« Tilbage til søgeresultaterne
Nogle Erindringer om Mathilde Fibiger
Naar Julen nærmer sig og man i Tankerne gaar tilbage til Juletid i Barndom og Ungdom, mødes man i Minderne med Mennesker, der træder saa levende frem, fordi de i mange Aar hørte med til Juleglæderne.
Saaledes er det ogsaa gaaet mig denne Jul, og blandt de Mennesker, den især levende har fremmanet i min Erindring, er Mathilde Fibiger, fordi hendes Juleglæde var saa straalende og nærmest ytrede sig ved at glæde sig ved andres Glæde.
Jeg har derfor tænkt, det kunde interessere »Kvinden og Samfundet«s Læsere at høre lidt om hende, set fra denne Side.
Jeg har først lært hende at kende efter 1864. Ved Tilbagetoget fra Dannevirke flygtede hun fra Haderslev, hvor hun var ansat som Telegrafist, og da hendes Læge talte om, at hun intet Sted havde at tage hen, tilbød min Moder hende sit Hjem i Helsingør. Endnu dengang forundrede man sig over, at min Moder, der havde voksne Døtre, vilde tage en saa emanciperet Dame i sit Hus; men Forundringen blev næsten større, da »den emanciperede Dame« viste sig som en lille fin, nervøs Skikkelse med et næsten barnligt Smil. Nogle Maaneder efter Tilbagetoget blev hun ansat som Telegrafist ved Stationen i Helsingør og var der, indtil hun blev Bestyrer af Stationen i Nysted.
Henimod Julen tog Mathilde Fibiger altid til København, enten hun var i Nysted, Aarhus eller Helsingør. At se København ved Juletid var for hende en af Aarets Glæder. De pyntede Vinduer, især de tarveligste, hvor man kun havde Raad til en lille Grankvist og et Par Lys; rørte hende; de mange Mennesker med glade Ansigter, der hastede af Sted med deres Juleindkøb, og Torvene fyldt med de duftende Graner, alt dette hørte med til hendes festlige Stemning. Juleaften kunde man træffe hende i Arbejde paa Telegrafstationen. Selv om det var hendes Fri-Af ten, tog hun gerne den Aften Tur for en eller anden af Telegrafisterne, der havde Familie og Børn. Hun syntes, han burde have den Glæde at være i sit Hjem.
Selv satte hun megen Pris paa sit Hjem. Dette har hun udtrykt i et lille Digt, der blev optaget i Tidsskriftet »For Ide og Virkelighed«. Det var ikke alle og enhver, hun indbød til Besøg hos sig, maaske det var fordi hendes Hjem i høj Grad var Udtryk for hendes Personlighed. I Helsingør beboede hun et stort Kvistværelse, der vendte ud til Søen. Et Dannebrogsflag stod i det ene Hjørne, Sengen var dækket med et rødt og hvidt Klæde, og fra hendes Plads ved Skrivebordet, kunde man gennem et Vindue med røde og hvide Gardiner kun se Søen og den svenske Kyst.
De Bøger og Billeder, hun holdt af, havde altid en fremtrædende Plads, og Vennernes Portræter bar ofte en lille Krans eller Kvist.
Hendes Trofasthed mod Venner gav undertiden Anledning til Kritik over hendes Optræden. Hvis der, hvor hun var til Stede, taltes mindre godt om en af hendes Venner, og det drejede sig om noget, hun ikke var inde i, og som hun derfor ikke kunde forsvare, saa rejste hun sig straks, selv om man sad til Bords; og sagde Farvel. Men Vennerne var ogsaa trofaste mod hende. Paa Juledag fik hun Brev fra gamle Venner: Orla Lehman, Minister Fenger o. a., og uden nogen Indiskretion fra hendes Side, havde jeg Følelsen af, at hun gennem disse Breve levede med i de Arbejder og Interesser, der optog Brevskriverne, og at hun gennem denne Korrespondance holdt sig skadesløs for det selskabelige Samkvem, som Tidens Fordomme havde stillet hende udenfor. En Jul var Fenger stærkt optagen af Regeringsforholdene, og hun ventede intet Brev, men skønt hun blev glad, fordi det ikke udeblev; føltes det dog paa hende, at han delte sine alvorlige Arbejds-Tanker med hende.
Om det Uvejr, der drog hen over hende, efter at hun havde skrevet »Brevene», talte hun aldrig til mig. Hun nævnede aldrig de Mennesker, der dengang havde krydset hendes Vej, misforstaaet hende, krænket hende eller forladt hende. Hun var sandhedskærlig, og jeg forstod hendes Taushed. saaledes, at hun hellere vilde tie end dømme, og da jeg aldrig spurgte, men kun tog, hvad hun gav mig, havde jeg den Glæde, at hun følte sig fri og gerne kom til mig. Den sidste Gang hun var paa Besøg i København, gik vi i Mørkningen op og ned ad Gulvet og passiarede, og hun betroede mig da, at hun i lange Tider ikke holdt af Mennesker og helst vilde være fri for dem; men hun var glad og taknemmelig over, at hun nu igen følte Tillid og Kærlighed til Mennesker. Det var vor sidste Samtale inden hendes Død.
December 1914.
