Fru Redaktør!
Tillad mig et Par Bemærkninger i deres ærede Blad. Der blev ved Kvindekongressens Møde af en Taler fremhævet: "At han vilde arbejde paa at vække Hadet til de bestaaende Samfundsforhold," og han akcentuerede, hvorledes det pinte ham, at naar man spurgte en Arbejder i smaa, trange Kaar, hvorledes han havde det, og Svaret da lød - "Godt". Dette er mig lidt gaadefuldt, for mig stiller det sig saaledes, at enhver, der arbejder med filantropiske Forhold for Øje, maa det være om at gøre at lette sine Medmenneskers Byrder, men dette opnaas næppe ved at vække Had og Bitterhed, tværtimod vil dette kun gøre Byrden tungere. Nu vil Taleren maaske bemærke, at dette er et nødvendigt Onde for at vække Folk, men heller ikke det kan jeg indrømme; thi er der Sandhed og Livskraft i en Sag, da skal den nok bane sig bedre og sikrere Veje, end de der kan aabnes gennem Had og Fanatisme. I det Hele taget føler jeg mig overbevist om, at det vil befordre en sundere Udvikling, naar man fæster Blikket paa det, der er at bygge op, end naar man stirrer sig blind og harm paa det, der er at bryde ned.
e. d.
At vi naturligvis er enige med den ærede Indsender i, at det er større at saa Kærlighed end at saa Had, det vil vi indrømme, men vi tro slet ikke paa en Kærlighed til Sandhed og Retfærdighed, som ikke hader Løgn og Uret. Er det i det hele taget muligt at opføre en ny Bygning uden at rydde Grunden? eller saa en ny Sæd uden Jorden er gennemfuret? Og ved sligt Arbejde kommer meget afskyeligt frem, som man ikke anede gemtes i dens Skød.
Vi kan ikke andet end hade en uretfærdig Samfundsordning der fra Fødselen udelukker Fattigmands Barn fra Forplejning, Opdragelse og anden Adgang til store Evners Udvikling, hvis vi elske det ædle i Mennesket, som er skabt i Guds Billede.
Red.
