« Tilbage til søgeresultaterne
En Henvendelse fra de tyske Kvinder
En Henvendelse fra de tyske Kvinder til Udlandets Kvinder i September 1914 og et Svar herpaa fra Fru H. van Biema-Hijmans, Formand for Nederlandske Kvindeforeningers Landsforbund.
Vi tyske Kvinder henvender os til Udlandets Kvinder med en Forklaring og Bøn.
Tysklands Modstandere søger at forvanske Billedet af det tyske Folk i det neutrale Udlands Øjne. Det fremstiller Tyskland som en magtbegærlig Stat, der har grebet den første den bedste Lejlighed til at begynde en Erobringskrig og har gennemført den med barbariske Midler. Os Kvinder rammer disse Bagtalelser især dybt. Vi er stolte af vort Folks grundfæstede Ry som en af Jordens førende Kulturnationer. Vor Fædrelandskærlighed omfatter med særlig Varme de Fredens Værker, som vort tyske Folk gennem Aartiers rolige Udvikling har skabt i Videnskab, Kunst, Haandværk og humane Institutioner. Vi Mødre, Ægtefæller og Søstre vilde føle os medansvarlige, hvis virkelig tyske Mænd i Krigen havde syndet mod Kulturens og Menneskekærlighedens Bud. Men vi ved, at vore Ægtefæller og Sønner, vore Brødre og Venner ikke samtidig med, at de sætter Livet ind for Fædrelandets Forsvar ophører med at være den tyske Kulturs Forsvarere, den, vi - Mænd som Kvinder - har været enige om at skabe.
Ingen, som kender Tyskland, dets Sæder, dets Folkeoplysning, dets offentlige Livs Disciplin og Ordning, vil for Alvor tro, at Krigen kan omstyrte den tyske Kulturs Grundpiller og pludselig forvandle Menneskene fra Grunden af. Den, som har fulgt det sidste Tiaars politiske Historie, maa vide, hvor ofte Tysklands afgjorte Fredskærlighed har forhindret Udbrudet af en europæisk Konflikt.
Medens de Grusomheder, som det vildledte belgiske Folk har begaaet mod vore Tropper, og de Lidelser, en barbarisk Fjende har bragt over de østpreusiske Landsbyer og Stæder, faar Blodet til at stivne i vore Aarer, maa vi tilmed taale, at den tyske Hærs Ære slæbes i Skarnet, fordi vore Tropper blev tvungne til Forholdsregler, som enhver Friskarekrig afføder, og hvis Nødvendighed ingen har følt mere Afsky og Smerte over end de selv. Vi Hustruer og Mødre, som selv stolte, men med blødende Hjerte, lod vore Ægtefæller og Sønner drage ud, er vel i Stand til at skelne mellem dødsforagtende Tapperhed, som altid i hele Verden har været anset for et Kulturfolks højeste Ære, og barbarisk Ødelæggelsesraseri.
Vi nærer den Tillid til Jer, I Udlandets Kvinder, at I ogsaa formaar at skelne mellem disse to Ting. Derfor retter vi den Bøn til Eder: Hjælp Sandheden til Sejr over Hadets og Lidenskabens Forvanskninger og over en fjendtlig Politiks Forfalskninger.
Vi tvivler intet Øjeblik om, at Historien engang vil fælde sin Dom over de Midler, som vore Modstandere benytter sig af for at føre Udlandet bag Lyset. Men vi tror, at der ogsaa i den nærværende oprørte Tid mellem Mennesker paa samme Kulturtrin maa gives en Forstaaelse, som kan sønderrive et samvittighedsløst Efterretningsvæsens Løgnevæv.
Personlige Venskabsbaand og fælles Interesser for Fredens Værker, Arbejdets, Kunstens og Kultu-erns, forener os med mange af Eder, og ud af dette Fællesskab er der vokset en gensidig Tillid. Til alle Eder, for hvem vort Ord betyder noget, retter vi denne Bøn: Lad Sandhedens Røst gennemtrænge Lidenskabens og Hadets Kaos!
September 1914.
Fru Julie Bassermann, Dr. Gertrud Bäumer. Fru Helene Böhlau. Fru Boy-Ed. Fru Helene von Bud-de. Fru Marie von Bülow. Marie von Bunsen. Fru Richard Dehmel. Fru Hedwig Dohm. Hedvig Dransfeld. Fru Lisbeth von Drigalski-Dill. Fru Irene Eucken. Fru Helene von Forster. Fru Adele Gerhard. Fru Amalie von Harnack-Thiersh. Fru Elisabeth von Heyking. Fru Hedvig Heyl. Fru Richarda Huch, Fru Käthe Kollwitz, Isolde Kurz, Dr. phil., h. c. Fru Sabine Lepsius. Helene Lange. Fru Lilly Lehmann. Fru Gertrud von Liszt. Paula Mueller. Fru Anna Muthesius. Fru Cornelia Paczka Wagner. Fru Lucie von Schmoller. Fru Grevinde von Schwerin-Lövitz. Fru Ellen von Siemens-Helmholz. Fru Gertrud Simmel. (Marie Louise Enckendorf). Fru Marie Stritt. Fru Clara Viebig. Fru Cosima Wagner, Dr. phil. h. c. Fru Marianne Weber.
Svar paa Henvendelsen.
s-Gravengage, 28. Oktober 1914.
Til Dr. Gertrud Bäumer, Formand for tyske Kvindeforeningers Landsforbund.
Højtærede Frøken!
