« Tilbage til søgeresultaterne
„Københavnske” Drømmerier
Jeg drømte, at jeg aflagde Besøg paa »København«s Redaktionskontor. - »Chefredaktøren!« sagde jeg til Damen i Forværelset. - Hun mønstrede mig med et mistroisk Blik. »Hvem skal jeg melde?« - »Redaktøren af »Kvinden og Samfundet«.« - Hun rystede uforstaaende paa Hovedet, men pludselig syntes der at gaa et Lys op for hende. »Er De en »tænkende« Kvinde?« spurgte hun indtrængende. - »Hvad mener De?« svarede jeg og saa dum ud. - »Chefredaktøren har ladet sige, at han ikke tager mod andre end »tænkende« Kvinder idag,« forklarede hun. - »Saa meld mig kun, jeg er ladet med Tanker,« svarede jeg med et Skridt i Retning af Redaktionens Værelse. - Hun gled foran mig ind ad Døren, vendte straks efter tilbage og lod mig passere.
Chefredaktøren stod ved sit Arbejdsbord med Ryggen til mig og talte ind i en Diktafon.
»Siden vi Fredag d. 15. bragte vor Artikel: »En opsigtsvækkende Udnævnelse«, har vort Kontor været stormet af »tænkende« Kvinder, som har givet vore Udtalelser deres enstemmige og begejstrede Tilslutning, navnlig Ordene om Kvindernes naturlige Begrænsning. Endnu i det Øjeblik, hvor dette gaar i Trykken, meddeles det os, at en ny »tænkende« indstændig udbeder sig Tilladelse til at bringe os sin Tak.« -
Jeg rømmede mig beskedent; - han saa op og kom mig smilende imøde. - »Fra »De konservative Kvinders Blad« - ikke sandt?« spurgte han forekommende.
Jeg rakte ham stiltiende mit Kort, og hans Ansigt falmede som en Blomstereng, naar en Sky gaar for Solen. »De kommer i Anledning af »Den opsigtsvækkende Udnævnelse,« formoder jeg?« sagde han med en Panderynkning. - »Jeg vilde blot anmode Chefredaktøren om velvilligst at meddele »Kvinden og Samfundets« Læsere hvilke Embeder, De gerne ser beklædte af Kvinder.«
»Det har jeg jo allerede sagt i min Artikel: de Embeder, hvortil Kvinders Viden og Evner gør dem kvalificerede, forudsat naturligvis, at de ikke ligger udenfor deres naturlige Begrænsning.«
Jeg tog min Notisbog frem. »Hvad mener De, om Præsteembederne?« spurgte jeg.
Han smilede, som man smiler af et spøgefuldt Indfald. »Lad os holde os indenfor Mulighedernes Grænser,« foreslog han.
»Ja, men Kultusministeren har i Folketinget selv sagt, at her er Præstenød, og truet med at rive en halv Snes af vore Kirker ned af Mangel paa Kapellaner. Han skal ovenikøbet have truet med at indkalde Lægprædikanterne.«
Han begyndte at se ophidset ud. »Det kan da ikke være Deres Alvor, at De vil have en Kvinde op paa Prækestolen?«
»Jo, hvis hun har den Viden og de Evner, som gør hende kvalificeret dertil, og da vi er saa heldige i dette Øjeblik at have Kvinder, som snart har tilendebragt deres teologiske Studium - - « Han vinkede afværgende. - »Med al Respekt for disse Damers videnskabelige Ballast, kan man dog næppe vente hos dem at finde den Myndighed og Fasthed, som Præstens Stilling kræver.«
»De vil altsaa før se Kirkerne nedrevne?« for jeg op og skyndte mig at notere dette. - »Meget før,« svarede han ubøjelig. -
»Tør jeg saa spørge Chefredaktøren om, hvorledes De stiller Dem til Kvinder som Dommere?«
Han tyggede forlegen paa sine Negle.
»Oprigtig talt, - forekommer ikke den Tanke Dem selv absurd?« spurgte han. »Tænk Dem, en Kvinde sidde til Doms over Mænds Handlinger, - tænk Dem hende optræde i en Paternitetssag? - Tror De ikke, hun med al sin juridiske Viden vil mangle Mandens Overlegenhed for slet ikke at tale om Erfaring?«
»Jamen vi har jo da ogsaa Exempler paa, at mandlige Dommere har dummet sig forfærdelig,« svarede jeg.
