kun var at udsætte Vanskelighederne et Styk­ke Tid. Hvis den paatænkte Ø blev indrettet som et Fængsel, saa vilde Kvinderne jo hungerstrejke ogsaa dér, og hvis Øen ikke blev indrettet som et Fængsel, saa vilde de velstaaende Tilhængere af Bevægelsen hente Kvinderne bort fra Øen i deres Lystjagter!

Han ansaa det ogsaa for umuligt at behandle Kvinderne som sindssyge. Han havde ikke været i Stand til at faa Lægerne til at erklære dem for sindssyge, og han kunde jo ikke paa Trods af sagkyndiges Mening, blot med Parlamentet og en eventu­el Lov i Ryggen, indespærre Kvin­derne og behandle dem som Galehus­medlemmer.

Med Hensyn til det fjerde Forslag, at give dem Valgret (en Stemme: »Det er det rigtige Middel!«) vilde han sige, at denne Sag jo ikke kunde diskute­res under det Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen. »Jeg er som Inden­rigsminister ikke ansvarlig for Lan­dets Valgretslove. Der er heller ikke nogen Anledning for mig til at ud­trykke, eller dølge, min Mening i det Spørgsmaal, men jeg tror ikke, - og jeg er sikker paa, at man vil være enig med mig heri, - at man for Al­vor kunde diskutere dette som en Udvej til at standse de nuværende lovløse Tilstande.«(!)

Derimod havde Mr. McKenna et femte Forslag at gøre: at sagsøge de enkelte Bidragydere til Suffragetter­nes Fond. Hvis det lod sig gøre, og det haabede han sikkert, at gøre hver enkelt Bidragyder personlig ansvar­lig for den Skade, Suffragetterne an­rettede, saa vilde man meget hurtigt komme til det Punkt, hvor Bevægel­sen var kvalt.

»Det Antal af Kvinder, der begaar disse Forbrydelser, er forholdsvis lil­le, men deres Antal af Tilhængere (sympathisers) er overordentlig stort, og en af de Vanskeligheder, som møder Politiet i dets Arbejde for at finde den rette Forbryder, er, at disse Lovbrydere har saa mange Til­hængere blandt de velhavende og bedrestillede Klasser, at en almin­delig Fremgangsmaade er saa at si­ge umulig.«

Det skal blive interessant at se, om dette virkelig skulde være den rette Vej ud af de Vanskeligheder, den engelske Regering har skabt.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner