« Tilbage til søgeresultaterne
Indtryk fra Kongresserne i Rom og Wien
Det var næsten Synd, at I. C. W. holdt sit store 5-Aars Møde i Rom, Synd for de Delegerede, der stod i flere Udvalg og var nødt til at være til Stede ved alle Møderne paa Hotel Quirinale. Man har fortalt mig, at en Hollænderinde, der maatte rejse hjem straks efter Mødets Afslutning, ikke fik andet af Byen at se end det, der laa paa hendes daglige Vej fra Boligen til Hotellet. Her samledes i nogle Dage Kvinder fra alle Verdensdele for at drøfte deres Kønsfællers Kaar, for at drøfte dem og finde Udvej til at forbedre dem.
I. C. W. er udmærket organiseret, med Præsidenter og »Conveeners«, der er sig deres Ansvar fuldt bevidst. Forbundet har gjort og gør et stort Arbejde, støttet af kloge, energiske og arbejdsdygtige Kvinder, af Kvinder med varme Hjerter og Forstaaelse for deres ulykkeligt stillede Søstre, for de Smaa i Samfundet, de retsløse og de stumme. - Maaske blev der af og til talt for meget - det faar jo Kvinder Skyld for, skønt Mænd ikke giver dem noget efter i den Henseende - men der blev sandelig ogsaa arbejdet. Og mangen en Delegeret gik hjem for at hvile sig, naar de mindre trætte gik til Fest. Fra 9-12, fra 3-6 og saa desuden et Aftenmøde, det er ikke Smaating, og de, der skulde tale, maatte endda tage Fritiden med for at forberede sig og have Papirerne i Orden, naar deres Tur kom. Blandt alle disse Kvinder var der selvfølgelig nogle enkelte, der særlig tiltrak sig ens Opmærksomhed.
I Præsidiet især Sekretæren, den høje, slanke Alice Salomon, der stadig maatte gentage Forslagene paa tre Sprog og gjorde det overordentlig godt og elskværdigt. Der var over hendes bøjelige Skikkelse en Slags anstrengt Træthed, men tillige en energisk Vilje til at holde ud til det sidste, der uvilkaarlig fik en til at tænke paa Schillers Ord: »Und setzet Ihr nicht das Leben ein, nie wird das Leben gewonnen sein.«
Der var Lady Aberdeen, der ledede Møderne med en Verdensdames Smil, og Skatmesteren, Mrs. Sanford fra Canada, der strunk og fin sad ved alle Møderne og saa rolig ud over Forsamlingen, som det bør sig en Finansminister, der véd hvorfra Pengene skal tages. Der gaar det Rygte om hende, at hun altid forstaar at fylde en tom Kasse uden mange Ord og Besværligheder. Og I. C. W. er hende meget taknemlig derfor. - Og saa Frau Marianne Hainisch fra Wien, 3die Vicepræsident, en lille, gammel Dame med det elskværdigste Væsen, de klogeste Øjne, en yndefuld Værdighed og smaa bløde Hænder, der dog kunde tage ret fast om Præsidentklokken. I sit Fædreland er hun elsket og beundret som faa, og Mændene selv siger om hende, at hun har skabt hele den østrigske Kvindebevægelse og tillige været en udmærket Husmoder og Mor.
Hvis jeg havde større Plads til min Raadighed, kunde jeg skrive om mange flere af de Delegerede. Som nogle af de mest sympatiske vil jeg nævne den tyske Præsident Frl. Dr. Gertrud Bäumer; den skotske Delegerede Miss Chrystall Macmillan, vor egen Præsident Frk. Henni Forchhammer og den italienske Contessa Spaletti Rasponi. - Hvor passer det dog daarligt, naar man siger, at Kvinderne mister deres Kvindelighed, naar de giver sig af med sociale Opgaver og tager Del i det offentlige Liv. De Kvinder, jeg har nævnt, er netop i Besiddelse af det rolige, blide Væsen, som Mænd plejer at kalde Kvindelighed.
Men nok om I. C. W. Jeg maa ogsaa omtale de italienske Kvinders Kongres. Og her gælder det, at de lykkelige, der havde saa megen Tid, at de kunde blive til Kongressen i Valle Julia, de fik rigtignok mere at se end den omtalte Hollænderinde.
