« Tilbage til søgeresultaterne
Et Par Ord til Oplysning om Værgeraadsbørnenes Plejehjem paa Landet
Da der ved flere Lejligheder er ytret Ønske om at faa lidt at vide angaaende Værgeraadsbørnenes Stilling, skal jeg tillade mig at fremføre følgende Bemærkninger:
Siden Værgeraadsloven udkom i 1905, har jeg været Medlem af Værgeraadet i et stort Sogn paa Landet. Værgeraadet bestaar af tre Mænd og to Kvinder, og er sammensat saaledes, at det i sin Helhed kender lidt til hvert Hjem i Sognet. Der er til Stadighed c. en Snes Børn anbragt i Pleje i Sognet, enkelte af Plejehjemmene er barnløse og har modtaget et lille Værgeraadsbarn, som saa har faaet fuld Barneret; men de fleste er Smaakaarshjem, som af Mangel paa Arbejdskraft søger at faa et Plejebarn af en ældre Alder, for derved at skaffe sig billig Hjælp. Børn, der anbringes i saadanne Hjem, faar ikke der nogen Far og Mor; men naar de, der sætter Børnene ind i Verden, ikke selv vil være Far og Mor for dem, kan man heller ikke forlange, at den offentlige Forsorg skal skaffe dem Forældrekærlighed. Børnene faar i disse Hjem lært at arbejde, de faar Føde og Klæder og Hvile som Smaafolksbørn, de er i et Hjem og lærer et Familieliv at kende, og som Regel viser de sig ogsaa i Skolen kvikke og veltilfredse. Ganske vist kan Arbejdet undertiden være svært nok, og der kan ogsaa være en Del tilbage at ønske i Retning af Kærlighed og Omhu for dem, men alligevel - naar man tænker paa de Forhold, disse Børn kommer fra, maa det sikkert betragtes som et stort Gode for dem at komme ind i saadanne Hjem, og være med i det trofaste, ihærdige, retskafne Arbejde for det daglige Brød.
Det viser sig da ogsaa, at mange af Børnene faar Lyst til Livet paa Landet og bliver i Arbejdet der. Dette gælder især dem, som slet ikke hører fra Forældrene, efter at Værgeraadet har taget sig af dem eller dem, hvis Forældre er saa gode og forstaaende, at de gennem deres Breve støtter det bedste i Børnenes Sind og gør det lettere for Plejehjemmene at faa Tag i dem. Men desværre er der mange Forældre, der har saa lidt Forstaaelse af et reskaffent Liv, at de bliver ved med at lokke deres Børn med Udsigten til Gadelivets daarlige Fornøjelser, og derved indpoder i dem Uvilje mod
det Arbejde, der kræves af dem; disse Børn er det meget vanskeligt for Plejeforældrene at faa virkelig Indflydelse paa, og at opdrage til Stadighed i Arbejde og Sind, og det gaar ofte saadan, at de, saasnart de bliver 18 Aar, vender tilbage til Hovedstaden, hvorved Plejehjemmene taber dem af Syne.
Derimod i de Tilfælde, hvor Børnene, som før omtalt, har faaet Lov at slaa Rod i Plejehjemmet, ser man dem ofte blive ved at søge tilbage til dette, efter at de som voksne er traadt ud i Livet, og mangen Gang, har de baade økonomisk og moralsk Støtte i det gamle Plejehjem.
