« Tilbage til søgeresultaterne
Moderens Forældremagt
Efter at der en Tid lang havde hersket Uoverensstemmelser mellem et Par Ægtefæller, forlod Hustruen i Slutningen af Januar Maaned 1912 det fælles Hjem, idet hun med Mandens Samtykke med tog deres fælles Barn, en 12-aarig Datter. Det blev derpaa ved en af vedkommende Amt udfærdiget Resolution af 6. Decbr. næstefter paalagt Manden at svare Underholdningsbidrag til hende, og senere er det ved en af Amtet i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 14. Januar f. A. udfærdiget sædvanlig Alimentationsresolution af 6. Februar s. A. paalagt ham at svare Underholdsbidrag ogsaa til Barnet. Da Manden straks første Gang det ham i Henhold til denne sidstnævnte Reso-lution paahvilende Bidrag forfaldt til Betaling, undlod at betale det, blev det begæret inddrevet ved Udpantning, og vel protesterede han mod Forretningens Fremme, men denne Protest forkastedes af Fogden, hvorefter Udpantning foretoges. Sagen blev derpaa af Manden indanket for Landsover-samt Hof- og Stadsretten, hvor han paastod Udpantningen ophævet, idet han til Støtte herfor gjorde gældende, at Justitsministeriet havde savnet Kompetence til at paalægge ham at svare Bidrag til Barnets Underhold, i hvilken Henseende han anførte, at han ingensinde havde nægtet at forsørge det, og at han, der ansaa sig som Indehaver af Forældremagten over det og som berettiget til at bestemme dets Opholdssted, ønskede at forsørge det i sit eget eller sine Forældres Hjem og under sin egen Opsigt. I den under 30. November 1914 i Sagen af sagte Overretsdom hedder det herom
bl. a.:
»Der findes nu at maatte gives Apellanten Medhold i, at Spørgsmaalet om, hvorvidt der tilkommer ham fremfor Moderen Forældremagt over Barnet, og hvorvidt han er pligtig til, uanset sit Tilbud om at overtage dets Forsørgelse paa den ovenangivne Maade, at yde Underholdsbidrag til det, henhører under Domstolenes Afgørelse. Det er imidlertid under Sagen oplyst, at Appelindstævnte først forlod Hjemmet, efter at Appellanten forinden bl.a. under Benyttelse af Udtrykket: »Rejs ad Helvede til«, havde udvist en voldelig Adfærd mod hende, og i det Hele under saadanne Omstændigheder, at hun maa antages bortjaget fra Hjemmet uden nogen lovlig Grund, at Appellanten derefter lod hengaa det meste af et Aar, inden han bekymrede sig om hende eller Barnet, og at
han først efter at være tilpligtet dertil ved den ovennævnte Resolution af 6. December 1912 har betalt Underholdsbidrag til hende, medens han vedblivende saagodtsom intet har ydet til Barnet. Herefter og da Sagens Oplysninger iøvrigt tyder paa, at det - i alt Fald for Tiden - ikke kan anses, forsvarligt, at Barnet overgives ham til Forsørgelse, findes han ikke at kunne gøre Krav paa at faa sit heromhandlede Barn overgivet til Forsørgelse, hvorimod han findes at maatte være pligtig til, som af Moderen begæret og af Administrationen bestemt, at svare Underholdsbidrag til det.«
I Henhold hertil blev Udpantningsforretningen stadfæstet. Appellanten blev derhos tilpligtet at godtgøre Indstævnte Sagens Omkostninger for Overretten med 50 Kr.
E. Oldenburg
i Juridisk Tidsskrift
for 2. Januar 1915.
