Dolce far niente.

Af Johan Nordling.

„Men Strippen og Skamlen skal vel hjem alligevel. Maa jeg hjælpe Dem?”

„Det behøves ikke.”

”Aa jo, naar jeg nu beder - ”

”Nej.”

Hun rystede bestemt paa Hovedet, saa Fletningen dansede, og saa ham for første Gang op i Ansigtet.

Han syntes, at han havde aldrig set et Par saa himmelblaa Øjne.

Hun bøjede sig ned, tog Skammelen og Strippen og begyndte at gaa hjemad langs Strandkanten. Han fulgte hende i Hælene.

„Er De vred paa mig?” spurgte han lidt efter.

Hun svarede ikke.

Saa gik de et langt Stykke uden at sige noget. Tilsidst begyndte han:

„Hvis De nu ikke vil tilgive mig, saa faar jeg ikke Ro mere i hele mit Liv.”

Hun drejede ikke en Gang Hovedet.

„Jeg er det ulykkeligste Menneske under Solen”, vedblev han med tilbørlig og som han troede, dybt gribende Pathos.

Ikke noget Svar. De gik saa endnu et Stykke aldeles tavse. Han gik og saa paa hvor stiv og rank hun holdt sin lille, hvide Nakke, og hvor spotsk hun en Gang imellem kastede Hovedet tilbage, saa Haaret flagrede for Vinden.

Da de omsider næsten var hjemme, og kunde se det rødmalede Hus med Fiskenet, Baad, Kartoffelmark og det hele, saa greb han hende i Armen, standsede hende og fremhvæsede med en bedrøvelig Theaterhvisken, som gik gennem Marv og Ben:

„Tilgiv mig - ellers gaar jeg direkte ned til Stranden og drukner mig lige for Deres smukke Øjne.”

Da vendte hun sig om, smilede og sagde:

„De er det utaaleligste Menneske paa Jorden. Jeg tilgiver Dem.”

Og under en klingende Latter forsvandt hun i Løb ind i Huset.

Alm gik ned til Broen - det var en lille uanselig Bro, blot et Par Brædder med Stolper - og satte sig for at se paa Solnedgangen. Men da Lugten af stegt Fisk oppe fra Huset blev ham alt for fristende, gik han der fra med det letteste Hjerte af Verden.

I tre lange Dage bestilte han ikke det mindste, strejfede bare om i Bakkerne for at søge efter Motiver, som han sagde.

Der maa have været Motiver i Mængde henne ved Engen; ti om Morgenen og Aftenen, naar Grete kom derhen for at malke, var han der altid før hende, stod nede ved Stranden eller i Skovkanten, skyggede med Haanden for Solen og saa grumme eftertænksom ud. Det var ikke saa let for ham at træffe et Valg.