« Tilbage til søgeresultaterne
Til de unge
Det er længe siden, jeg er bleven saa glad ved noget i vor Forening, som da jeg saa, de unge begyndte at lade høre fra sig.
For en 5-6 Aar tilbage, da jeg havde den Ære at være Formand for herværende Kreds, rejste jeg Spørgsmaalet inden for Bestyrelsen om at faa de unge med og i Virksomhed under en vis Organisationsform. Min Ide vandt ikke Flertal indenfor Bestyrelsen; selv manglede jeg Tid og den Gang ogsaa Kræfter til at arbejde videre for Tanken.
Da jeg nu saa den realiseret fra anden Side, fyldte det mig med Glæde, fordi jeg mener, det vil faa stor Betydning, at de unge vaagner tidligst muligt til Bevidsthed om, at ogsaa de unge og varme kan og bør være med til at lægge Ryg til at bære Udviklingen frem under Ansvar.
Da saa meget for Tiden lægger Beslag paa Bladets Spalter, skal jeg, indtil der maatte blive Anledning til mere, slutte med at sende de unge min varmeste Hilsen med Ønske om, at de maa blive en groende Kraft indenfor Dansk Kvindesamfund.
Svendborg, den 27. Maj 1914