« Tilbage til søgeresultaterne

„Kvindehjælpen”s nye Opdragelseshjem

« Se emneord

En livfuld og varmhjertet Kvin­de med en klar Forstand, hurtig Opfattelse og skarp Iagttagelses­evne, og udrustet med en utro­lig Energi, det er det Indtryk, man modtager, naar man gør Be­kendtskab med Fru Ellen Schepelern, den Aarhus Præstekone, som har indlagt sig saa stor For­tjeneste ved det omfattende Ar­bejde, hun har udført for unge, forvildede Kvinders Genrejsning.

Fru Schepelern er norsk af Fødsel, og hun er uden Tvivl knyttet til sit Hjemland med stær­ke Baand; men vort Land er blevet hende et andet Fædreland i den Forstand, at hun føler sig kaldet til at gøre alt, hvad hun kan udrette, og det vil sige me­get.

Dreven af sin inderlige Med­følelse med unge, sædeligt forvil­dede Kvinder begyndte Fru Sche­pelern i Februar 1906 sit Red­ningsarbejde gennem en Natmis­sion i Aarhus Beværtninger og Gader. - Kort Tid efter aabnede hun i Forbindelse med sine Med­hjælpere et lille Aftenhjem, hvor man paa forskellig Maade under­holdt de unge Piger, man fik fat paa gennem Værtshusmissionen.

Ud fra denne beskedne Begyndelse er der i de mellemliggen­de Aar vokset en meget omfat­tende Virksomhed frem, saa at „Kvindehjælpen”, som den af Fru Schepelern stiftede Forening kal­des, i Løbet af de mellemliggen­de Aar har oprettet to Hjerm for unge Kvinder.

Det ene af disse er et Optagelseshjem for Børn eller dog ganske unge Kvinder, der endnu staar under Værgeraadets Tilsyn. Det er beliggende paa Landet, saa at Eleverne kan færdes i sunde og tiltalende Omgivelser og kan sysselsættes med en Del Friluftsarbejde ved Siden af den hus­lige Gerning.

Det andet af Hjemmene omfat­ter en større Bygning og en Lej­lighed i selve Aarhus og er be­stemt for de noget ældre Piger, som beskæftiges med Arbejde af forskellig Art. Almindelig Hus­gerning veksler med Arbejde i Vævestuen, paa Systuen og i Va­skeriet. Desuden gives der Un­dervisning i forskellige Skolefag. Arbejdet afbrydes af kortere Fri­tider, og Aftenerne og Helligdagene gøres saa tiltalende og hygge­lige, som det er muligt. - Gen­nem Arbejde, Underholdning og Andagt søger man i Kvindehjælpens Hjem at paavirke de unge moralsk og religiøst for om mu­ligt at skabe dem en renere Til­værelse og gøre dem til nyttige Medlemmer af Samfundet.

Haand i Haand med Arbejdet i Hjemmene fortsættes det missio­nerende Arbejde paa Gader og i Beværtninger, i Hospitaler og Fængsler.

I disse Dage har Fru Schepelern imidlertid føjet et nyt og betydningsfuldt Led til sin sto­re Virksomhed, idet Kvindehjælpens nye store Opdragelseshjem er blevet fuldført. Dette Hjem sætter Foreningen i Stand til at arbejde i en længere Aarrække med de ganske unge Piger, der af Værgeraadet bliver betroet til dens Omsorg, men som den hid­til efter kortere Tids Forløb af Mangel paa Plads har maattet af­give til andre Institutioner.

Aarhus Kommune har skæn­ket Grunden til den nye Bygning, der ligger overordentlig smukt paa Byens Mark med vid Ud­sigt til alle Sider. Midlerne til selve Bygningen skaffedes til Veje dels gennem en Landsindsamling, dels gennem direkte Støtte fra Staten, og for disse Midler er der nu rejst en Opdragelsesanstalt, der i alle Henseender svarer til sit Formaal. Her findes Eneværelse til hver af de 40 Elever, som Hjem­met kan rumme. Trods disse Væ­relsers simple Udstyr virker de med deres hvide Døre og lyse Vægge samt med den frie Ud­sigt fra Vinduerne overordentlig tiltalende og vil sikkert øve de­res Virkning paa de unge Beboe­res Sind. Til Hjemmet hører en moderne udstyret Skolestue, en rummelig Gymnastiksal og et stort Skolekøkken. Desuden finder man Systuer, Vævestue og et Vaskeri. Samlingsstedet for Ele­verne i deres Fritid er en stor og hyggelig Dagligstue, hvortil Venner af Foreningen har skæn­ket et Klaver og to Bogskabe med udmærket Læsning. - Alt i Hjemmet er indrettet saa praktisk og hygiejnisk som vel muligt, men uden nogen som helst Overdaadighed for at de unge ikke skal stille Fordringer til Livet, som dette ikke kan tilfredsstille paa et senere Tidspunkt. Man haaber saaledes at kunne opdrage dem til en Gang at gaa ud i Li­vet som dygtige, solide Arbejdere med kristelig-moralsk Tankegang og Handlemaade.

