« Tilbage til søgeresultaterne
Militarisme og Feminisme
Under denne Overskrift har Folketingsmand Dr. phil. A. Fraenkel i Bladet »København« for
11. Oktober skrevet en Artikel, hvori han udtaler, at Militarismen ogsaa kan have en Mission i Kulturens Tjeneste. Den europæiske Kultur har udviklet sig ensidig feminint, lige siden Kong Frantz d.1ste af Frankrig opdagede Kvinden og gjorde hende til et betydningsfuldt Led i det franske Hof. »Altsom den stigende Levefod sætter Kvinden i Stand til at udfolde sine ydre Fortrin, og altsom den mere almindelige Adgang til økonomisk Løftelse, hurtig og uforholdsmæssig Gevinst, sætter Manden i Stand til at lade hende optræde paa en Baggrund, som netop stimulerer de Egenskaber hos hende, der gør, at hun hersker, og dette ikke just i Kraft af sine ideelle Sider, har hun præget Tiden med sine særlige Evner, som hun har faaet ophøjet til Idealer, og det Idealer, der har den praktiske Side, at de befæster hendes Herskerstilling.
Drager man sig alt dette til Bevidsthed, tør man vist sige, at Europa er feminiseret. Det er afgjort ikke mandlige Egenskaber, der bringer sin Mand fremad i Nutiden, men tværtimod kvindelige. Med Djærvhed, Aabenhed, Frimodighed, Sandhed, og meget andet kommer man ikke vidt. Med at kunne bøje af, tilpasse sig, holde det gaaende i et vist clair-obscur, der kan blive til, hvad det skal være, holde sine Meninger svævende o. s. v., er man med almindelig sund Menneskeforstand berettiget til at vente Carriére. Mod Kulturens ensidige Feminisme har Tyskland søgt at præge den ensidigt maskulint, gennem Militarismen, som ogsaa indeholder Sider af kulturel Værdi. Og det ikke alene i saadanne Mandsegenskaber, som peger udad, men ogsaa i saadanne, der peger indad, som Nøjsomhed, Arbejdsomhed, Udholdenhed, Pligttroskab og andre, som det tyske Officerkorps daglig udfører i Garnisonsbyen under fredelige Forhold.
Kulturen taaler ingen Ensidighed - »vil Europa bruge en lang Fredsperiode til at feminisere sig, saa vil det gaa til Grunde af Mangel paa Vilje og Kraft, af Blødagtighed, Snobberi og Forfængelighed, lige saa vist som det vil ødelægges ved at faa prøjsisk Militarisme til ledende Linie.«
Forfatteren mener, at det er Tysklands Fejl og Ulykke, at det i Militarismen har set den eneste Vej til at skabe et værnedygtigt Folk, og at det, selv om det sejrer paa Valpladsen, vil komme til at bøde herfor - »det, skulde da være, at den europæiske Kulturs altfor vidt drevne Tilegnelse af det særligt kvindelige allerede havde magtstjaalet Nationerne for al Mandsvilje og Udholdenhed.«
