« Tilbage til søgeresultaterne
Er „Kvinders Krigstjeneste” inde paa det rette Spor?
Vi er anmodet om at optage følgende:
Tidens Alvor, der paa saa mange Maader har rystet op i Forholdene og ligesom bragt os til at staa stille og overveje, har i første Række vist den store Hiælpsomhed, der besjæler alle. Nu maa det vist siges, at den velstillede Del af Københavns og Landets Befolkning, altid er saare villige til at yde deres Hjælp, naar den paakaldes, men denne Gang er det ligesom Folk føler Trang til personlig Ydelse - de synes ikke mere, det er nok at lukke Pungen op. Det kan synes saa overmaade smukt, men ser vi rigtig efter, og navnlig alvorligt tænker paa, hvad der skal opnaas, er jeg bange for, at den gamle Metode var bedre.
Jeg tænker særlig paa alle de elskværdige Damer, der for Tiden ofrer flere Timer daglig paa at sy Skjorter, de gør det sikkert i den bedste Mening, men - det er jo ikke Arbejdskraft, vi mangler, kun Skjorter, Strømper, Undertøj og en hel Del andet, som de Mennesker, der er vant til at sy og forarbejde disse Ting, sikkert ogsaa nu kan gøre hurtigere og bedre - al Ære og Respekt for Damernes gode Vilje. Det er jo lidt omvendt, at samtidig med, at Hundreder og atter Hundreder af unge Syersker og Ekspeditricer, Kontordamer o. s. v. opsiges og staar arbejdsløse, saa sætter en hel Skare af Damer, der ellers ikke plejer at bestille noget - ja, jeg mener altsaa i denne Forstand - sig til at slide som betalte Syersker.
Var det ikke bedre at bruge den gamle Metode: lukke Pungen op. For et Par Aar siden viste det sig, at Danske Kvinders Forsvarsforening paa forholdsvis meget kort Tid indsamlede henved en halv Million til Hjælp til vort Forsvar, hvad om de gjorde det igen, denne Gang til vort levende Forsvar. Der kunde da komme System i Skjortesyningen, Strømpestrikningen og det altsammen, en Mængde smaa danske Industrier, der nu ligger stille, kunde faa Arbejde, mange af de afskedigede Syersker kunde atter faa Arbejde, Pengene vilde cirkulere og bringe den Glæde og Nytte, det nu en Gang er Penges Lod at bringe, samtidig med, at vore Soldater fik det Undertøj, de behøvede. Og dernæst kunde der oprettes Vadskerier, Lappestuer og Strømpestoppeværksteder, thi det er vel ikke Meningen, at Soldaten skal have ny Skjorte, hver Gang han skal skifte - hvor godt jeg end under ham, turde det dog maaske være for flot, og Soldatens Stopning og Lapning, tror jeg ikke rigtig paa, i hvert Fald var der Arbejde for mange af de nu arbejdsløse unge Kvinder, der sikkert hellere tog det og blev i deres Hjem, end som nu at blive sendt ud paa Landet og spise Naadsensbrød. Thi det maa vi vel huske: for Mennesker, der er vant til at leve af deres Arbejde, er det ikke rart at skulle tage mod frit Ophold, bede om Pengehjælp og andre Almisser, hvor vel disse end er ment. Nej, giv dem Arbejde, lad dem tjene deres Ophold som hidtil, det er den sande Hjælp.
Og maa jeg tilsidst sige et Par Ord om den nu saa moderne Sparsommelighed, der jo giver sig mange ejendommelige Udslag, jeg kender af Erfaring et velstaaende, barnløst Ægtepar, der levede efter deres Midler, gæstfrit og selskabeligt. Fruen er et udmærket Menneske og vil selvfølgelig ikke staa tilbage, naar Fædrelandet er i Fare. Altsaa, Stupigen blev afskediget, Formiddagskonen ligesaa, Selskabsværelserne lukket af - ingen Teaterabonnement - ingen Spilleaftener, Efteraarsdragt eller Hat - ikke Tale om. For mig er det ikke muligt at se, at denne Dame har opnaaet andet, end at forøge sin Mands i Forvejen rigelige Kuponer, gøre sit Hjem uhyggeligt, overlæsse sin Kokkepige, gøre en flink Stupige arbejdsløs og - last but not least - bragt Sorg og Kummer i det lille Hjem, hvor Moderens Maanedsløn, som Formiddagshjælp i det rige Hus, var saare nødvendig og kærkommen. Men lad mig gentage det, alt dette er gjort af virkelig Offervilje og i den bedste Hensigt.
