« Tilbage til søgeresultaterne
Valgretsdrømmerier
Jeg drømte, at Grundlovsforslaget med tilhørende Valglovsforslag var vedtaget baade i Landsting og Folketing, at »Kvinden og Samfundet« var udkommet med Grundlovsministeriets Billeder paa Forsiden og en Ode til Kvindevalgrettens Pris paa næste Side, og at jeg mættet af Festtaler og Lykønskningstelegrammer fuldt paaklædt havde søgt nogle Timers Hvile paa Sovebrixen i Dansk Kvindesamfunds Kontor, da jeg blev vækket ved, at mange Røster nede paa Gaden raabte Dansk Kvindesamfunds Navn.
Jeg stod op og aabnede et Vindu. Gaden var opfyldt af sorthandskede Mænd med høje, floromvundne Hatte og sørgeklædte Kvinder med Crépeslør.
»Er her død nogen i Gaden?« spurgte jeg bævende. »I ser jo ud, som I fulgte Lig.«
En Mand med lange Træk, indrammede af et mørkt Fuldskæg, vendte sit Ansigt op imod mig. Det lyste blegt i Sommernattens Dæmring.
»Det er ogsaa et Lig, vi følger, - Kvindevalgrettens Lig.«
»Men du gode Gud! Den befandt sig jo i de allerbedste Omstændigheder, da vi skiltes i Aftes!« udbrød jeg.
»Kvindernes Stemmeret lever, - Valgretten er død.«
Næppe havde han udtalt disse Ord, før alle Kvinderne brød ud i højlydt Hulken og gemte deres Ansigter i de hvide Lommetørklæder.
»Hvem er disse Kvinder?« spurgte jeg forundret.
»Det er Kvindevalgrettens sande Forkæmpersker,- det er den konservative Kvindeforening. Sammen med Højres Mænd drager de nu ud over Landet og bekæmper den forsmædelige Grundlov, som snyder Kvinderne for Valgretten. Hvis Dansk Kvindesamfund mener det ærligt med Kvindernes Valgret, da slaar I følge med os.«
»Aldrig i Evighed,« svarede jeg med stor Bestemthed. »Dansk Kvindesamfund driver ikke Partipolitik.«
»Hvis I ikke er med os, har I med det samme taget Parti,« erklærede den barske Fører. »Hører I det mine Damer,« vendte han sig til de sørgeklædte, »Dansk Kvindesamfund afslører sig selv som en radikal-socialistisk Forening, med hvem konservative Kvinder intet kan have at skaffe. Afsted da til Kamp for Kvindernes Valgret! Vort Løsen er: Ned med Bekræftelsesrigsdagen!«
Og som Aander i Natten hastede de videre, de høje Hatte foran, og Crépeslørene bagefter.
Jeg vaklede fortumlet tilbage til mit Leje, men havde næppe faaet Benene fra Gulvet, før et nyt Spektakel nede i Gaden kaldte mig til Vinduet.
Der stod en Klynge Herrer af agrarisk Udseende, omgivne af en Skare tvivlraadige Kvinder, hvis Antal stadig voxede, idet andre tjenstivrige Herrer førte kvindelig Forstærkning til fra Sidegaderne. En Herre skilte sig ud fra Klyngen og talte op til mig, idet han høflig aftog sin Hat.
»Venstres Hovedbestyrelse har lige haft Møde, og vi er komne her for at overbringe Dansk Kvindesamfund Mødets Beslutning: »Da Højres Kvinder allerede har organiseret sig, ser vi os i den Nødvendighed at maatte opfordre Dansk Kvindesamfund til paa staaende Fod at træffe sit politiske Valg. Som det første Parti her i Landet, der med et Flertal bag sig stillede Forslag om Kvinders politiske Valgret, er vi ikke i Tvivl om, i hvilken Retning Dansk Kvindesamfunds Valg vil gaa. Vi venter derfor, at Partiet med alle de agitatoriske Kræfter, som staar til dets Raadighed, vil støtte os ved Valget til Bekræftelsesrigsdagen.«
»Hvem er disse Kvinder?« spurgte jeg med en uhyggelig Følelse af, at flere af de Ansigter dernede var mig vagt bekendte.