»Saa meget sandsynligere er det, at Kvinder vil dumme sig endnu mere,« svarede han kort. »Men for Resten« - hans Øjne lyste pludselig af Triumf - »den nye Retsreform udelukker ganske, at Kvinder kan blive Dommere; der findes nemlig ingen Paranteser med hun.«
Jeg smilede overlegent. »Saadanne Paranteser er forældede,« sagde jeg. »Mand betragtes nu som ensbetydende med Menneske.«
Han trak beklagende paa Skulderen. - »Som sagt, jeg ser gerne Kvinder beklæde Embeder......«
Jeg afbrød ham kort. »Saa kommer vi til Lægerne. Hvad mener Chefredaktøren om en Kvinde som Kredslæge eller Amtslæge efter den nye Ordning?«
Han saa ud, som om han troede, jeg var gal.
»Tror De, det vilde falde noget fornuftigt Menneske, selv en radikal Minister ind, at lægge Landets Sundhedstilstand i en Kvindes Haand?« udbrød han forfærdet. »Ja, misforstaa mig ikke saaledes, at jeg ikke ønsker kvindelige Læger, men jeg tør dog vel nok mene, at en Sygeplejerskes Virksomhed ligger langt mere indenfor Kvindens naturlige Begrænsning. Vi har jo ogsaa nylig faaet en Generalsygeplejerske, og se, dette er et Embede, som fortrinsvis bør beklædes af en Kvinde. Distriktsjordemoderembederne paa samme Maade. Kvindelige Skolelæger kan ogsaa være paa deres Plads under visse Betingelser. - Men skal vi nu ikke ogsaa gemme nogle Embeder til Mændene?« afbrød han sig spøgefuldt. Jeg var ikke oplagt til Spøg».
»Altsaa Kredslæger og Amtslæger strøgne,« sagde jeg kort og noterede. »Hvad mener Chefredaktøren saa om Skoleembederne, vi har allerede et Par kvindelige Adjunkter, men hvorledes stiller De Dem til Kvinder som Rektorer og Overlærere?« Han vred sig som en Orm paa en Krog. »Ja, jeg vil naturligvis ikke lige rent ud sige, at en Kvinde ikke kan administrere en Skole, - vi har jo oven i Købet fortræffelige Exempler derpaa, men ganske vist ikke indenfor Statsskolen - men enfin, hvis Talen var om en Statsskole med udelukkende kvindelige Elever og Kvindelige Lærere......«
Jeg tabte Taalmodigheden. »Altsaa de kvindelige Overlærere strøgne?« - Han drog et Lettelsens Suk. »Godt saa stryger vi dem, i al Fald foreløbig.« - jeg noterede og stak Notitsbogen i Lommen.
»Ja, saa vil jeg ikke ulejlige Chefredaktøren mere. Jeg vil skynde mig at bringe mine Læsere Resultatet af dette interessante Ordskifte.«
»Men saa maa De endelig ikke glemme at understrege, at »København« absolut er Tilhænger af det Kvindelige Fremskridt og særdeles gerne ser Kvinder beklæde Embeder, forudsat blot, at disse ligger indenfor deres naturlige Begrænsning.« Jeg rejste mig for at tage Afsked. »Deres Blad læses jo dog ogsaa af »tænkende« Kvinder?« spurgte han ligesom for at berolige sig selv.
»Udelukkende af tænkende Kvinder,« svarede jeg og vendte mig mod Døren. Han fulgte efter mig kendelig oprømt.
»Lad mig for Morskabs Skyld se, hvor mange Embeder det blev,« sagde han.
»To,« svarede jeg: »Generalsygeplejerske og Distriktsjordemoder.«
Han saa lidt betænkelig ud. »Agter De at meddele dette i »Kvinden og Samfundet«?« spurgte han ængstelig.
»Selvfølgelig.« Jeg havde allerede Haanden paa Dørlaasen.
»Nej hør, stop nu lidt og lad os tale alvorlig om Sagen. »Der er naturligvis ogsaa andre Embeder, naar jeg rigtig faar tænkt mig om.«
»Bladet skal i Trykken endnu i Dag,« svarede jeg, og var allerede halvt ude af Døren.
»Stop hende!« Jeg følte hans Haand gribe mig i Ærmet, men rev mig løs og ilede gennem Forværelset i Retning af Yderdøren.
»Hjælp!« raabte Redaktøren, og i det samme kom en Mand imod mig udefra. »Radikalt Valgflæsk altsammen!« brølede han mig ind i Ansigtet. »Kender Du mig?«
»U. 6.!« skreg jeg op, styrtede rædselsslagen til Jorden - og sov videre.