Forstander for den nye Opdra­gelsesanstalt, som har faaet Nav­net Katrinebjerg, bliver Frk. Thy­ra Ræder, der i 4 Aar har arbej­det ved „Kvindehjælpen”, og som af Fru Schepelern omtales som en udmærket Arbejder, der har udført sin Gerning med sjælden Opofrelse og Forstaaelse.

Den 17. September indviedes Hjemmet ved en smuk Højtidelig­hed, hvortil en større Forsam­ling var indbudt. Desværre var Fru Schepelern selv forhindret i at være til Stede, da hun i længe­re Tid havde været alvorlig syg, og skønt betydelig bedre dog end­nu ikke kunde forlade sit Syge­værelse. Paa sin Hustrus Vegne gjorde Pastor Schepelern der­for rede for Bygningens Forhi­storie og meddelte, at hun sam­me Dag havde haft den Glæde, at Hjemmet havde faaet Statsanerkendelse. Han omtalte, hvorledes Synet af den moralske Elendig­hed blandt de unge Piger i For­bindelse med en indre tvingen­de Magt havde drevet hans Hu­stru ind i Arbejdet, bragte hendes hjertelige Hilsen og Tak til enhver, der havde medvirket ved Bygningens Opførelse og udtalte, at hun følte sig overvældende lyk­kelig ved at være naaet saa vidt og ved at have modtaget saa man­ge Beviser paa Forstaaelse og Velvilje fra alle Sider.

Borgmester Drechsel oplæste derpaa en anerkendende Skrivel­se fra Overinspektøren for Opdragelsesanstalterne, samt en Skrivelse fra Indenrigsministeren, hvori denne udtalte Ministeriets Paaskønnelse af det betydnings­fulde og uegennyttige Arbejde, Fru Schepelern havde udført for forvildede unge Piger. Hertil føj­ede Borgmesteren sin særlige Tak for det Liv og den Energi, hvormed Fru Schepelern havde arbej­det, og bragte Byens bedste Øn­sker for Institutionen.

Den egentlige Indvielsestale holdtes af Biskop Sørensen, der smukt og varmt talte om, hvorle­des det først og fremmest maatte komme an paa at vække og styrke de unges Viljesliv. Gerningen maatte gøres under gensidig Til­lid og en vis Frihed; kun der­igennem kunde man fremkalde de unges Æresfølelse og Selvagtelse. Under den store og vanskelige Gerning, der her skulde gøres, vilde man have Taalmodighed be­hov, og Kong Davids Bøn: „Her­re, skab i mig et rent Hjerte, og forny i mig en stadig Aand!” vilde sikkert genlyde i de leden­des Hjerter som den Bøn, der ud­trykker, hvad de selv og de unge stadig trænger til, om Arbejdet skal lykkes. Biskoppen slutte­de med at nedbede Guds Velsig­nelse over Hjemmet og dets Ger­ning.

Med Indvielsen af Katrinebjerg Opdragelseshjem har Fru Sche­pelern naaet et stort Maal, og hun selv og hendes Medarbejdere vil faa fuldt op at gøre med at lede Arbejdet her og paa Kvindehjælpens øvrige Virkefelter; men de, som kender lidt til hendes Energi og varme Hjerte, tror ikke, at hun dermed mener at have naaet det endelige Maal for sin Virksomhed. De tror, at hun stadig vil sætte sig nye Maal for sit Arbejde, og de ønsker hende Kraft og Velsignelse til, at hun fremde­les maa kunne virke for den Sags Fremme, som hun nu allerede i en Aarrække har viet sine bedste Kræfter.