»Det er allesammen kvindesaglig interesserede Kvinder, som vore Redaktører med stor Flid har samlet Landet over og formaaet til at indtræde i vort kvindelige Agitationskorps. - Det, vi ønsker af Dansk Kvindesamfund, er, at det hurtigst muligt opløser sine Kredse og omdanner dem efter Folketingskredsene, for at vi lettere kan mønstre vore kvindelige Forbundsfæller.«
»Umuligt!« raabte jeg. »Dansk Kvindesamfund er en upartipolitisk Forening og har ligesaa lidt Ærinde til Venstre som til Højre.«
»Betænk Jer vel,« sagde Herren indtrængende. »Opløsningen i Jere Rækker undgaar I alligevel ikke. Giv Jer hellere godvillig, som de konservative Kvinder allerede har givet sig, saa vil vi paa Forhaand tilsige Jer en Plads i vor Hovedbestyrelse.«
»Ikke om I tilbød os Halvdelen af Pladserne,« svarede jeg ophidset. »I har foretrukket at ordne Grundlovssagen udenom Kvinderne, nu maa I ogsaa klare den uden Kvindernes Hjælp.«
»Hør! Hør!« raabte alle Kvinderne dernede. »Leve Dansk Kvindesamfunds Organisation!«
I samme Nu var de alle paa Flugt ned ad Sidegaderne, forfulgte af Redaktørerne.
Atter smækkede jeg Vinduet i og kastede mig paa mit Leje, men for tredie Gang blev jeg jaget op af et skrækkeligt Bulder nedenfor.
Gaden var opfyldt af Mænd og Kvinder, som alle stirrede opad mod Vinduerne i Studiestræde 49, 2den Sal. En rødskægget Kæmpeskikkelse stod midt iblandt dem og raabte med deklamatoriske Armbevægelser: »Overklassens Kvinder har allerede solgt sig selv til Pengeposerne og Grundlovsbryderne. Agter Dansk Kvindesamfund at smide disse Kvinder ud og protestere mod Udvandringspolitiken, som kun lægger Kvindernes Valgret Sten i Vejen?« »Dansk Kvindesamfund staar udenfor al Partipolitik,« svarede jeg med al den Værdighed, jeg kunde lægge i min Stemme. »Vi agter at ligge døde i Forfatningsstriden, til Kvindernes Valgret har faaet sin Bekræftelse.«
Han lod mig ikke fuldende, men vendte sig triumferende til de omkringstaaende Kvinder: »Dansk Kvindesamfund har altsaa afsløret sig selv som en maskeret Højreforening, med hvem ingen anstændig Arbejderkvinde kan have noget at gøre. Fremtidig er Jer Plads alene i Mændenes Foreninger. Sammen gaar vi til Kamp for Kvindernes Valgret under den røde Fane.
Af sted! Vort Løsen er: »Bekræftelsesrigsdagen længe leve!«
Under høje Raab drog Skaren videre med den rødskæggede i Spidsen og Kvinderne som Bagtrop.
I det samme begyndte Raadhusklokkerne at klemte, som i Krigsnød, og samtlige Byens Kirkeklokker stemte i.
»Men du milde Himmel!« udbrød jeg ved mig selv. »Skal vi nu igen have Mobilisering?« Nede fra Gaden fik jeg straks Svaret:
»Alle fuldmyndige Kvinder med Indfødsret skal inden 24 Timer melde sig til deres politiske Parti af Hensyn til de nye Rigsdags valg.«
Udraaberen gik videre, men jeg smækkede hastig Vinduet i, drejede Nøglen om i Døren og krøb ned under mit Slumretæppe for ikke at høre mere.
Tre stærke Slag paa Døren og et bydende: »I Lovens Navn luk op!« Jeg stak Fingrene i Ørene og lod som ingen Ting. - Et vældigt Spark mod Dørens møre Planker, og Fyldingen røg lige ind i Stuen.
