« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindehjemmet i Læssøesgade
Vi har henvendt os til Forstanderen for Kvindehjemmet i Læssøegade, Fru Vibeke Salicath, og bedt hende give os en Fremstilling af, hvad denne Kvindeinstitution har foretaget sig som Led i Kvinders Krigstjeneste. Fru Salicath meddeler følgende:
Da Krigen brød ud, fulgte den almindelige Panik. - Adskillige af de Mødre, der har Børn i Dagpleje paa vor Børneafdeling, erklærede: nogle, at de vist helt vilde miste Arbejdet ved Fabrikkerne, hvor de virkede, andre, at de kun vilde faa Halvdagsarbejde eller højst Arbejde et Par Dage om Ugen. Sindene var i det hele stærkt opskræmte.
Kvindehjemmets Bestyrelse Indsaa, at den maatte holde sig parat til at yde Hjælp, thi hvis disse Mødre ikke længer havde deres sædvanlige Arbejdsfortjeneste, vilde det komme til at gaa ud over Børnene, som det jo koster dem noget at holde i Dagpleje. Ganske vist kunde man sige, at saa kunde Kvindehjemmet forpleje Børnene gratis, men det vilde blive Almisse, og at give Almisse, griber vi kun til i den yderste Nød, da vi arbejder efter Principet Hjælp til Selvhjælp og mener, at Arbejdet er den rette Vej gennem social Elendighed. Vi var derfor hurtig klare over, at vor Arbejdsstue maatte udvides; det var gennem den, at Hjælpen skulde ydes, saa langt, vi kunde strække os.
Ved Opslag paa vore Døre kundgjorde vi, at Kvinder, der trængte til en lille Fortjeneste kunde faa Arbejde paa vor Systue. Men vor Plan var ikke stor nok. Kun 28 af dem, der bad om Hjælp, kunde vi anbringe paa Systuen med dens to Anexer, og det endda med Nød og Næppe. Vi købte nogle Stykker Stof og syede Undertøj til Voksne og Børn, vi byttede vore uldne Klude op mod Stof til Kjoler og Forklæder, rensede og omsyede brugt Tøj, reparerede for private for Betaling og gratis for Soldaterne. Der var nok at tage fat i. Hver Dag fra 12 til 6 blev der arbejdet med en Middagspause paa en halv Time. Vi betalte saa meget, vi kunde overkomme, nemlig 72 Øre til hver. Deraf fradroges dog de 20 Øre til to Retter Middagsmad. .
Men hvad forslaar Arbejde til 28 Mennesker i en Tid, hvor 3-4 Gange saa mange beder om dog at faa Adgang til lidt Fortjeneste?
Saa gjorde vi Indkøb af Strikkegarn for 200 Kr. og lod 35 af de kvindelige Arbejdssøgere strikke Sokker og Børnestrømper i Hjemmet. De fik 50 Øre for Parret. Der kom nogle velvillige Mennesker og købte en stor Del Sokker til eget Brug eller til at give til Soldater, og andre kom og bad om, at vi vilde forfødde deres Strømper. Vi gav altsaa paa disse Maader en lille Fortjeneste til ialt 63 Kvinder.
Men kan man nu ogsaa kalde den usle Løn for Fortjeneste? Ja, vi mener, man kan det med lige saa megen Ret, som man kan kalde det Arbejde, der præsteres, for Arbejde. Mange af disse helt eller delvis erhvervsløse, kan nemlig hverken strikke eller sy, i hvert Fald ikke præstere første Klasses Arbejde. Ja, der er dem, der daarlig kan holde paa en Synaal. Desuden er den Tid, de sidder paa Systuen, afpasset efter deres Behov, saaledes at de kan have Morgenplads ved Siden af, eller Halvdagsarbejde, Budplads i Aftentimerne o.1. Sikkert er det, at alle disse Kvinder, der har søgt Arbejdsstuen, har været nødt til at bøde paa manglende Indtægter ved at tage fat paa, hvad de kunde faa, og Kvindehjemmet har ydet Betalingen efter yderste Evne og saa langt, som det kunde overkomme. Under ekstraordinære Forhold, maa man tage ekstraordinære Forholdsregler.
Arbejdsstuen og Strikkearbejdet i Hjemmet har været søgt baade af gamle og unge Folk, gifte og ugifte Kvinder, der før har været beskæftigede ved Syning, men ogsaa af virkelige Syersker; desuden af Kvinder, der har været Ekspeditricer eller Kontorister, Artister, Vaske- og Rengøringskoner, Fabriksarbejdersker, Sygeplejersker osv.
Saa meget er vist, at enhver af disse har været glad ved at faa en lille Fortjeneste ved deres Arbejde fremfor slet ingen - eller Almisse.
