« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Selma Lagerløf: Kejseren af Portugalien, en Värmlands Historie. G.B.N.F.
Som en Vaarflod, flommende over sine Bredder af alle de smaa, snaksomme Vandløb, den har taget op undervejs paa sin Fart fra Tinderne ned imod Menneskenes Boliger i Dalen, saaledes brød Selma Lagerlöf en Dag ind i Nordens Litteratur med Gösta Berlings Saga og sejrede med det samme. Hun tog ligesom Vejret fra alle Bogmarkedets Vejere og Prøvere, det, hun bød dem, var aldrig budt dem før, de justerede Maal, som de kom løbende med, passede slet ikke paa denne Roman, som slet ikke var en Roman, men en Kæde af lutter smaa særskilte Romaner, paa dette Digt, som ikke var et Digt, men et Fossefald af inspireret Prosa. - »Den Slags Bøger skriver man kun en Gang,« var der kyndige Folk, som sagde. »Efter den Sejr har hun ikke flere Sejre at vente.« De Folk vidste ikke, af hvor mange smaa sprudlende Kilder den Flod havde suget sine Vandes Kraft, de vidste ikke, at om det gamle Mårbacka i Värmland, hvor Selma Lagerlöf var vokset op, der laa Värmlandshistorierne som »en Moln omsvävar en Bergstopp«, og at saa tidt denne Sky udlod Regn af Eventyr; trak den nye til, som den atter udlod i en befrugtende Regn.
Selma Lagerlöf er Värmlands Digter, saaledes vil hun gaa over i Historien. Hun kan valfarte til Antikristens Fødeland, til Jerusalem og Palæstina; hun vender dog altid hjem fra Valfarten til Värmland med de skovkransede Søer og de blaanende Kuller, hvor hun fik Indvielsen til sit store Kald.
Men hendes Kærlighed til Värmland bærer nu mere Præget af en Høstalders stille Hengivelse end af en Vaartids svulmende Flod. Floden er faldet til Ro; blidt nynner den sig frem mellem blomstrende Bredder, henter op af sin Erindring nu og da et Billede fra sin Strømtids Dage, men Billederne trænger sig ikke længer paa med Inspirationens Utaalmodighed, river derfor heller ikke som før Tilhørerne med til viljeløs Underkastelse. Hun svinger ikke mere sit Digterscepter over Nordens Lande, men hun elskes om mulig endnu mere end før; hun har ligesom lagt et helt Slægtled af Læsere til sit bankende Hjerte, hendes Digtning og hendes Personlighed, kan ikke længer skilles ad i deres Bevidsthed. De tager imod, hvad nyt hun giver dem, med Øjnene rettede ikke paa Gaven, men paa den, som giver den, i inderlig Hengivenhed, i dybeste Taknemlighed, men Takken søger tilbage til Vaarflodens Underværker, til »Gösta Berlings og Ingmarsønnernes Sagaer, til Antikristens Mirakler og de underskønne Legender.
Selma Lagerlöfs sidste Bog, Kejseren af Portugalien, vil ikke forandre noget i dette Forhold mellem hende og hendes Læsere. Det er Historien om et bankende Menneskehjerte, og den, som lytter til de skrevne Sider, vil høre Forfatterindens eget medfølende Menneskehjerte banke under alt, hvad de fortæller, ikke med hurtige, utaalmodige Slag, som dengang Billederne i hendes Digtning jog hinanden i Hælene, men stille og inderligt i Takt med Fortællingens næsten for sindige Fremadskriden. Man føler sig hele Bogen igennem saa trygt overbevist om, at alt sluttelig vil vende sig til Velsignelse, hvor galt det saa tegner, fordi Forfatterinden slet ikke kan bære det over sit Hjerte at lade det ende anderledes. Men denne Tryghed afslapper unægtelig Interessen; det, man længst vil huske, er Fortællingen om den lille Pige Klara Fina Gulleborg, med Rottehalefletningerne strittende stift ud i Nakken, og hendes Fader, den sølle Daglejer Jan, som fandt hende saa dejlig, at han gav hende Solen selv til Gudmoder.
Kejseren af Portugalien vil hverken forøge eller formindske den Yndest, Selma Lagerlöf med fuld Ret nyder; den vil stilfærdig og saa temmelig ubemærket indtage sin Plads i Kredsen af Historierne om det Värmland - eller, om man vil, Portugalien - som er Selma Lagerlöfs Kejserdømme, hvor hun er den fra Fødslen kaarne og uafsættelige Kejser.
- e - e.
