« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
IV.
Midt i September 1791 forlod Ægteparret Roland igen Paris, da hans Hverv som Deputeret i den lovgivende Forsamling var endt. Efteraaret tilbragte de i deres Hjem paa Landet, han optaget af sit Arbejde til Encyklopædien, hun af Hjemmets fredelige Sysler og den travle Vinhøst. Men Tidens Gæring og Uro var engang brudt ind i deres fredelige Idyl og slap dem ikke; Hammerslagene fra den glødende Esse, hvor det nye Samfund tildannedes, genlød i deres Øren midt i den landlige Stilhed, - Paris sugede dem tilbage. Hen i December Maaned brød de op og bosatte sig atter i Hovedstadens Center, hvor deres girondinske Venner ikke tøvede med igen at flokke sig om dem.
Kongedømmet gik med rivende Hast sin Undergang i Møde. Forholdet mellem Kongen og den lovgivende Forsamling havde ikke ført til det Samarbejde, som paa begge Sider var ønsket, og i Foraaret 1792 begyndte Ludvig d. 16. i sin Raadvildhed at tænke paa at omgive sig med Ministre, som kunde danne et virkeligt Bindeled mellem ham og Rigsdagen. Disse kunde imidlertid ikke søges blandt Medlemmer af Forsamlingen, da Loven forbød saadanne at indtræde i et Ministerium før 4 Aar efter Forsamlingens Ophør; de maatte derfor søges blandt Demokraterne udenfor denne.
En Aften modtog Madame Roland Besøg af Brissot, som spurgte hende, om hun mente, hendes Mand vilde indtræde i det paatænkte nye Ministerium.
Det kom hende egentlig ikke overraskende, hun vidste, at dette var paa Tale, men bad ham vente paa Svar. Svaret kom næste Dag: Roland var rede til at bringe Frankrigs Frihed det Offer af Tid og Kræfter, som den ham tiltænkte Post krævede. - D. 23. Marts bragte Chefen for det nye Ministerium, General Dumouriez, Roland Efterretningen om hans Udnævnelse til Indenrigsminister.
Rolands første Optræden ved Hoffet i Tuilerierne blev for Tilhængerne af det gamle System en Skandale af Rang. Han mødte i en kvækeragtig simpel Dragt med rund Hat og Baand i Skoene i Stedet for Spænder. Ceremonimesteren nærmede sig forskrækket Dumouriez og hviskede med et Sideblik paa Roland: „Jeg ber Dem, - han har ingen Spænder paa Skoene!” Dumouriez trak paa Skulderen med et undertrykt Smil: „Ak, min Ven! - Alt er forbi!”
Madame Roland følte sig snart paa det dybeste skuffet af Tingenes Gang i det nye Ministerium. Hun indsaa med sit skarpe Blik snart, at Kongens Taktik nærmest gik ud paa at holde sig Ubehagelighederne fra Livet Ved at trække Sagerne i Langdrag. „Statsraadet mindede mest om en Kafé, hvor man morede sig med at smaasludre,” skriver hun i sine Erindringer. „Der førtes ingen Protokol over Forhandlingerne, der fandtes ingen Sekretær. Man skiltes efter 3-4 Timers Møde uden at have præsteret andet Arbejde end nogle Underskrifter, og dette gentog sig tre Gange om Ugen.” „Det er jo en ren Ynk!” kunde hun udbryde, naar Roland vendte hjem fra et saadant Statsraad, og hun spurgte ham, hvad der var udrettet. „I er alle sammen vel fornøjede, fordi I ikke føler, at man spiller Jer paa Næsen. I lader, som om I gør, hvad I vil, hver i jert Departement, men jeg er vis paa, at man fører Jer bag Lyset.”
„Sagerne gaar dog deres Gang,” indvendte han. „Ja, men Tiden spildes,” paastod hun altid. „Jeg vilde hellere, at I tilbragte 3 Timer med i Ensomhed at overveje de store Spørgsmaal, end anvendte denne Tid til unyttig Passiar.”
Hver Fredag modtog hun Ministrene i sit Hjem og holdt sig derved til Stadighed underrettet om, hvad der foregik i Regeringskredse. Ludvig d. 16., der, som før nævnt, gerne foretrak at forhale Folkets Beslutninger fremfor at gaa imod dem, overraskede pludselig sine Ministre ved rent ud at nægte at underskrive to Dekreter, som den lovgivende Forsamling havde vedtaget. Det ene bestemte, at de Ejendomme, som tilhørte Emigranterne, straks skulde beslaglægges af Staten, det andet, at de Præster, som inden et Tidsrum af 8 Dage endnu ikke havde aflagt Ed paa Forfatningen, skulde miste deres Pension og sættes under strengt Opsyn af Myndighederne.
Harmfuld over Kongens Vægring foreslog Madame Roland, at samtlige Ministre skulde overrække Ludvig d. 16. et Brev, forsynet med alle deres Underskrifter, hvori de bad om deres Afsked, saafremt han vedblivende modsatte sig Folkets Vilje i de to omhandlede Spørgsmaal. Hun forfattede selv Udkastet til et saadant Brev efter først at have forhandlet med Roland om Grundlaget derfor, og han forelagde det derpaa for sine Kolleger. De bifaldt alle de Tanker, som var udtrykt i dette Brev, men baade den ene og den anden kom med Indvendinger mod at underskrive det med sit Navn. Roland og hans Hustru besluttede da at handle alene i denne Sag, og Madame Roland skrev paa egen Haand det historisk berømte Brev til Ludvig d. 16., som skulde drage saa store Følger efter sig. Hun skrev det saa at sige i et Aandedrag, saaledes som hun plejede, naar Inspirationen var over hende.
„Der hersker almindelig Gæring,” stod der i Brevet, „den kan kun standses, naar Kongen indgyder Folket Tillid. Dette kan ikke ske ved smukke Erklæringer, kun ved Handlinger. Derfor maa Kongen skrive under. Gør han det ikke, da vil Demagogerne benytte det, og Voldsomheder kan ventes.” Og Brevet sluttede saaledes: „Jeg véd, at Sandhedens strænge Røst kun sjælden høres saa tæt ved Tronen; jeg véd ogsaa, at det er, fordi den næsten aldrig høres der, at Revolutionerne bliver nødvendige; og jeg véd, at det er min Pligt at føre denne Tale overfor Deres Majestæt ikke blot som lovlydig Borger, men fordi jeg som Minister er hædret med Deres Tillid eller i det mindste beklæder en Stilling, som forudsætter denne.”
Brevet blev givet i Kongens Hænder d. 11. Juni; Dagen efter havde Roland og to andre girondinske Ministre deres Afsked i dybeste Unaade. Da Roland bragte sin Hustru Underretningen herom, sagde hun: „Siden Kongen ikke har villet tage Lære af dette Brev, saa lad Offentligheden gøre det. Send en Kopi af Brevet til Forsamlingen, den vil da erfare Grunden til din Afskedigelse.”
Dette skete, og den lovgivende Forsamling forlangte, at Brevet skulde trykkes og sendes ud til Departementerne, hvilket ogsaa skete. Madame Roland har selv udtalt som sin Overbevisning, bekræftet af de efterfølgende Begivenheder, at dette Brev har bidraget sit til at give det franske Folk det rette Syn paa Ludvig d. 16. Naar han ikke vilde gøre, hvad dette Brev og hans egen Interesse bød ham at gøre, var det fordi, at han intet virkeligt Ønske nærede om at opretholde Forfatningen.
Offentliggørelsen af Rolands Brev til Kongen satte Sindene mægtig i Bevægelse og blev en af Aarsagerne til, at Arbejderbefolkningen d. 20. Juni bevæbnet tiltvang sig Adgang til Tuilerierne og forlangte af, Kongen, at han skulde kalde Roland og de andre patriotiske Ministre tilbage. Madame Rolands profetiske Ord om de demagogiske Voldsomheder, som kunde ventes, hvis Kongen modsatte sig Folkets Vilje, var saaledes gaaet i Opfyldelse, maaske før hun selv havde ventet det, og det for Ludvig d. 16. og det franske Kongedømme saa ydmygende Øjeblik, hvor han satte Jakobinernes røde Hue paa sit kronede Hoved, den, som selv en Robespierre paa det bestemteste afslog at bære, - var i Virkeligheden Oprejsningen for den Tort, Roland havde lidt som Følge af sin Hustrus Brev. Det var lykkedes Girondinerne at ydmyge Kongedømmet d. 20. Juni, det lykkedes dem at omstyrte det d. 10. August, men kun lidet anede Madame Roland og hendes Venner, at de selv skulde blive de første, som Kongedømmet drog med sig i sit Fald.
Endnu en Gang skulde Roland hæves til Magtens Tinde. En ny Nationalforsamling, det saakaldte Nationalkonvent, sammenkaldtes paa den almindelige Valgrets Grund, og et nyt Ministerium oprettedes, hvori Roland og to andre af de afskedigede Ministre indvalgtes, men samtidig tegnede det politiske Ragnarok, som er blevet kaldet Rædselsherredømmet, sine Skyggerids paa det frigjorte Frankrigs Morgenhimmel. Medens Ægteparret Roland og deres Venner glædede sig over Republikens Sejr og talte om Frihed og Humanitet, forberedte Paris’s Kommune de blodige Septemberdage.
Da Pøbelen i Dagene fra d. 2. til 6. September brød ind i Paris’s Fængsler og myrdede Fangerne uden Lov og Rettergang, havde hverken Ministeriet eller Konventet Magt til at forhindre disse Skændsler, som politiske Demagoger stod bag ved, men maatte skrækslagne se til. Der var kun én, som havde Mod til at udtale sin Afsky offentlig, og det var Roland. Midt under den trykkende Stilhed, som Rædselen havde sænket over Konventet, rejste han sig og forlangte, at Lovens strengeste Straf skulde ramme de Ugerningsmænd, som var Anstifterne af Septembermyrderierne. Salen genlød af Bifaldsraab, men det blev derved. Ingen havde Mod til at lade Handling følge paa Ord. Det var fra nu af Pariserkommunen og ikke Ministeriet, som holdt om Statsroret i Frankrig. Rolands Ord i Konventet krummede ikke et Haar paa de skyldiges Hoveder, men de blev optegnede dér, hvor Hadet længe havde luret paa ham og hans Hustru, og Hævnerne slap ikke længer deres Bytte af Sigte.
dk
