Fjældluft.
Det er meget kønt af de norske Kvindesagsvenner, at de indbyder danske til at forhandle Kvindesag og Fredssag oppe i Højskolen i Seljord i Telemarken; ti det er her ikke alene Stortingsmand Ulmanns udmærkede Veltalenhed, der bydes Gæsterne, men det er ogsaa en saa sjælden Naturs Skønhed, parret med den ejendommelige friske Luft, som vi danske sætter saa stor Pris paa.
Men vi havde dog været mere taknemlig for vor egen og mange andre skikkelige Menneskers Skyld, dersom Mødet om Fredssag og Kvindesag var blevet afholdt i den norske Hovedstad, hvortil det var betydelig lettere at faa Adgang, og hvor vi ogsaa tror, at det vilde have mere Betydning, idet der i en større Kreds kunde føres en mere frugtbar Diskussion end i en lille privat Vennekreds, hvor man paa Forhaand er enig om Sagerne.
Men Kristiania Kvindeforening vilde nu en Gang ikke have os, og saa maa vi være glade, at der dog blev et Møde om Kvindesagen paa Ulmanns Højskole i Seljord, og dejligt var der deroppe. Mange elskværdige Mennesker var mødte, udmærkede Talere, og alvorlige Forhandlinger førtes. I tre Dage varede Mødet, og den hyggelige Husmoder Fru Ulmann var utrættelig i at gøre det godt for sine halvandet Hundrede Gæster. 27 danske var mødte, l svensk og 7 finske.
Alle var enige om, at Fru Ragna Nielsen, født Ulmann, var Perlen blandt Talerne, og „Hvad vi vil” haaber i et senere Numer af Bladet at kunne bringe hendes Tale. - Frøken Alli Trygg fra Finland talte ogsaa. - Redaktør Hansen-Nørremølle fra Sønderborg gav en Skildring af Kvindernes Stilling i Preussen og viste deres forfærdelig trykkede Kaar og hvor langt Kvinderne var tilbage i Tydskland. Dette gav Hr. Folketingsmand Fr. Bajer Lejlighed til at fortælle om de to fremragende Kvinder i Tydskland, Fru Line Morgenstern og Fra Guillaume-Schack, der begge staar paa Højde med den moderne Kvindebevægelse i det øvrige Evropa, men som dog arbejder for det samme Formaal paa en højst forskellig Maade; ti imedens Line Morgenstern bygger Arbejderkøkkener for de fattige (17 i Berlin), hvorved hun utrættelig hjælper med Mad og Penge, styrker og støtter Kvinderne, saa farer Fru Guillaume-Schack frem med Kraft og retfærdig Harme mod alle det gamle Samfunds Fordomme og bornerte Opfattelse af Kvindens Stilling. Begge udmærkede Kvinder, lige værdifulde for den Sag, de kæmper for. - Stortingsmand Ulmann imødegik med sin sædvanlige Veltalenhed den latterlige Misforstaaelse af Apostlen Pauluss Udtalelser om Kvinden, og mente, at Apostlen sikkert, om han levede nu, vilde harmes over, at hans Ord skulde bruges som en Hæmsko mod Kvindens Menneskeret. Præsterne tildelte U. ogsaa et Hip, idet han mente, det gik de frisindede Præster som Skydshesten, der, selv om den ikke længere trællede, saa dog vedblev at bære en brun, bred Rand paa Ryggen; saaledes kunde de frisindede Præster heller aldrig blive fri for at bære Mærke af de kirkelige Dogmer. Den norske Biskop Heuchs bekendte Anskuelser om Kvindens Stilling trevlede Hr. Ullmann op, saa der ikke blev Fnug tilbage.
Fredssagen, som nu vinder mere Forstaaelse i Norge, fik ogsaa her Støtte af udmærkede Talsmænd. Folketingsmand Bajer indledede Sagen og anskueliggjorde Arbejdet for Sagen paa den sorte Tavle, og hvem skulde ogsaa være mere inde i Arbejdet end han, der har været den første her hjemme, og som i flere Aar stod saa godt som ene med sin „Fred mellem Nationerne.” Frk. Friberg (Helsingfors) viste Fredssagens og Kvindesagens Forhold til hinanden. Ogsaa den varme Fredsven Uffe Birkedal hævdede Følelsernes Ret og Nutidsbevidsthedens Uforenelighed med Krig.
Mange andre talte, og der var sikkert ingen, der ikke bragte lidt af den friske Fjældluft med hjem fra dette vellykkede Møde i Seljord.