« Tilbage til søgeresultaterne
„Kvindehjælpen”s nye Opdragelseshjem
En livfuld og varmhjertet Kvinde med en klar Forstand, hurtig Opfattelse og skarp Iagttagelsesevne, og udrustet med en utrolig Energi, det er det Indtryk, man modtager, naar man gør Bekendtskab med Fru Ellen Schepelern, den Aarhus Præstekone, som har indlagt sig saa stor Fortjeneste ved det omfattende Arbejde, hun har udført for unge, forvildede Kvinders Genrejsning.
Fru Schepelern er norsk af Fødsel, og hun er uden Tvivl knyttet til sit Hjemland med stærke Baand; men vort Land er blevet hende et andet Fædreland i den Forstand, at hun føler sig kaldet til at gøre alt, hvad hun kan udrette, og det vil sige meget.
Dreven af sin inderlige Medfølelse med unge, sædeligt forvildede Kvinder begyndte Fru Schepelern i Februar 1906 sit Redningsarbejde gennem en Natmission i Aarhus Beværtninger og Gader. - Kort Tid efter aabnede hun i Forbindelse med sine Medhjælpere et lille Aftenhjem, hvor man paa forskellig Maade underholdt de unge Piger, man fik fat paa gennem Værtshusmissionen.
Ud fra denne beskedne Begyndelse er der i de mellemliggende Aar vokset en meget omfattende Virksomhed frem, saa at „Kvindehjælpen”, som den af Fru Schepelern stiftede Forening kaldes, i Løbet af de mellemliggende Aar har oprettet to Hjerm for unge Kvinder.
Det ene af disse er et Optagelseshjem for Børn eller dog ganske unge Kvinder, der endnu staar under Værgeraadets Tilsyn. Det er beliggende paa Landet, saa at Eleverne kan færdes i sunde og tiltalende Omgivelser og kan sysselsættes med en Del Friluftsarbejde ved Siden af den huslige Gerning.
Det andet af Hjemmene omfatter en større Bygning og en Lejlighed i selve Aarhus og er bestemt for de noget ældre Piger, som beskæftiges med Arbejde af forskellig Art. Almindelig Husgerning veksler med Arbejde i Vævestuen, paa Systuen og i Vaskeriet. Desuden gives der Undervisning i forskellige Skolefag. Arbejdet afbrydes af kortere Fritider, og Aftenerne og Helligdagene gøres saa tiltalende og hyggelige, som det er muligt. - Gennem Arbejde, Underholdning og Andagt søger man i Kvindehjælpens Hjem at paavirke de unge moralsk og religiøst for om muligt at skabe dem en renere Tilværelse og gøre dem til nyttige Medlemmer af Samfundet.
Haand i Haand med Arbejdet i Hjemmene fortsættes det missionerende Arbejde paa Gader og i Beværtninger, i Hospitaler og Fængsler.
I disse Dage har Fru Schepelern imidlertid føjet et nyt og betydningsfuldt Led til sin store Virksomhed, idet Kvindehjælpens nye store Opdragelseshjem er blevet fuldført. Dette Hjem sætter Foreningen i Stand til at arbejde i en længere Aarrække med de ganske unge Piger, der af Værgeraadet bliver betroet til dens Omsorg, men som den hidtil efter kortere Tids Forløb af Mangel paa Plads har maattet afgive til andre Institutioner.
Aarhus Kommune har skænket Grunden til den nye Bygning, der ligger overordentlig smukt paa Byens Mark med vid Udsigt til alle Sider. Midlerne til selve Bygningen skaffedes til Veje dels gennem en Landsindsamling, dels gennem direkte Støtte fra Staten, og for disse Midler er der nu rejst en Opdragelsesanstalt, der i alle Henseender svarer til sit Formaal. Her findes Eneværelse til hver af de 40 Elever, som Hjemmet kan rumme. Trods disse Værelsers simple Udstyr virker de med deres hvide Døre og lyse Vægge samt med den frie Udsigt fra Vinduerne overordentlig tiltalende og vil sikkert øve deres Virkning paa de unge Beboeres Sind. Til Hjemmet hører en moderne udstyret Skolestue, en rummelig Gymnastiksal og et stort Skolekøkken. Desuden finder man Systuer, Vævestue og et Vaskeri. Samlingsstedet for Eleverne i deres Fritid er en stor og hyggelig Dagligstue, hvortil Venner af Foreningen har skænket et Klaver og to Bogskabe med udmærket Læsning. - Alt i Hjemmet er indrettet saa praktisk og hygiejnisk som vel muligt, men uden nogen som helst Overdaadighed for at de unge ikke skal stille Fordringer til Livet, som dette ikke kan tilfredsstille paa et senere Tidspunkt. Man haaber saaledes at kunne opdrage dem til en Gang at gaa ud i Livet som dygtige, solide Arbejdere med kristelig-moralsk Tankegang og Handlemaade.