»Justitsministerielt Cirkulære,« meldte den kæmpestore »Panser«, som havde forceret Indgangen, og lagde paa Tæppet over mit Bryst et Dokument med Justitsministerens Segl. Jeg tog Papiret og læste ved Lyset af den elektriske Pære som han havde været saa høflig at tænde for mig:
»Fra og med Dags Dato er alle upartipolitiske Kvindeforeninger i Danmark ophævede, hvilket herved bringes til derværende Kvindeforenings Kundskab.«
»Nej stop, min gode Mand!« udbrød jeg. »Der staar i Grundloven, at Landets Borgere nyder Forenings- og Forsamlingsfrihed!«
Den store »Panser« smilede. »Den gamle Grundlov anerkender kun mandlige Borgere, Foreningsfriheden omfatter altsaa ikke Kvinderne. I har derfor ingen anden Udvej end at opgive Neutraliteten og virke for den nye Grundlov.«
»Jeg sammenkalder et extraordinært Fællesmøde... »Jeg fløj til Telefonen, men han kom mig i Forkøbet og skar med et rask Snit Snoren over.
»I Tilfælde af Modstand har jeg Ordre til at beslaglægge Dansk Kvindesamfunds Papirer og Finanser, saavel som Telefon og andre Midler til Forbindelse med Omverdenen.«
»Dette er Vold, Overgreb paa Neutralitetsretten!« raabte jeg.
»Det er Fortvivlelsens Selvhjælp og derfor ganske i Junigrundlovens Aand,« svarede han. »Kvinderne kan ikke forlange, at Mændene skal arbejde for deres Valgret, naar de nægter dem deres Hjælp, saaledes som Dansk Kvindesamfund har gjort.«
»Og hvis vi ikke retter os efter den ministerielle Skrivelse?«
»Saa har jeg Befaling til at sikre mig Formanden, Redaktøren og Sekretærens Personer.«
»Og hvis vi etablerer Sultestrike?«
»Tvangsfodring. - Regeringen er fast bestemt paa at gennemføre Kvindernes Valgret med alle til Raadighed staaende Midler.«
Jeg øjnede ingen Udvej og tog viljeløs imod den Fyldepen, han bød mig. »Behag at skrive Deres Navn her som Sikkerhed for Ordrens øjeblikkelige Efterlevelse.«
Ligesom jeg vilde til at skrive, opstod der et infernalsk Spektakel i Rummet, omkring os. Evelyn Sharp haanlo henne fra Væggen, Høgsbro og Fru Jutta gjorde indtrængende Forestillinger, Selma Lagerløff protesterede, men allerværst larmede det henne i Æsken med Dansk Kvindesamfunds historiske Postkort. Mathilde Fibiger og Pauline Worm, Kirstine Fredriksen og Fredrika Bremer, Stuart Mill og Ludvig Holberg, alle raabte de i Munden paa hverandre om Kvindens Selvbestemmelsesret, om Dansk Kvindesamfunds ærværdige Traditioner, om Betydningen af det kvindelige Sammenhold.
Da svulmede mit Hjærte af ædel Trods; jeg greb Æsken med de raabende Røster og holdt den henimod Ministeriets Budbringer. »Skal jeg slippe Dansk Kvindesamfunds usynlige Riddervagt løs paa dig? - eller vil du gaa med det gode?«
»Jeg har min Ordre,« svarede han uforfærdet og rakte paany Fyldepennen henimod mig, men ved denne Bevægelse strejfede hans Ærme Æsken i min Haand, saa den faldt paa Gulvet.
I samme Øjeblik fyldtes Rummet af Skikkelser i henfarne Tiders Klædebon. De strakte truende deres Hænder ud imod den formastelige, trængte ham baglæns ud af Døren og videre nedad Trapperne med stort Bulder.
Slagen af Skræk og daarlig Samvittighed segnede jeg til Jorden - vendte mig om paa den anden Side og sov videre.
