« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene.
Aarhus.
Kredsen begyndte sine Efteraarsmøder med en Sammenkomst den 7. Oktober. Skuespiller Bernt Jensen og Frue oplæste »Barnets Ret« af Emma Gad.
Den 29. Oktober afholdt vi sammen med Kvindevalgretsforeningen et offentligt Møde. Overlærer Bjerre (Horsens) gav en livlig og interessant Fremstilling af »Engelsk Forfatningsliv« idet han særlig dvælede ved det sidste Aarhundredes Udvikling.
I November Maaned afholdt vi - ligeledes sammen med Kvindevalgretsforeningen - to Medlemsmøder, ved hvilke Kommunelærerinderne Anna Jørgensen og Kath. Bjerre talte henholdsvis om »Elisabeth Fry« og »Florence Nightingale«.
Vi havde valgt Skildringen af disse to udmærkede Kvinders Liv som Emne netop paa dette Tidspunkt, fordi vi fandt den foreliggende Situation i særlig Grad egnet til at vække Deltagelse for Kvinder, der havde følt sig kaldede til at komme den lidende Menneskehed til Hjælp, og som i Kraft af deres Menneskekærlighed og Energi havde naaet saa vidtrækkende Resultater af deres Arbejde.
Til begge disse Foredrag havde vi indbudt en Del Forretningsdamer og unge Piger fra herværende Realskoler; omtr. 100 af dem havde givet Møde.
Den 16. Decbr. afholdt Kredsen sammen med »Danske Kvinders Forsvarsforening«, »Dameafdelingen under Røde Kors« og »Kvindevalgretsforeningen« en Koncert i veldædigt Øjemed. Operasangerinde, Frk. Signe Becker, vel kendt fra forskellige tyske Operascener, Violinistinden, Frk. Elna Arlaud og Pianistinde, Frk. Ingrid Thomsen ydede velvilligt deres Assistance. Resultatet blev en overmaade smuk Koncert, hvis Indtægt (c. 200 Kr.) dog ikke stod i Forhold til, hvad de optrædende Damer ydede.
Indtægten, der mulig ved private Tilskud kan suppleres noget, tænkes anvendt særlig som Arbejdsløn for erhvervsløse Kvinder, hvem man haaber at kunne skaffe passende Arbejdsmateriale. Aarhus, d. 20. Januar 1915.
Kath. Bjerre.
Næstved.
Generalforsamling 30. Januar 1914. Formanden, Fru Zahle, aflagde Beretning fra Formandsmødet i København, samt Beretning om Kredsens Virksomhed i Aarets Løb; fremlagde endvidere Regnskabet, der godkendtes. Der foretoges Valg af Bestyrelsesmedlemmer. Genvalgt blev Fruerne Zahle og Brun, nyvalgt Fru Sandal Jeppesen og Frk. Nielsen, Bestyrer af Optagelseshjemmet »Sydsjælland«. Fru Zahle genvalgtes til Formand med Akklamation. (Indsendt i Februar 1914, men ikke optaget i Kv. og Samf.). Revisorer: Frkn. Häuchell og Boyesen.
Den 20. Februar holdt Fru Johanne Deichmann, København, Foredrag om: »Offentlig Børneforsorg i Ungarn.«
Den 16. Marts Foredrag af Fru Elisa Petersen, Næstved, om: Kongedatteren »Eleonora Christine Ulfeldt«.
Den 6. April oplæste Fru Sandal Jeppesen Professor Lehmans Foredrag: »Fremtidens Kvindesag« samt indledede Diskussion.
Den 5. Maj: Kredsens Stiftelsesfest med Fællesspisning, Aftenunderholdning, Musik, Sang og Oplæsning samt Bortlodning af en Sofapude, skænket Kredsen af 10 Medlemmer.
Den 4. Juni var Kredsens Tillidsmænd til Fællesmødet samlede for at gennemgaa Dagsordenen og drøfte Fælleslovenes Ændringer.
Den 23. Juni aflagde vore 8 Repræsentanter Beretning fra Fællesmødet.
Den 5. Juli gæstede Nykøbingkredsen Næstved. Vore Medlemmer tog imod Gæsterne, var Vejvisere og tilbragte Dagen sammen til gensidigt Udbytte og Fornøjelse.
Den 9. Oktober: Foredrag af Forstander Dam, Brøderup om: »Fru Marie Tofte« (Grundtvigs anden Hustru).
Den 2. November: Foredrag af Folketingsmand, Red. Andreasen, Næstved, over Emnet: »Krig og Folkeret«.
Den 26. November: Skolekøkkeninspektrice, Frk. Eline Hansen, København, talte om: den internationale Kvindevalgretsalliances Kongres i London (hvor Frøkenen var Delegeret for Danmark), om engelske Kvinders Arbejde under Krigen og om Indtryk fra sit Ophold i Frankrig under Mobiliseringen.
Den 11. December: Foredrag af Frk. Ridiger, Præstø: »Kvinden i Krigshistorien« (den franske Bondepige Jeanne d’Arc og Englænderen Florence Nichtingale).
(Som kort meddelt i forrige Beretning har Kredsen ladet afholde Husholdningskursus, hvor 24 unge Piger under Ledelse af uddannet Skolekøkkenlærer, Frk. Ferdinand, Næstved, er undervist i grundig og praktisk Husførelse, Madlavning, Borddækning, Vask o. m. Da dette Kursus faldt saa tilfredsstillende ud, tog Kredsen det op igen i Aar og har begyndt et 3 Maaneders Kursus med samme Antal Deltagere. Det er os overkommeligt, idet Byens kommunale Skolekøkken staar til gratis Afbenyttelse. I December har Frk. Ferdinand velvilligst undervist i et 3 Dages Kursus for gifte Kvinder - i Brugen af Høkasse og billig Madlavning. Udgiften ved dette Kursus har Kredsen afholdt.
Til Welanderhjemmet ydede Kredsens Kasse 10 Kr.
Kredsen har afholdt 11 Medlems- og 17 Bestyrelsesmøder.
10. Januar 1915.
Christine H. F. Olsen,
Sekretær.