« Tilbage til søgeresultaterne
I Parlamentet
I Midten af Juli Maaned afholdtes der i London et Møde af Medlemmer af Forretningsudvalget i Den internationale Kvindevalgretsalliance og Formændene fra de forskellige tilsluttende Forbund.
For D. K. Valgretsforbund var Eline Hansen mødt. Desuden var der Repræsentanter fra Belgien, Holland, England, Schweiz, Sverrige, Ungarn, Frankrig, Forenede Stater, Tyskland, Østrig osv.
Der afgjordes en Del forskellige Forretningssager. Bl. a. diskuteredes Programmet for den Kongres, der er fastsat til 1915 i Berlin, for hvilken det dog under de for Haanden værende Forhold næppe lønner sig indtil videre at lægge nærmere Planer. Der var arrangeret en Del offentlige Møder og private Festligheder i Forbindelse med dette Besøg af Kvinder fra forskellige Lande, og de store engelske Kvindeorganisationer fornægtede naturligvis ikke det Ry, de bærer som Iscenesættere af vel planlagte og godt gennemførte Møder og storstilede Festligheder.
Festens clou turde dog være den Modtagelse, som Medlemmer af det engelske Parlament havde arrangeret for de udenlandske Kvinder i selve Underhuset. „Jus Suffragii” for 1. August viser os et Billede taget af Deltagerne udenfor Parlamentet og udtrykker sig i begejstrede Ord om begivenheden. -
Mr. Dickinson, kendt for Indbringelse af et Lovforslag om Kvindevalgret, bød Damerne velkommen i en af de store smukke Udvalgssale og beklagede, at det store Arbejde i Parlamentet i disse Tider havde forhindret en Del Medlemmer af dette i at være tilstede. -
Lord Robert Cecil udtalte sin Glæde over at træffe saa mange Repræsentanter for Kvindevalgretssagen, som stadig fik flere og flere Venner indenfor hans Parti.
Mr. Ramsay Mac Donald (Formand for Arbejderpartiet) sagde, at det var en vidunderlig Sag, der kunde bringe Samarbejde i Gang mellem Mænd, der ellers var af saa vidt forskellig Opfattelse som Lord Robert Cecil og Taleren. Hans Parti var ikke alene Tilhængere af Kvindevalgretstanken, men det havde ogsaa i Sinde at virkeliggøre den. - En Ting var sikker: Den næste Regering i England maatte fremkomme med et Forslag til denne Reforms Indførelse.
Mr. Acland (Sekretær i Udenrigsministeriet) bragte en Hilsen fra Udenrigsministeren Sir Edward Grey, der af ministerielle Forretninger var bleven afholdt fra at møde, og han udtalte ogsaa som sin Overbevisning, at den næste Regering maatte tage Sagen op som en Partisag*).
*) Hvem kan undres over, at Suffragetterne søger at skaffe denne Regering af Vejen og den næste til Roret, som man lover dem saa meget af?
Red. af „Kv. og Samf.”
Derefter fik vor meget afholdte internationale Præsident Carrie Chapman Catt Ordet, og hun rettede en meget smuk og virkningsfuld Appel til engelske Mænd om at løse Spørgsmaalet for Englands Vedkommende saasnart som muligt. - Hun havde netop hørt af den fra Danmark mødte Repræsentant, at intet Medlem af den danske Rigsdag havde i de sidste 10 Aar brudt sit Løfte til Kvinderne, og for de øvrige skandinaviske Landes Vedkommende kunde dette samme siges. Det var ikke hele Verden over, at Mænd kunde rose sig heraf. - Det glædede hende, at hun havde haft Lejlighed til her at træffe de Mænd, som var bleven Sagen tro i England. - Verden ventede paa at se dette store Skridt paa Civilisationens Stige taget fuldt ud, og det var kun smaalige Bevæggrunde, der i nogle Lande lagde Sagen Sten i Vejen. -
Medlem af den finske Landdag Annie Furuhjelm, der vil huskes fra det nordiske Kvindesagsmøde, talte derefter under stor Opmærksomhed om sit Arbejde i Landdagen.
Begge Talere gjorde et stærkt Indtryk paa de tilstedeværende og blev fyldigt refererede i Pressen.
Efter Mødet drak man The paa den historiske Terasse med den interessante Udsigt over Themsen.