« Tilbage til søgeresultaterne

Den rene Kvindelinie

« Se emneord

Fru Nørlunds Indvendinger her i Bladet mod Artiklen „Blandt andet” i forrige Nummer, nøder os til endnu en Gang at trække den Linie op, efter hvilken Dansk Kvindesamfund arbejder og altid har arbejdet: den rene Kvinde­bevægelses Linie, Forunderligt, at selv Kvinder, som har været blandt de forreste i Kampen for Kvinders Frigørelse, ikke formaar at holde sig denne Linie for Øje. Blandt de mange Skel, som Samfundsudviklingen i Tidens Løb har rejst mellem Borgerne, er der ét, som fra Arilds Tid har delt Borgerne i to Dele. Skellet mel­lem Mænd og Kvinder, mellem de frie og ufrie Borgere. Medens de Skel, som skilte Mændene ad, kunde flyttes, naar visse Betin­gelser kom til Stede, var det, som skilte Mand og Kvinde ad uflytteligt. Den Mand, som af sin Ung­dom udelukkedes fra Valgretten, havde dog Vished for, om han levede det tilstrækkelige Antal Aar, at se dette Skel forsvinde. - Den Mand, som stod i Tyende­forhold til Andenmand, og derfor var udelukket fra Valgretten, hav­de dog Mulighed for engang at blive sin egen Mand og dermed valgberettiget, - den Mand, som ikke havde de tilstrækkelige Ind­tægter til at blive selvskreven Landstingsvælger, var dog ikke fra Fødslen udelukket fra at komme paa en grøn Gren og blive baade højstbeskattet og selvskreven; - den Mand, som paa Grund af Æresfortabelse havde mistet sin Valgret, kunde i hvert Fald gøre sig Haab om ved god Opførsel at skaffe sig Æresoprejsning og dermed Valgretten tilbage. Men den, som fødtes Kvinde, var for Livs­tid udelukket fra politisk Borger­ret, hvad enten hun ydede Milli­oner eller maatte betle for Fø­den, hvad enten hun havde udviklet sin Aand til den højeste Fuldkommenhed eller var blandt de fattigste i Aanden, - hvad enten hun æredes og agtedes for sine Dyder, eller levede prisgiven hver Mands Foragt. Et saadant Skel var og er endnu den Dag, hvor dette skrives, rejst mellem hver Mand og hver Kvinde i Landet, et Skel, som ikke kan flyttes, kun slettes. Junigrundlovens højpriste Frihed og Retfærdighed betød i Virkeligheden: Hver Mand over hver Kvinde.

Da brød Kvindebevægelsens Bølge uimodstaaelig igennem i Halvfjerdserne og vendte sig mod dette Skel alene. Kvinder af alle Klasser samlede sig om det Krav, at Skellet mellem Mand og Kvinde skulde slettes paa ethvert Punkt, hvor ikke selve Naturen havde rejst det.

Fru Nørlund skriver: „Vi har forlangt Kvinders Valgret som et Led i den Kamp mod Valgretsprivilegier, som er ført herhjem­me og i andre Lande”. -

Dansk Kvindesamfunds Histo­rie lærer os noget helt andet. Den viser os, at ikke paa noget Tidspunkt har denne Forening gjort Kvinders Valgret til „et Led i Kampen for lige og Almindelig Valgret”, ikke fordi den var for snever til at anerkende dette Krav, men fordi den var saa rum­melig, at den kunde samle Kvin­der af alle politiske Anskuelser om det ene Krav: Mandsprivilegiernes Afskaffelse. Det „vi”, Fru Nørlund lidt rundhaandet udslyn­ger, maa derfor staa for hendes egen og hendes politiske Menings­fællers Regning.

Ingen forbyder selvfølgelig de enkelte Medlemmer indenfor Dansk Kvindesamfund at føle „Løftelsens Glæde” ved at se de­res Krav om Valgret blive taget paa Slæb af andre Krav, men Dansk Kvindesamfunds Blad kan ikke være Organ for denne Glæ­de, det maa, som i forrige Num­mer udtalt, forholde sig neutralt og nøjes med at tage Sejrsbudska­bet til Efterretning.

Vi indrømmer ikke desto min­dre, at der indenfor alle Partier findes Mænd, hvem vi af et op­rigtigt Hjerte kan sige Tak for ubrødelig Troskab mod vor Sag, og selv om denne Tak ikke kom­mer officielt til Orde, føler vi os overbevist om, at disse Mænd vil forstaa vor Taushed og gætte sig til vore Følelser, - men intet Parti kan gøre Krav paa vor Taknemlighed - Partierne har selv ved at blande deres Mellem­værender op i det store Opgør mellem Mænd og Kvinder gjort os det umuligt at henvende os noget bestemt Sted med vor Tak.

De „smukke Øjne” behøver Fru Nørlund allermindst at tage sig nær. Man skal lære, saa længe man lever. Hvis det virkelig er første Gang, Fruen hører denne ganske almindelige Talemaade,

som selv meget alvorlige Mænd undertiden har benyttet, saa har blandt andet af den Grund den paaklagede Artikel ikke været skrevet forgæves.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner