« Tilbage til søgeresultaterne
Literatur
Paul Schultze-Naumburg: Kvindelegemets Kultur. Autoriseret Oversættelse ved C. Asmussen. Med 131 Illustrationer. - Peter Hansens Forlag. København.
En kendt Læge sagde engang til mig: Det er dog en stor Meningsløshed, at en af vore omrejsende kvindelige Agitatorer for Kvindens Frigørelse paa et Hotel maatte bede Opvarteren hægte hende i Ryggen, og jeg kunde jo kun undskylde hende med, at hun endnu ikke havde frigjort sig selv for Kvindemodens Luner. Den her foreliggende Bog omtaler paa et meget større og alvorligere Felt den Mangel paa Frigørelse fra Modens Luner, som Kvinderne lægger for Dagen ved en Maltrakteren af det fra Naturens Haand saa skønne kvindelige Legeme. Og Forfatteren viser dels gennem en fortrinlig Text, dels ved en Mængde udmærkede Billeder af nøgne og paaklædte Kvindekroppe i hvor høj Grad Kvinderne finder sig i at lade deres Legemer omforme af uhensigtsmæssige Klædedragter.
„Bestræbelsen for at reformere Kvindedragten,” siger Forf., „er dukket op i de forskelligste Skikkelser. I hundrede Aar har Lægerne præket - eller resigneret. I den nyeste Tid har nu ogsaa Kunstnerne begyndt at trænge ind paa Modens Omraade, og maaske vil de ogsaa paa dette Felt tage Førerrollen, som de har gjort det i Haandværk og Skønvirke. Men ogsaa Kunstnerne maa forefinde en Basis af rigtige Anskuelser hos Publikum og ikke mindst hos sig selv for at have et Udgangspunkt. Selv de bedste Kunstnere kan intet stille op med et Publikum, som misforstaar alt og kun gaar med til noget for Modens Skyld –”. „Hele Kvindedragtens Aand maa blive en anden.”
Saa „revolutionært” er Skriftet, og man maa for det meste give Forf. Ret. Ialt Fald er de Billeder, han fremstiller i Massevis, og som viser Forskellen paa Kvindelegemet, naar det ikke har underkastet sig Modens Luner, og naar dette er sket, meget slaaende. Man skulde ofte forsværge, at det var samme animalske Art, der her fremstilledes, saa illustrerende er de, skønne og hæslige, klassiske og moderne mellem hverandre.
Der findes ogsaa Rids og Billeder af Fødder og Forklaringer, som viser, at en normal Fod slet ikke kan være i den nu brugelige Støvle, uden at denne forandrer og omdanner den stærkt. Midtlinien af Foden ligger galt i Støvlen, og Støvlens Hæl bringer Foden til at hvile mod Underlaget i en skraa Stilling, hvorved Foden ved hvert Skridt skydes fortil i Støvlen, hvad der trætter og hindrer en god Gang.