« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
VIII.
»To be or not to be, that is the question.
»At være eller ikke være, det er Spørgsmaalet«.
Disse Hamlets dybe og skønne Ord staar over det sidste Afsnit af Madame Rolands Fængselsoptegnelser, dem hun kalder: »Mine sidste Tanker«.
»Min Skæbne er snart afgjort. - Er Livet et Gode, som tilhører os selv? - Jeg tror, at dette Spørgsmaal maa besvares bekræftende ... Vi er komne til Verden for at søge vor egen Lykke og hjælpe andre til at blive lykkelige. Saalænge der ligger en Livsbane for os, hvor vi kan udrette noget godt og afgive et stort Exempel, har vi ikke Lov at afbryde den. Vi maa vise det Mod at trodse Lidelsen og fuldkomme Løbet. Men naar Sletheden foreskriver os Maalet, saa er det os tilladt at forekomme den, især hvis vi ikke gavner nogen Menneskesjæl ved at tømme Kalken til Bunden.
For to Maaneder siden higede jeg selv efter den Ære at bestige Skafottet; da kunde man endnu, komme til Orde og ved at udvise et stort Mod tjene Sandhedens Sag. Men nu er alt tabt. Denne Nation er forraaet af modbydelige Voldsprædikanter; den ser i Menneskekærlighedens Venner kun Forrædere, og betragter omvendt de Mennesker som sine Forsvarere, der bedækkede med Smuds skjuler deres Fejghed og deres lave Lidenskaber under en Maske af Overspændthed.
At leve i denne Nation vil sige det samme som at nedværdige sig selv under dens frygtelige Herredømme eller give den Lejlighed til at begaa nye Forbrydelser.
Jeg ved, at de ondes Herredømme aldrig er af lang Varighed, de overlever sædvanlig deres Magt og lider næstens alle den Straf, de har fortjent. - Ukendt og ubemærket vilde jeg i Stilhed og Tilbagetrukkenhed kunne unddrage mig de Rædsler, som sønderslider mit Fædreland, og afvente Udgangen paa dets Elendighed. Men fængslet og mærket til Offerdøden vil jeg kun ved at forlænge min Tilværelse give Tyrannerne Lejlighed til at triumfere. Nej, lad mig saa hellere narre dem for denne Triumf, siden det ikke staar i min Magt at hjælpe til at styrte dem.«
Hun bad sin Ven, Bosc, om at skaffe sig Opium, for at hun kunde have den rede i det Øjeblik Girondinernes Dom var fældet; men han vægrede sig derved. Han forestillede hende, at det vilde være hende mere værdigt at afvente Døden end at give sig den selv; sagde, at hun burde ikke spare sine Dommere for at begaa den nye Misgerning at tage hendes Liv, at hun skyldte sin Sag et stort Offer og sine Venner et Exempel paa den højmodigste Hengivenhed. - Hun hørte paa ham med Mod og Fatning, overvejede koldblodig Grundene for og mod den Handlemaade, han foreslog hende. Hun forestillede sig Forberedelserne til hendes Dødsstraf, Turen paa Kærren fra Fængslet til Guillotinen, det ophidsede Folks Glæde. Intet af dette fik hende til at vakle. Hun saa den Heltedød i Møde, som Vennen foreslog hende, ikke med en Martyrs Begejstring, men med en Filosofs viljefaste Hengivelse under Pligtens Bud. Med Foden allerede paa Dødens Tærskel skrev hun saa dette Brev til sin lille trettenaars Pige:
Til min Datter!
Jeg ved ikke, min lille Ven, om jeg faar Lov til at se Dig eller skrive til Dig en Gang endnu. Glem ikke din Moder! Disse Ord rummer alt det bedste, jeg kan sige Dig. Du har set mig lykkelig i mine Bestræbelser for at opfylde mine Pligter og hjælpe de lidende. Der gives ingen anden Maade at være lykkelig paa. Du har set mig fattet under Modgang og Fangenskab; det er fordi jeg intet Samvittighedsnag føler, fordi jeg ejer den Erindring og den Glæde, som gode Handlinger efterlader. Der gives intet andet Middel til at bære Livets Ulykker og Skæbnens Omskiftelser. Maaske - og det er mit Haab - er der ikke tiltænkt Dig Prøvelser i Lighed med mine, men der gives andre, som Du ikke mindre bør væbne Dig imod. Et alvorligt og arbejdsomt Liv er det bedste Værn mod alle Farer; og Nødvendigheden og din egen. Fornuft byder Dig at arbejde alvorligt.
Vis Dig Dine Forældre værdig; de efterlader Dig store Exempler, og hvis Du forstaar at drage Fordel deraf, vil Du ikke leve Dit Liv til ingen Nytte.
