« Tilbage til søgeresultaterne
Krigen
Det kom som Lyn fra Himmel
en dejlig Sommerdag,
og Jordens glade Vrimmel
den skjalv for Krigens Brag.
I Rædsel Kvinder gyste,
og Mænd de hvisked: Krig!
thi Sommersolen lyste
paa Baal og Brand og Lig.
Hvor før i blide Drømme
Smaablomster venligt stod,
nu rinder stride Strømme
af Blod! - Blod! - Blod!
Der kæmpes og der strides,
hvor Uvejret gaar hen,
der hulkes og der lides
i tusind, tusind Hjem.
- Et Ragnarok af Smerte,
af Sorg, af Angst, og Nød,
et Skrig - Evropas Hjerte
bløder! - Død! - Død!
Over Danmarks Sletter
gaar et angstfuld Gys,
tunge Drømmenætter
frygte Dagens Lys.
Vil os Fjenden række
kolde Panserhaand,
ja, vil Krigen lægge
om os blodrødt Baand.
- - - - - - - - - - -
End i mørke Nætter
ser vi Drømmelyn,
men naar Mulmet letter,
blegner Nattens Syn.
- - - - - - - - - - -
over Danmarks Sletter
viger Drømmesyn.
Naar Vintren kommer barsk og kold
med Krigens dystre Følge,
den klamme Dyrtid, der med Vold
gaar over Land og Bølge,
naar Arbejdsløsheds haarde Kno
paa Smaafolks Døre banker,
og Nøden strækker frem sin Klo
til Gru for alles Tanker,
- - - - - - - - - - - -
med sorgfuld Bøn da Øjne to
tit taareblændet vanker.
Men du, som ej for Savn og Nød
har nødig selv at grue,
og du, hvis Barn kan sund og rød
ty ind i lune Stue,
o, tænk paa dem, der gysende
maa høre Stormen tude,
ja, tænk paa Barnet frysende
bag kolde, frosne Rude, -
- - - - - - - - - - - - -
paa Smaafolks Hjem derude.
Kom, lad os tørre Taaren
af Barnets vaade Kind,
kom, lad os lokke Vaaren
i fattig Stue ind;
thi Arnens muntre Lue
den giver Hjemmet Fred,
selv allermindste Grue
maa ikke savne Ved.
Hjem, Hjem, hvert fattigt Hjem,
ja, selv en enlig Stue
er jo et lille Hjem.