Jeg vilde ønske, jeg kunde sige til Tysklands Kvinder det, som jeg vil forsøge at skrive til Dem efter at have læst Deres »Forklaring og Bøn«, som lader sig sammentrænge i disse Ord: »Lad Sandhedens Røst gennemtrænge Lidenskabens og Hadets Kaos.«
Hjertelig gerne vilde jeg hjælpe med til at opnaa dette, og i dette Øjeblik, hvor det ikke synes mig
ganske umuligt, vender jeg mig til Dem.
Vi, som er lidenskabsløse Tilskuere og ikke har nogen Anledning til at hade nogensomhelst af de krigsførende Nationer, ved mere om Sandheden og kan have en mere uhildet Mening end de, som er Parthavere i Kampen.
Det eneste, som vi dog med Sikkerhed ved, og som jeg her vil udtale, det er den Sandhed, at i denne Krig gaar dødsforagtende Tapperhed og barbarisk Ødelæggelseslyst Haand i Haand, og at denne Sandhed gælder ligesaa godt for den tyske Hær, som for de andre Hære. Og hvorledes kunde det være anderledes?
I, Tysklands Kvinder, kan maaske endnu ikke fatte det, og dog har I som vi for længe siden indrømmet, at vor Kultur endnu er meget ufuldkommen, og I har kæmpet for Kvindens Valgret for bedre at kunne arbejde med i Kulturkampen. Lige saa godt som vi andre, vidste I, at i Tyskland som i andre Lande, bliver i Fredstid unge Piger solgte og Kvinder skændede, og at i de fleste Tilfælde formaar Politiet intet derimod, ja, Æresskænderne kan ikke engang findes. Naar I nu tænker dette nærmere igennem, maa I indrømme, at mellem Soldaterne findes der ogsaa helt andre Elementer end højtdannede og fintfølende Kvinders Ægtefæller og Sønner. Berlins Soutenører, f. Ex., er dog ogsaa deriblandt, og talløse Forbrydere af forskellig Slags, som har forbrudt sig, uden at deres Forbrydelse er bleven opdaget. Og mener I, at disse, som allerede i Fredstid forgriber sig paa Samfundet, lader være dermed i Krigen, hvor det er saa meget lettere at undgaa Opdagelse?
I taler om de usigelige Grusomheder, som den vildledte belgiske Befolkning har begaaet, og om de barbariske Fjender, der har hærget Østpreussen. Og I tager det lille, ulykkelige belgiske Folk ilde op, at det taler om sine barbariske Fjender, der har hærget Landet og bragt usigelig Jammer over Befolkningen.
Tro mig, ærede Frøken, naar jeg forsikrer Dem, at ikke alt er Sandhed, hvad der staar skrevet i den lille Bog*), som er bleven sendt fra Berlin til os, »Udlandets Kvinder«, og at der er sket meget i Belgien, hvorom den tier.
*) „Sandheden om Krigen".
Det er ogsaa ganske naturligt, hvor Kendsgerningerne kun er ensidigt fremstillede.
I tyske Fruer beder os om ikke at tro, at Eders Ægtefæller og Sønner har begaaet Grusomheder, men I forlanger, at vi skal tro det om Ægtefæller og Sønner af anden Nationalitet. Og dog forener personlige Venskabsbaand Tysklands Kvinder med andre Landes Kvinder paa lignende Kulturtrin. Er det da tænkeligt, at Mændenes Opdragelse er slaaet fejl overalt, kun ikke i Tyskland?
Maatte man ikke meget før paastaa, at de slette Elementer, som ved Værnepligten bliver indskrevne i Hærene allevegne, ogsaa allevegne gør sig skyldige i samme Slags Forbrydelser, uden at de bedre Elementer er i Stand til at hindre det.
Vi elsker alle vort Fædreland, I Tyskere ikke mindre men heller ikke mere, end vi andre. Jeg kan forsikre Eder om, at Rusland, Frankrig, England og Belgien alle er fast overtydede om, at de kæmper for Fædrelandet, for Frihed, Uafhængighed og Retfærdighed.
Skulde vi da have Lov til at slutte, at denne Overbevisning var oprigtig hos det ene Folk, men usandfærdig hos andre?
Vi Nederlandske Kvinder er taknemlige for, at vore Mænd hidtil ikke er blevne sat paa denne Prøve, og vi haaber, at det skal vedblive saaledes, indtil denne Krig er til Ende. Men vi føler allerede nu, at vi, ligesaavel som alle Kulturfolk er medskyldige i, at denne Krig endnu i vor Tid kunde udbryde, at vor Kultur, som vi Mænd og Kvinder tilsammen har skabt, kun har været et Skin.
Vi vil derfor ikke spørge, hvem der har Ret; vi vil ikke beskylde nogen for Grusomhed, thi enhver Krig er vel det grusomste, det skrækkeligste, som lader sig tænke, og mod dens Grusomhed gives der ingen Hjælp.
Vor Tankeverden er rystet, og trøstesløse er vi Vidne til Livet og dets Jammer. Og vi føler stærkere end før, at kun ved at overtyde enhver enkelt om, at man tjener sit Fædreland bedst ved at bekæmpe Krigsideen, kun derved, at vi lærer at erkende Freden som det højeste Gode, kan den ægte Kultur komme til Udvikling i Fremtiden.
Herom kan De være forvisset, ærede Frøken Doktor.
Deres ærbødige
H. van Biema-Hijmans,
Formand for Nederlandske Kvindeforeningers Landsforbund.