Farvel, mit stakkels Barn! Du, som jeg har næret ved mit Hjerte, og som jeg vilde ønske, jeg kunde lade føle, alt, hvad der i dette Øjeblik opfylder mig. Men der vil komme en Tid, hvor Du vil forstaa, hvilken Tvang jeg maa paalægge mig for ikke at give efter for den Rørelse, som griber mig ved Tanken, om Dig.
Farvel, Eudora!«
Hun skrev ogsaa Breve til sin trofaste Pige, til den Kvinde, som havde taget hendes Datter i sit Hus, og til alle de Venner, som til det sidste havde ydet hende deres Hjælp. Men fra det Øjeblik, hun saaledes havde taget Afsked med sit Hjem og sine nærmeste - Roland flakkede jo landflygtig om, og intet Brev kunde naa ham - tilhørte hendes Pen alene det mishandlede Fædreland og de ulykkelige politiske Venner. Da de fængslede Girondinere, 29 i Tallet, blev stævnede for Revolutionstribunalet, brændte hun af Utaalmodighed efter at faa Lov til at møde frem for Skranken med dem og aflægge et uforfærdet Vidnesbyrd til Gunst for dem. Hun blev ogsaa stævnet som Vidne første Dag, men saa snart Anklageakten var bleven læst op, blev det befalet hende at forlade Salen igen og vente udenfor. Hun benyttede denne Ventetid til at udtale sig med Kraft og Djærvhed overfor dem, som omgav hende. Men hun blev ikke mere indladt og blev de følgende Dage heller ikke hentet fra Fængslet, hvor hun i Utaalmodighed ventede. »Maaske har man tænkt sig, at min Djærvhed skulde udøve nogen Indflydelse paa Tilhørerne,« skriver hun, »og har ment, det var bedre at undgaa denne Virkning ved at gøre det hurtig af med de deputerede for bagefter at kalde mig for Skranken og gøre en Ende paa mig med. Jeg ønsker at fortjene Døden ved at aflægge et Vidnesbyrd for dem, medens de lever. Jeg er som paa Naale; jeg venter paa Fangevogteren som en forpint Sjæl paa sin Befrier. Jeg har kun nedskrevet dette for at narre min egen Utaalmodighed.«
Den 31. Oktober besteg Girondinerne Skafottet. Samme Dag blev Madame Roland overført til Conciergeriet, hvorfra der som oftest kun førte én Vej ud - den til Guillotinen. Hun blev straks underkastet et Forhør og fik Ordre til at møde for Revolutionstribunalet d. 10. November.
Den samme Sagfører, som havde ført Charlotte Cordays, Dronningens og Girondinernes Sag, udbad sig ogsaa Tilladelse til at føre Forsvaret for hende. Han aflagde hende flere Besøg i Conciergeriet og kom d. 9. November om Aftenen sidste Gang for at træffe Aftale med hende for næste Dag. Han udviklede omstændelig Planen for sit Forsvar og søgte at indgive hende et Haab, som han dog ikke selv nærede. Samtalen trak ud til Kl. 11, og det blev meldt, at nu skulde Fængselsporten lukkes. Da han beredte sig paa at tage Afsked, rejste Madame Roland sig synlig bevæget, trak en Ring af sin Finger og gav ham den uden at sige et Ord. Advokaten forstod straks, hvad hun vilde sige hermed og udbrød afværgende: »Men, Madame, vi tales jo ved igen i Morgen, efter at Dommen er falden.« - »I Morgen,« svarede hun, »er jeg ikke mere til. Jeg kender den Lod, som venter mig. Jeg er Dem taknemlig for Deres Raad, men de kan blive skæbnesvangre for Dem selv, og det vilde være at styrte Dem i Fortabelse, uden at jeg alligevel stod til at redde. Forskaan mig for den Smerte at have forvoldt en brav Mands Død. Mød ikke for Skranken i Morgen; jeg fornægter Dem, hvis De kommer, man modtag dette Tegn paa min Taknemlighed, det eneste, som jeg kan byde Dem. –
I Morgen er jeg ikke mere.«
Han forstod, at overfor denne Viljekraft var al Modstand haabløs; han tog imod hendes Ring og forlod hende dybt bevæget.
Den samme Nat - hendes sidste - skrev hun selv sin Forsvarstale, det berømte Aktstykke, hvori hendes stolte og følsomme Sjæls Hengivelse for de Venner, som gik forud for hende i Døden, brydes med hendes Harme over deres Mordere, Tyrannerne, som lader haant om Frihed og Retfærdighed.
