« Tilbage til søgeresultaterne
Den lille Dreng med Fløden
Jeg mødte ham i Vinter
paa den snævre, vaade Sti, -
langsomt, ganske langsomt
gik Gutten mig forbi.
Mørkt Haar stod i Vinden,
som blæste skarp og hvas, -
to smaa blaarøde Næver
klemte fast om et Glas. ,
Fløde fyldte til Randen
det lille glatte Krus, -
nu gjaldt det ikke at spilde
men faa det hele i Hus!
De valne Fingre spændte
med Villiens hele Magt,
og kækt de brune Øjne
holdt over Skatten Vagt.
Langsomt gennem Mørket
vandred han varsomt frem
naaede saa et lille Hus,
hvor Døren stod paa Klem,
der hørte jeg ham sige:
- det lød saa godt og snildt -
„Mor, her har du Fløden. Jeg har ingenting spildt."
Saa varm jeg blev om Hjærtet, -
den tapre lille Knægt
blev mig som et Billed
af hele vor vandrende Slægt,
som over mørke Veje
bærer frem mod sit Maal
Livets kostbare Gave
gemt i den skøreste Skaal.
Langsomt gennem Mørket
bærer den Skatten frem, -
med Straaler over Vejen
vinker det lyse Hjem. .
O, maatte engang det lyde
mod Vandreren naaderigt, mildt:
Din Skaal har tro du baaret,
Dit Liv blev ikke spildt.