Mange havde sikkert været i Rom én eller flere Gange før - den hellige Stad drager jo endnu stadig baade troende og ikke troende fra alle Verdens Riger. Og hvor er Rom vidunderlig, skøn og - ung! Ja, det kan lyde sært, men Rom er i Sandhed det unge Italiens Hovedstad. Lige saa vel som den er det historiske og det kirkelige Rom.
»Det historiske Rom viste man os paa Forum, Palatin, Capitol og Pantheon, San Angelo og Collosseum. Det kirkelige Rom i Vatikanet, San Pietro og alle de andre skønne Kirker. Og som et pragtfuldt Minde om det unge Italiens Skabelse, knejser i Guld paa sin gyldne Hest Victorio Emmanuele foran de hvide Marmorsøjler paa Piazza Venezia.
Det unge Italien, enigt og stærkt, i synlig Vækst og i Bevidsthed om sin voksende Styrke. Endnu er dets Mænd ikke naaet saa langt, at de forstaar Kvindesagens Berettigelse, og Kongressen var temmelig upopulær, især blandt de mandlige studerende. Men Kvinderne har arbejdet ufortrødent, overvundet mange Vanskeligheder og skabt udmærkede Institutioner i Rom og andre Byer. Med Stolthed, viste de de fremmede rundt i Hjem for arbejdende Kvinder, i Arbejderhaver, Hjem for Spædbørn og i en original Skole for svagt begavede Børn. (Montessori). De har forstaaet, at et godt organiseret Arbejde er nødvendigt for at oplyse og retlede Almuens Kvinder, for at modarbejde den store Dødelighed blandt Spædbørn og holde de unge Kvinder borte fra det Liv, der før eller senere fører dem i Ulykke eller Armod. Og hvor var de ikke Enkedronning Margherita taknemlige, at hun tog imod dem i sin dejlige Have, egenhændig overrakte hver især en Buket røde Roser og hilste paa dem med sit smukke Smil. Hvor taknemlig var de, fordi vi fremmede kom til dem, fortalte om Forholdene i vore egne Lande og hørte paa dem, naar de udtalte deres Haab om Vækst og Fremme for deres Arbejde.
Jeg beundrer de italienske Kvinder!
Egentlig mere end de østrigske. Ogsaa de har arbejdet, og de har jo deres elskede Frau Hainisch, der foregaar dem alle med et glimrende Eksempel. Men Mændene i Østrig skal være mindre stejle end Italienerne; der er dem, der tror, at de gerne vil lade »Barnet faa sin Vilje«. De smiler venligt til Kvindernes Arbejde, hjælper dem just ikke endnu, men modarbejder dem ikke ret meget. At Kvindebevægelsen endnu kun er lille, har vistnok mere sin Grund i Østrigs ejendommelige nationale Forhold. Nationalitetskampen kan jo standse hver anden Bevægelse i et Land, og i Østrig er den staaende overalt. Den griber ind i alle Forhold, den gør ligesindede til Fjender og vanskeliggør Samarbejdet mellem Tschekker og Tyske, mellem Magyarer, Slaver og Italienere. Selv om de tænker ens om Fremskridt og Frihed, maa Nationaliteten skille dem. Nationalitetskampen i Østrig hæmmer Oplysning og Fremskridt, og derfor tilgiver jeg de Wienerinder, der lod mig se, hvor langt tilbage de endnu er med Hensyn til Forstaaelsen af hvert enkelt Menneskes Værd, han være sig Herre eller Tjener, tilgiver dem og beundrer de faa, som bruger Tid og Kræfter til at arbejde for Kvindesagen, men tillige er sig bevidst, for hvilket Sprog og hvilket Folk deres Hjerte er varmest.
For Kvindesagens Vækst virker mange kloge Kvinder Verden over. Mange Veje er aabnede, flere vil blive det, og ad disse Veje, der hvert Aar gøres bredere og bedre at befare, vil engang al Verdens Kvinder gaa sejrrige ind i det forjættede Land, Frihedens Land og Lighedens for Mand og Kvinde.