Forstander for den nye Opdragelsesanstalt, som har faaet Navnet Katrinebjerg, bliver Frk. Thyra Ræder, der i 4 Aar har arbejdet ved „Kvindehjælpen”, og som af Fru Schepelern omtales som en udmærket Arbejder, der har udført sin Gerning med sjælden Opofrelse og Forstaaelse.
Den 17. September indviedes Hjemmet ved en smuk Højtidelighed, hvortil en større Forsamling var indbudt. Desværre var Fru Schepelern selv forhindret i at være til Stede, da hun i længere Tid havde været alvorlig syg, og skønt betydelig bedre dog endnu ikke kunde forlade sit Sygeværelse. Paa sin Hustrus Vegne gjorde Pastor Schepelern derfor rede for Bygningens Forhistorie og meddelte, at hun samme Dag havde haft den Glæde, at Hjemmet havde faaet Statsanerkendelse. Han omtalte, hvorledes Synet af den moralske Elendighed blandt de unge Piger i Forbindelse med en indre tvingende Magt havde drevet hans Hustru ind i Arbejdet, bragte hendes hjertelige Hilsen og Tak til enhver, der havde medvirket ved Bygningens Opførelse og udtalte, at hun følte sig overvældende lykkelig ved at være naaet saa vidt og ved at have modtaget saa mange Beviser paa Forstaaelse og Velvilje fra alle Sider.
Borgmester Drechsel oplæste derpaa en anerkendende Skrivelse fra Overinspektøren for Opdragelsesanstalterne, samt en Skrivelse fra Indenrigsministeren, hvori denne udtalte Ministeriets Paaskønnelse af det betydningsfulde og uegennyttige Arbejde, Fru Schepelern havde udført for forvildede unge Piger. Hertil føjede Borgmesteren sin særlige Tak for det Liv og den Energi, hvormed Fru Schepelern havde arbejdet, og bragte Byens bedste Ønsker for Institutionen.
Den egentlige Indvielsestale holdtes af Biskop Sørensen, der smukt og varmt talte om, hvorledes det først og fremmest maatte komme an paa at vække og styrke de unges Viljesliv. Gerningen maatte gøres under gensidig Tillid og en vis Frihed; kun derigennem kunde man fremkalde de unges Æresfølelse og Selvagtelse. Under den store og vanskelige Gerning, der her skulde gøres, vilde man have Taalmodighed behov, og Kong Davids Bøn: „Herre, skab i mig et rent Hjerte, og forny i mig en stadig Aand!” vilde sikkert genlyde i de ledendes Hjerter som den Bøn, der udtrykker, hvad de selv og de unge stadig trænger til, om Arbejdet skal lykkes. Biskoppen sluttede med at nedbede Guds Velsignelse over Hjemmet og dets Gerning.
Med Indvielsen af Katrinebjerg Opdragelseshjem har Fru Schepelern naaet et stort Maal, og hun selv og hendes Medarbejdere vil faa fuldt op at gøre med at lede Arbejdet her og paa Kvindehjælpens øvrige Virkefelter; men de, som kender lidt til hendes Energi og varme Hjerte, tror ikke, at hun dermed mener at have naaet det endelige Maal for sin Virksomhed. De tror, at hun stadig vil sætte sig nye Maal for sit Arbejde, og de ønsker hende Kraft og Velsignelse til, at hun fremdeles maa kunne virke for den Sags Fremme, som hun nu allerede i en Aarrække har viet sine bedste Kræfter.
